Debat om Cataloniens uafhængighed og Spaniens nationale enhed

Catalonien

Af Erik Guldager Nielsen

 

I Den korte avis’ dækning af Cataloniens kamp for selvstændighed har der været en vis pro-spansk holdning, hvor det antydes at catalonernes uvilje mod at være en del af Spanien mest er økonomiske og at katalansk jo bare er en af mange spanske dialekter. Snenest kommer denne holdning frem i Torben Snarup Hansens artikel “Selvstyre eller selvstændighed for Catalonien” Her er ellers en udmærket redegørelse af Cataloniens storhedstid fra ca. 1100 til ægteskabet med Spanien 1469, men selv om den selvstændighed Catalonien fik ifølge unionsaftalerne blev afskaffet i løbet af de næste par hundrede år, mener Snarup Hansen ikke at det catalanske har samme ret som det danske folk til at bestemme om man vil være underlagt andre folkeslag.

 

Som kortet nedenfor viser så svarer iberenes område for romernes ankomst stort set til de katalansktalende områder i dag, f.eks er Sordones som var grænselandet til gallerne stadig katalansktalenske selv om franskmændene erobrede det i 1700-tallet.

 

Katalansk er IKKE en spansk dialekt ligeså lidt som dansk er en tysk dialekt, selv om tyske sprogforskere (bl.a. Grimm) har påstået det.

 

Katalanerne var ikke underlagt araberne i mange hundrede af år så katalansk er ikke så gennemsyret af arabiske låneord som spansk og portugisisk er. Det er derfor lettere at læse katalansk end at læse spansk, hvis man kan italiensk eller fransk. Men selv om katalansk har et mere latinsk orddforråd end spansk har, så er der noget fremmedartet over katalansk i forhold til andre romanske sprog og det må næsten stamme fra et iberisk substrakt.

 

Den katalanske nationalfølelse stammer altså lidt dybere end uvilje mod at være med til at finansiere den spanske statskasse.

 

At  mange spansktalende, som er indvandret fra Spanien i århundredenes løb, er utilfredse med udsigten til katalansk uafhængighed er ikke mærkeligt, men hvis det er et argument mod selvstændighed, så må Estland, Letland og Ukraine straks genforenes  med Russland.

 


 

Torben Snarup Hansen svarer:

 

Catalansk er et sprog

 

Læs også
Vi får at vide, at den muslimske kultur var en berigelse af Spanien – men sandheden er en ganske anden

Erik Guldager Nielsen finder, at der i mine artikler om catalanske politikeres kamp for selvstændighed har “været en vis pro-spansk holdning, hvor det antydes at catalonernes uvilje mod at være en del af Spanien mest er økonomiske og at katalansk jo bare er en af mange spanske dialekter…..”

 

Men dette er ikke tilfældet. Jeg har slet ikke omtalt den årelange uenighed om pengeoverførsel fra Catalonien til andre spanske regioner, især fordi de modstridende redegørelser opererer med forskellige statistikker (og dka har ikke plads til en phd-afhandling om økonomi). Derimod refererer jeg den aktuelle virksomhedsflugt til Madrid, Alicante og Aragonien. At catalansk er et selvstændigt sprog har jeg fremhævet flere steder, så her er vi enige.

 

Det centrale emne i mit skriv er den tvivlsomme påstand om en catalansk nation og især den lodrette løgn om, at der i fortiden var en catalansk nationalstat. Den er lige så usand som påstanden om, at befolkningen i Valencia-regionen taler catalansk!

 

Det er ingen naturlov, at politik og national identitet og sprog følges ad. Her er Schweiz et oplagt eksempel på en kombination af flere sprog med én nationalitet. Catalonien er skruet sammen på en anden måde: Der er to sprog og én overregional nationalitet – nemlig spansk. Den bliver så afvist af en stor gruppe catalanere, som politikerne har indoktrineret. Men et nogenlunde lige så stort antal opfatter sig som spaniere og afviser en særlig catalansk identitet, knyttet til det regionale sprog. En eventuel uafhængighed kan få denne dybe splid til at resultere i jugoslaviske tilstande.

 

Er den “spanske” fløj efterkommere af ikke-catalanere, som har invaderet regionen? Ja, stort set – især på grund af industrialiseringen for 100 år siden. Men så bør det bemærkes, at “trafikken” også er gået den anden vej, for der lever mange catalanere i både Madrid og Andalusien. De er kommet i moderne tid og også i senmiddelalderen. Mellem Almería og Motril findes den lille kystby Castell de Ferro, hvor catalanske tilflyttere slog sig ned i 1500-tallet, og en af mine kolleger er ansat på universitetet i Granada. Han er også catalaner – og selvfølgelig tosproget. Mine venner i Galicien har arbejdet 30 år i Zaragoza  …. o.s.v.

 

Spanierne flytter rundt i deres land som aldrig før – præcis som danskerne. Af uklare grunde udtrykker DR’s journalister indirekte et ønske om at få en selvstyrende region revet ud af Spanien. Hvorfor? Denne slagside skyldes muligvis en Pavlovsk reaktion: Hvis ordene “national befrielse” tages i anvendelse, må det sikkert være berettiget, og Danmark fik jo Nordslesvig tilbage i 1920. Men ønsker journalisterne også en opsplitning af Danmark eller Norge eller Frankrig? Hvilke kriterier og parametre bliver relevante ved benyttelse af ordet “ret”?

 

Læs også
Nu er der igen politisk uro i Spanien. Valg den 28. april 2019

Spanien er utvivlsomt en retsstat og et demokrati. Lovgivningen om selvstyre for regionerne blev vedtaget af “el Congreso” i Madrid og i 1980 vedtaget ved folkafstemning med kraftig overvægt af ja-stemmer i Catalonien. Hvad er argumentet for at fjerne denne ordning? Undertrykkelse foregår stadig i regionen, fordi selvstyrets politikere bryder loven om ligestilling mellem de to sprog. De, der ønsker at beholde den lovsikrede valgfrihed i undervisning og kommunikation på spansk, diskrimineres og chikaneres af myndighederne og i mange tilfælde af fanatiske naboer. Hvad skal det gøre godt for? Hvilken “frihed” kræver Puigdemont og de andre løsrivelsespolitikere?

 

Venlig hilsen – Torben Snarup Hansen.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…