Københavns Politi udsendte i går fotos af en mand og en kvinde, som var mistænkte for 6 røverier mod dagligvarebutikker i København.
De to mistænkte blev lokaliseret til en beboelsesejendom i Københavns Nordvestkvarter.
Det skete takket være oplysninger, som politiet havde fået fra en borger.
Yderligere efterforskningsskridt, som politiet ikke vil komme nærmere ind på, viste politiet vej til den rette lejlighed i ejendommen, hvor der omkring kl. 3 i nat iværksattes en anholdelsesaktion.
Den mandlige mistænkte forsøgte endnu engang at flygte fra politiet ved at begive sig ud på en klatretur fra altanen på 2. sal. Han nåede dog kun til første sal før han blev anholdt. Den kvindelige mistænkte blev anholdt ved samme anholdelsesaktion.
Han vil blive sigtet for de seks røverier mod kiosker og dagligvarebutikker, der fremgik af efterlysningen i går, og han vil senere i dag blive fremstillet for en dommer i Københavns Byret med begæring om varetægtsfængsling.
Hun vil ligeledes blive fremstillet for en dommer, men i første omgang vil hun kun blive sigtet for de to forhold, hvor hun kan ses på overvågningsvideoerne. Den videre efterforskning af sagerne vil vise, hvor mange forhold hun skal sigtes
Københavns Politi skal anmode om at fotos, videosekvenser og andre personidentificerbare oplysninger, der tidligere er offentliggjort, bliver anonymiseret eller fjernet fra de medier, hvor det er muligt.
Kilde: Københavns Politi