Blodigt drama: Knivstikkeren i et supermarked i Hamborg var afvist asylansøger – sikkerhedskilder kalder ham islamist

Fredag eftermiddag kom en mand farende ind i et supermarked i Hamborg-bydelen Barmbek.

 

Han havde en stor kniv og begyndte uden varsel at hugge den i tilfældige kunder i butikken. En mand blev dræbt. En kvinde og fire mænd blev såret, heraf én alvorligt.

 

Nu er der kommet oplysninger frem om gerningsmanden.

 

Der er tale om en 26-årig palæstinenser fra De Forenede Arabiske Emirater, som søgte asyl i Tyskland. Avisen Tagesspiegel henviser til sikkerhedskilder, der kalder ham Ahmad al H.

 

Tagesspiegels kilder siger, at han var kendt af myndighederne som islamist. Dette stemmer overens med, at han ifølge vidner råbte: ”Allahu Akbar!” (”Allah er størst!”).

 

Hans angreb på kunderne i supermarkedet kan således meget vel være en terrorhandling – men foreløbig afviser politiet at kommentere på denne problemstilling.

 

Gerningsmanden ’belønnede’ altså det land, der havde modtaget ham, ved at hugge fredelige, uskyldige mennesker ned.

 

Bliver afvist, men ikke udvist

Ifølge Hamborgs borgmester Olaf Scholz var gerningsmandens asylansøgning blevet afvist. Men han blev aldrig udvist, fordi han ikke havde nogen papirer.

 

Dermed repræsenterer han en meget typisk situation, som skaber enorme problemer over det meste af Europa:

 

De fleste asylansøgere, der afvises, rejser ikke ud af landet. De bliver bare hængende.

 

I mange tilfælde er myndighederne ude af stand til at få dem sendt hjem, fordi ansøgeren eller hans hjemland saboterer det.

 

I andre tilfælde forsvinder de afviste asylansøgere fra myndighedernes radar og lever illegalt videre i landet.

 

Myndighederne har mistet kontrollen

Politikerne taler meget om hjemsendelse af afviste asylansøgere. Men kendsgerningen er, at hjemsendelserne er en gennemført fiasko. Det gælder også i både Tyskland og Danmark.

 

Myndighederne har helt mistet kontrollen med, hvem der opholder sig i deres land. Det har meget alvorlige konsekvenser.

 

I går kostede det helt konkret mindst én person livet i Hamborg.

 

Påstand om psykiske problemer

Det tyske politi siger, at det virker, som om gerningsmanden havde psykiske problemer.

 

Den kommentar har man flere gange hørt i forbindelse med islamistisk terror. Det er dog sjældent, at der gives konkret dokumentation i form af en diagnose eller lignende. Heller ikke i denne sag foreligger der nogen dokumentation.

 

De fleste islamistiske ekstremister kan vel kaldes psykisk uligevægtige. Men det undskylder hverken deres islamistiske ugerninger eller myndighedernes svigt.

 

Blev angrebet med stole

Efter sin blodige udåd løb gerningsmanden fra supermarkedet ud på en befærdet forretningsgade, mens han fortsat svingede med kniven.

 

Men kunder fra supermarkedet og folk på gaden gik modigt til modangreb. Stole blev således brugt som kasteskyts mod ham og som skjolde mod hans angreb. Det fremgår af en video under denne artikel.

 

På den måde lykkedes det at få ham overmandet. Han blev overgivet til politiet, der rykkede talstærkt og svært bevæbnet ud, som det fremgår af billederne i BILD.

 

Cirka en halv time efter angrebet i supermarkedet lå gerningsmanden på gaden – blodindsmurt og med håndjern på.

 

På et billede i linket fra BILD ser man ham blive kørt væk i en politibil med en såkaldt spytmaske over hovedet.

 

Så galt kan det gå

For nogle mennesker blev et ganske almindeligt indkøb forvandlet til et uhyggeligt mareridt.

 

For den tyske befolkning – og alle os andre – er de blodige begivenheder samtidig en påmindelse om, hvor galt det kan gå, når myndighederne mister grebet om asylpolitikken.

 

http://www.tagesspiegel.de/weltspiegel/messerangriff-in-hamburg-olaf-scholz-boesartiger-anschlag/20122046.html

 

http://www.bild.de/news/inland/anschlag/angriff-supermarkthamburg-hier-ueberwaeltigen-passanten-den-messer-mann-52696250.bild.html

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del på Facebook