Natten til mandag blev strømmen af islamiske terrorangreb i Europa afbrudt af waliseren Darren Osborne, der kørte sin varebil ind i en større. fredelig gruppe muslimer ved Finsbury Park moskeen i London.
Den type angreb er gudskelov meget sjældne. Man må i den grad håbe, at det forbliver sådan i fremtiden.
Vi har absolut ikke brug for ’gengældelsesaktioner’ fra vrede, europæiske mænd.
I forvejen har Europa rigeligt at se til med terror.
Langt den alvorligste trussel er islamisk terror. Men separatister og venstreekstremister står også for et stort antal terrorhandlinger.
Ifølge årsrapporten fra det europæiske politisamarbejde Europol stod islamiske terrorister bag næsten alle dødsofre ved terrorhandlinger i 2016. 135 ud af 142, der døde ved terror, var resultatet af islamiske terrorangreb.
Ser man på antallet af terrorhandlinger fylder både separatister og venstreekstremister meget i statistikken. Men gennemgående har disse terrorangreb kun kostet få menneskeliv.
Angreb af den type, som Darren Osborne gennemførte, har hidtil været meget sjældne. Europol registrerede kun ét højreekstremistisk terrorangreb i 2016.
I alt har Europol registreret 142 mislykkede, forhindrede og gennemførte terrorangreb i 2016.
Udover de 142 døde blev 379 kvæstede.