Af Visti Christensen
Dramaserien “Herrens veje” er blasfemi for fuld udblæsning. Skandale af værste skuffe. Intet mindre.
Søndagens afsnit var lige så langt fra virkeligheden, som dens forfattere er langt fra kirken og fra basal viden om – og indsigt i – hvad kristendom og kristentro er – og hvad den i sandhed bevæger mennesker til.
Uden den mindste blusel skulle vi se provstefruens seksuelle eskapade med en svensk musikdame og flere helt overflødige parringsscener. Man korser sig over at skulle se al mulig nyhedenskab, buddhisme, overtro og afsporet normalitet blandet sammen til en ukristelig pærevælling, bestående af alverdens frustrationer, som man helt urealistisk placerer i en abefest for menighedsrådsmedlemmerne på selveste Langfredag. Totalt ved siden af alle skiver og al kirkelig realisme. At man så oven i købet bryster sig af at have haft en præst som konsulent på serien, er en tilsnigelse, der giver en gåsehud, og som må fylde enhver folkekirkepræst med kvalme og lede over, at så megen uvirkelighed, løgn og personlige frustrationer og kedelige erfaringer hos forfattere i den grad kan få lov at tegne et billede af kirken, og danne en så forkert ramme for en så blasfemisk, nederdrægtig og total uigenkendelig beskrivelse af kirkens indre liv og arbejde.
DR kan ikke længere være sig selv bekendt.
