Filmanmeldelse HUMAN FLOW: Propaganda eller ’bare’ en krise-dokumentar?

** 2 stjerner ud af 6

 

Kinesiske Ai Weiwei er verdensberømt. Måske fordi han er så god til at iscenesætte sig selv og skabe opmærksomhed om sin person?

 

På dansk grund er han bl.a. kendt for sin udstilling på Louisiana, Humlebæk, 2011-2012 samt sin installation Soleil Levant på Charlottenborg, København 2017. Her blev vinduerne barrikaderet med redningsveste fra Lesbos, den græske ø, der er blevet oversvømmet med migranter. Og så er vi fremme ved titlen på hans seneste film HUMAN FLOW, der dækker over den aktuelle massemigration mod Europa og USA.   

 

Ifølge pressematerialet er (og nu kommer der et MEGET langt citat):

 

”Over 65 millioner mennesker (…) blevet tvunget til at forlade deres hjem på grund af krig og forfølgelse, og vi ser nu den største flygtningekrise siden anden verdenskrig. ”Human Flow” er en storslået filmrejse under ledelse af den internationalt anerkendte kunstner og instruktør Ai Weiwei, som viser denne massemigration med et stærkt visuelt udtryk. Hans dokumentar skildrer både flygtningekrisens overvældende omfang og dens store menneskelige konsekvenser.

 

Filmen er optaget i løbet af et begivenhedsrigt år og følger en række vedkommende historier om mennesker fra hele verden: Afghanistan, Bangladesh, Frankrig, Grækenland, Tyskland, Irak, Israel, Italien, Kenya, Mexico og Tyrkiet.

 

Læs også
Filmanmeldelse “GLASSLOTTET”: En film med ’sine øjeblikke’  

”Human Flow” dokumenterer disse menneskers desperate kamp for at finde sikkerhed, tag over hovedet og retfærdighed. Fra overfyldte flygtningelejre til farlige havoverfarter til pigtrådshegnede grænser; fra desillusion til mod, udholdenhed og tilpasning; fra længslen efter det liv, der blev forladt til fremtidens ukendte potentiale.

 

Filmen kommer på et tidspunkt, hvor tolerance, medmenneskelighed og tillid er vigtigere end nogensinde før. Dette fintfølende filmværk er en hyldest til menneskets ukuelighed og stiller spørgsmål, som vil komme til at definere dette århundrede: Vil verdenssamfundet kunne overvinde frygt, isolationisme og egeninteresse og i stedet vælge åbenhed, frihed og respekt for menneskeheden?” (citat slut – lettere redigeret for stave- og kommafejl).

 

Weiweis fortolkningsfilter

Jeg har citeret så massivt for at illustrere Weiweis fortolkningsfilter – og hvilken menneske- og kulturforståelse, der ligger til grund for filmen.

 

Her er ingen refleksioner over forskellen på flygtninge og migranter. Ingen overvejelser over, hvilke fejlslagne stater menneskestrømmen kommer fra, og hvilken kultur de bærer med sig. Ingen spørgsmålstegn ved, hvorfor der stadig eksisterer ’palæstinensiske flygtninge’, hvis antal vokser, mens alle andre flygtningegrupper efterhånden bliver mindre og mindre pga. naturlig afgang og assimilation.

 

Vinklen er Weiweis valg, og en film skal selvfølgelig ikke vurderes på, hvad der ikke er med. Men hvis man har en paratviden om, at det store flertal af tilvandrere er migranter og ikke flygtninge, samt at omkring 80 procent af migranterne er unge stærke mænd, så nærmer det sig vel propaganda, når flertallet af billeder har kvinder og børn med? Mange børn! Eller hur?

Læs også
Filmanmeldelse: “VICTORIA & ABDUL”: Dronning Victoria møder ’folket’

 

Det onde, rige Vesten

En række mennesker i FN- og menneskerettighedskomplekset bliver interviewet undervejs, og gæt engang, hvor ansvaret og skylden først og fremmest bliver placeret: Det onde, rige, imperialistiske Vesten, der ikke bare vil åbne deres grænser og dele deres goder.

 

Weiwei ser bådmigranterne som sin egen familie, for: ”Jeg synes ikke, at jeg er anderledes end dem”.

  

Helt legitimt synspunkt, men hvorfor biografgængeren skal se Weiwei i alle mulige barokke situationer med mennesker, han ikke kan tale med på grund af sprogkløften, mens han er i gang med at optage hvad (?) på sin telefon – ja det må guderne vide. Og at vi skal se ham blive klippet – og selv klippe en anden virker absurd og umotiveret.  

 

Forvirret formsprog

Filmens samlede opbygning og klipning – hvor scenen hele tiden skifter uden sammenhæng med den forrige – kan bedst karakteriseres som forvirret formsprog. Måske fordi instruktør og klipper vil lade formen afspejle det igangværende kaos? I så fald virker det ikke.

Læs også
Stærk ny dansk film: “Darling” – Når verden bryder sammen

  

Og hvad angår Weiweis hang til alt for ofte selv at være til stede som centrum i billedet uden at have nogen funktion, så lugter fremstillingen langt væk af narcissisme.

 

Tag ikke mine ord for sandheden

Men tag ikke mine ord for sandheden, for åbenbart afhænger vurderingen af øjnene, der ser. Således mente en anmelderkollega, at der var tale om en nøgtern dokumentar om den igangværende massemigration. Og altså ikke rendyrket, FN-finansieret (?) politisk propaganda om, at alle mennesker dybest set er ens – og at kulturen ikke har betydning for, hvad der er inde i det enkelte individ.  

 

Ret skal også være ret: To kamerabevægelser / scener er gribende smukke, og her trænger den begavede kunstner Ai Weiwei virkeligt igennem med et originalt filmsprog.  

  

Men at den danske filmklipper Niels Pagh Andersen ikke mener, at filmen er sentimental, og at ”flygtningene” ikke bliver gjort til ofre – den må han længere ud på Middelhavet med.

 

Længde: 140 minutter

  • Instruktør: Aia Weiwei
  • Manus: Ai Weiwei, Chin-chinYap, Heino Deckert
  • Censur: 11 år
  • Premieredato: Torsdag d. 9. november  

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…