Naturgasledningen Nord Stream fra Rusland via Østersøen til Tyskland mødte faktisk en hel del modstand før 2008, men ledningen er fuldt godkendt og fungerer i dag. Så hvorfor skulle den nye naturgasforbindelse – Nord Stream 2 – give anledning til problemer?
Ikke desto mindre har debatten været intens. Problemet er, at EU’s energipolitik har udviklet sig siden 2008 og Rusland har i mellemtiden invaderet Ukraine og annekteret Krim. Nord Stream 2 har derfor givet anledning til både juridiske og politiske hindringer, som Nord Stream ikke stødte på i 2008.
EU’s energibehov
Baggrunden for rørledningsprojektet er EU’s energibehov. Omkring 53 pct. af EU’s energiforbrug dækkes af import: 90 pct. af råolien, 66 pct. af naturgassen, 42 pct. af kul og 40 pct. af forbruget af uran og andre kernekraftsbrændsler. Energiimporten udgør op mod 20 pct. af EU’s samlede import.
Europa aftager omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.
EU får russisk gas via Nord Stream I (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).
Ukraine opkræver om året 2 mia. $ i transitgebyr. Bygges Nord Stream 2, kan regeringen i Kijev godt vinke farvel til denne sikre indtægt, og må også – som tidligere – risikere russiske leveringsstop i en situation hvor Gasprom kan klare sig uden Transgas.
Central- og Østeuropæisk modstand mod Nord Stream 2
Det kontroversielle russisk-tysk rørledningsprojekt Nord Stream 2 møder derfor voldsom modstand i Central- og Østeuropa. 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien) har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.
Mange har desuden påpeget, at ejerforholdene omkring rørledningen vil være i strid med EU’s energipolitik og at en tilladelse til rørledningen i øvrigt ville være i strid med EU’s sanktionspolitik overfor Rusland.
Kan Nord Stream 2 stoppes?
Nord Stream I var fuldt udbygget i 2012 med 2 rørledninger med en samlet kapacitet på 55 mia. kubikmeter årligt. Konsortiet bag Nord Stream 2 – den russiske gasgigant Gazprom og de vesteuropæiske firmaer BASF, E.ON, Engie, OMV og Shell – offentliggjorde i september sidste år de detaljerede planer for etableringen af Nord Stream 2:
Bygherren er selskabet New European Pipeline AG, hvor Gazprom ejer 50 procent af aktierne, mens E.ON, Shell, OMV (tidligere Österreichische Mineralölverwaltung AG), BASF / Wintershall og det førende franske energiselskab, Engie, hver har 10 procent.
De samlede investeringer løber op i 7,4 milliarder euro, og projektet planlægges færdigt i 2019 med en kapacitet på 55 mia. kubikmeter gas om året.
EU-Kommissionens holdning
Opildnet af EU’s formand, polakken Donald Tusk, er kommissionen imod. Men energikommissæren, slovakken Maros Sefcovic, har efter nytår opblødt sin tidligere holdning om, at Nord Stream 2 ikke passer ind i EU’s energipolitiske mål. EU’s klimakommissær, Miguel Arias Cañete, skulle ligeledes have sikret sig, at kommissionens juridiske tjeneste ikke ser behov for aktiv EU-intervention i sagen.
Den tyske vicekansler og formand for SPD, Sigmar Gabriel, lovede i efteråret ledelsen i Kreml at køre sagen igennem som en almindelig forretningsinvestering uden at blande EU og energipolitikken ind i sagen. Forbundskansler Angela Merkel, der ellers ikke er bange for at sige Rusland imod, skulle være på samme linje.
Hvis Europa-Kommissionen skulle gå ind i sagen forudsætter det, at Nord Stream 2 har afgørende indflydelse på EU’s energipolitik, herunder “strategien for forsyningssikkerhed”, ligesom rørledningen skulle være omfattet af EU’s regler for statsstøtte og konkurrence m.v.
Det er et ufravigeligt EU-krav, at ejerne af det overordnede gasdistributionsnet skal være uafhængige af leverandørerne af gas, ligesom der skal gives lige adgang for alle leverandører, der ønsker at gøre brug af rørledningen. Projektet må endvidere ikke udgøre en risiko “for energiforsyningssikkerheden i en medlemsstat og i den Europæiske Union”.
Nord Stream 2 er tydeligvis ikke i overensstemmelse med disse krav, men konsortiet bag Nord Stream 2 – og formentlig EU-Kommissionen – er af den opfattelse, at eftersom rørledningen løber offshore gælder EU’s energipolitiske regler ikke. De fem gasledninger i Middelhavet, der forbinder Afrika med Europa er ej heller underlagt disse regler, ligesom Nord Stream 1 heller ikke er omfattet, så hvorfor skulle Nord Stream 2 så behandles anderledes?
Folkeretten
FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. Nord Stream 2 skal ilandføres i Tyskland og Havretskonventionen sikrer at kyststaten – Tyskland/EU kan nægter tilladelse eller fastsætte nærmere regler for rørledningen.
Bemyndigelsen til at godkende projektet beror hos de nationale myndighederne i de lande, hvis farvande rørledningen vil krydse. Dvs. myndighederne i Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.
EU-Kommissionen har endnu ikke officielt konkluderet om, i hvilket omfang EU-retten (indre energimarked, miljø, konkurrence etc.) gælder for Nord Stream 2 projektet.
Ruslands motiver
Modstanderne af Nord Stream 2 argumenterer med, at når rørledningen bliver operationel, kan Gazprom lukke sin gastransit gennem Ukraine, og gennem lande som Polen og Slovakiet, enten helt eller delvist. Dette vil føre til store tab for disse lande. Ukraine står til at miste de nævnte $ 2 milliarder i årlige transitafgifter, men et land som Slovakiet tjener også 800 mio. $ årligt på sin transit gasaftale.
Det ville være naivt at tro på, at Rusland overhovedet ikke også har geopolitiske motiver til bygningen af Nord Stream 2. Der er ingen tvivl om, at Moskva også ser Nord Stream 2 som et våben i konflikten med Ukraine.
EU’s politiske dilemma
Det, der gør problemet så komplekst er, at EU bliver nødt til at beslutte, om det skal betragte Nord Stream 2 som et økonomisk projekt, eller også som en geopolitisk trussel. Disse spørgsmål er til syvende og sidst politiske spørgsmål, og hvis udgangen af en politisk proces blev at sige nej til Nord Stream 2, ville det forudsætte, at Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet fik fuld opbakning fra Det Europæiske Råd. Men det ville igen kræve en aftale med Tyskland og andre vestlige europæiske medlemslande, der står til at drage fordel af Nord Stream 2, og hvor sandsynligt er det?
Hidtil har Det Europæiske Råd under indflydelse af den polske formand været temmelig kritisk men samtidig svævende.
Svenskernes godkendelse
De svenske myndigheder ville af sikkerhedsmæssige grunde ikke tillade etableringen af en forsyningsbase for Nord Stream 2 på Gotland. Den 31. januar 2017 blev det imidlertid meddelt, at de svenske myndigheder har godkendt, at den svenske havneby Karlshamn bliver forsyningsbase. Det betyder umiddelbart, at Karlshamn har udsigt til et betydeligt antal arbejdspladser i anlægsperiode – arbejdspladser man på Bornholm, havde håbet på.
Godkendelsen betyder endvidere, at de svenske myndigheder ikke er indstillet på at nægte de nødvendige tilladelser til etableringen af Nord Stream 2 gennem svensk territorium.
