I dag beslutter Folketinget, at Danmark skal deltage i krigen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak. Med F-16 fly, et Hercules transportfly og specialstyrker.
Der er gode argumenter for at bidrage til at optrappe kampen mod Islamisk Stat. Hvis terrororganisationen kom til at kontrollere en betydelig del af Mellemøsten, ville det få alvorlige konsekvenser for os i Vesten.
Men det står klart, at vi i Vesten ikke kan kontrollere, hvad der kommer efter Islamisk Stat i Syrien, hvis det for alvor lykkes at trænge terrororganisationen tilbage. Vi kan ikke forhindre, at Assad-regimet får en central plads i en ny ordning af landet – med Rusland og Iran i ryggen.
Vi har ikke magt til at styre udviklingen i Syrien. Vi har heller ikke magt til at styre udviklingen i Irak. Og vi kan konstatere, at vi heller ikke har magt til at styre udviklingen i Afghanistan, hvor Vesten også var i kamp.
Libyen
Samtidig forsøger Danmark og de øvrige EU-lande at få et samarbejde med en ny og mildt sagt skrøbelig samlingsregering i Libyen. Dette samarbejde skal ikke mindst bruges til at forhindre, at en voldsom asylbølge igen udgår fra Libyen og rammer Europa.
Det er naturligt, at EU forsøger et sådant samarbejde. Men heller ikke her skal vi gøre os nogen illusioner: Vi kan slet ikke styre, hvad der kommer til at foregå i Libyen.
Samlingsregeringen kan hurtigt smuldre. Og selv hvis den består, er det mere end tvivlsomt, om den vil være stærk nok til at hjælpe os til at få styr på asylstrømmen.
Erdogan
Men så er der jo præsident Erdogan i Tyrkiet. Ham har den tyske kansler Angela Merkel været meget ivrig for at lave et tæt partnerskab med om at bremse asylstrømmen via Grækenland.
Det er endnu for tidligt at vurdere, hvor meget aftalen mellem EU og Tyrkiet vil begrænse antallet af asylansøgere til Europa. Foreløbig skyldes langt det meste af den opbremsning, vi oplever, at en række lande har lukket Balkan-ruten på egen hånd.
Men én ting ved vi om forholdet til Tyrkiet: EU kan slet ikke styre, hvad Erdogan foretager sig. Særlig svært er det, fordi den svage og rådvilde kansler Merkel er som ler i hænderne på den tyrkiske præsident.
Senest har man set Erdogan komme med et grotesk krav om at retsforfølge en tysk satiriker, fordi denne har tilladt sig at gøre grin med ham. Og Erdogan er sluppet af sted med det! Merkel har føjet ham og givet grønt lys for en retssag mod satirikeren Jan Böhmermann.
Det er ikke bare en ydmygelse for hende og for Tyskland, men for Europa.
Søde drømme
Europa bliver i disse år brutalt vækket af sine søde drømme. Disse drømme var på deres højeste i 1990’erne.
Dengang fik vi bildt os selv ind, at vi bestemte over hele verden. Nå, ja, rent militært var det ikke os i Europa, men storebror USA, der bestemte. Men vi i Europa mente, at vores demokrati var et lysende forbillede for resten af verden, der ikke kunne vente på at blive som os.
Det viste sig at være en stor illusion. Vesten havde ikke den magt til at styre verden, som vi havde forestillet os. Og vi i Europa var langt fra det forbillede for alle de andre, som vi havde forestillet os.
Er der nogen, der kan huske ”det arabiske forår” og alle de tåbelige og uvidende journalister, der fik det udråbt til en udvikling hen imod vestligt demokrati? Det var vestligt storhedsvanvid.
Nu ramler disse illusioner. Problemerne vælter ind over os. Asylstrømmen har kraften til at skabe kaos i vores samfund. Terroren kan sprede død, ødelæggelse og rædsel i vores midte.
Putins Rusland spiller med de militære muskler over for et Europa, der ikke vil ofre de nødvendige midler på sin sikkerhed. Samtidig reduceres Europas og Vestens økonomiske magt i verden.
Faren for panik
Det skal ikke få os til at svælge i dommedagsvisioner. Europa har stadig stor økonomisk og politisk kraft. Men nøgternt vurderet vi står over for betydelige trusler.
Der er en alvorlig fare for, at vi går i panik, fordi vi i den grad fik hengivet os til illusioner om, hvor meget vi bestemte i verden.
Når verden nu sætter os under hårdt pres, kan vores indbildte styrke pludselig slå om i alt for stor svaghed. Vi skynder os at give efter for presset, fordi vi fuldstændig har glemt, hvordan man forsvarer sig. Det hele gik jo af sig selv for os.
Det er dér, EU for eksempel står i forbindelse med asylkrisen. Især i skikkelse af Angela Merkel, der først troede, at hun skulle være den altfavnende ”Mutti” for verdens flygtninge og nu lader sig koste rundt af Erdogan. Imens står EU’s ydre grænser pivåbne.
Selvforsvar og selvbestemmelse
Europa må igen lære at forsvare sig. Ikke bare i militær forstand, men også med grænsekontrol, arbejdsomhed, dygtighed og disciplin. Det kører ikke længere af sig selv for os, vi må tage os sammen og kæmpe for det.
Lukningen af Balkan-ruten har været et eksempel på et Europa, der gør det nødvendige for at forsvare sig. Det er næppe nogen tilfældighed, at østeuropæiske lande har været meget aktive i den forbindelse. De har aldrig været med i 1990’ernes drømmerier.
Vi kommer ikke til at bestemme over verden, som vi gjorde det i 1990’erne – eller som vi troede, at vi gjorde det i 1990’erne.
Men de europæiske lande står nu over for en stor kamp for at bestemme over sig selv.
