FN har lavet en udmærket oversigt over beregninger af tilvæksten i verdens befolkning. Fra 7,3 mia. i 2015 forventes den at stige til 11,2 mia. i 2100, dvs. en tilvækst på 53%. (Berlingske 25.12.15)
I fremskrivningen er forudsat, at det globale fødselstal stadig aftager som hidtil. Faldet er imidlertid langsomt.
For 10 år siden var tilvæksten 1,24 % pr. år, i dag er den 1,18 % pr. år.
Dette er stadig et skræmmende højt tal, da det svarer til en tilvækst på 83 mio. pr. år. Beregningerne er endda udført, før Kina gik fra ét til to barns politik.
Man undrer sig derfor såre, når samme avis d. 27. dec. 2015 bringer en helt anderledes, særdeles optimistisk og julehyggelig artikel med overskriften. “Børnetallet i verden har toppet” og videre: “Optimisme. Tro ikke på dommedagsprofeterne.
Verden er ikke midt i et befolknings- eller fødselsboom. Tværtimod. Verdens kvinder føder langt færre børn end tidligere, konstaterer forsker”. Artiklen er baseret på et interview med Joel Cohen, professor ved Rockefeller University i det sidste december nummer af tidsskriftet Nature.
Det er denne artikel, der har fået mig til at fare i blækhuset. Det er dejligt med julehygge og det er korrekt, at fødselstallet aftager, men det drejer sig altså om mindre end 0,1 promille om året. Det er nøjsomme personer, der tilfredsstilles med en sådan reduktion, når denne samtidig betyder en befolkningstilvækst på 83 mio. pr. år. Ved information af befolkningen om vigtige forhold, er det ikke anstændigt arbejde kun at anvende én kilde.
Høj-, mellem- og lavfertilitetslande
Klodens lande og befolkninger er meget forskellige, hvorfor man må analysere de enkelte landes forhold frem for at basere sig på rene gennemsnitsbetragtninger. 46% af klodens befolkning lever i lande med lav fertilitet, dvs. 2,1 barn eller mindre født pr. kvinde, hvorved befolkningstallet er stabilt eller faldende. Det drejer sig om Europa, USA, 20 lande i Asien med Kina som det største, 17 i Latinamerika, 31 i Oceanien, men kun ét land i Afrika.
Andre 46% lever i lande, hvor fertiliteten er mellem 2,1 og 5. De største af disse ligger i Asien – Indien, Indonesien, Pakistan, Bangladesh og Filippinerne. Kun ét større land Mexico ligger på den anden halvkugle. De sidste 9% af klodens befolkning lever i højfertilitetslande, hvor hver kvinde føder 5 eller flere børn. Der er 19 lande af den slags, hvoraf 19 ligger i Afrika og 2 i Asien. De største af disse i Afrika er Nigeria, Congo, Tanzania og Uganda. I Asien er det største af disse lande Afghanistan.
Der er således stor forskel på de forskellige verdensdeles befolkningstilvækst. Lavfertilitetslandene vil få mindre befolkninger. Mellem-fertilitetslandene er for manges vedkommende rimeligt velfungerende og må forventes nogenlunde at kunne håndtere deres befolkningstilvækst på 0,9 mia. indtil 2050.
Mere end halvdelen af befolkningstilvæksten – sv. til 1,3 mia. indtil 2050 (og yderligere 1,9 mia. til 2100) vil imidlertid finde sted i Afrika og den vil ske i ganske få lande. FN regner således med, at befolkningerne i 10 afrikanske lande mindst femdobles. Disse er Angola, Burundi, Congo, Malawi, Mali, Niger, Somalia, Uganda, Tanzania og Zambia. FN´s befolkningskontor konkluderer derfor i 2015:
“Afrika vil spille en central rolle for størrelsen og fordelingen af verdens befolkning i de kommende årtier.” Da de fleste af de nævnte stater både er fattige og dysfunktionelle, konkluderer FN videre, at dette gør det “vanskeligere for disses regeringer at udrydde fattigdom og ulighed, bekæmpe sult og dårlig kost, udvikle tilstrækkelige skole- og sundhedssystemer” og ligeledes” at økonomiske og demografiske dys-symmetrier mellem lande fortsat vil være stærke drivkræfter i de internationale folkevandringer inden for den nærmeste fremtid”.
Der er andre faktorer end føde
Såfremt det blot drejede sig om at skaffe tilstrækkelig føde til en 50 % forøgelse af klodens befolkning til år 2100, ville dette kunne løses ved kendte tiltag fx ved at begrænse madspild, ændre afgrødernes sammensætning, udvikle mere tørkeresistente planter, spise flere grøntsager og mindre kød mv.
Men såfremt de ekstra 3,9 mia. mennesker skal leve et anstændigt liv, skal der bygges op mod 1 mia. boliger med tilfredsstillende sanitære forhold, bygges og drives mindst 2 mia. energikrævende arbejdspladser og skabes tilfredsstillende transport samt uddannelses- og sundhedsinstitutioner mv.
Alle disse nødvendige tiltag vil belaste vor allerede betrængte klode yderligere med klimaforstyrrende forureninger, som vi allerede i dag ikke er i stand til at håndtere tilfredsstillende. Yderligere må der forventes flere stridigheder om ressourcer, primært om vand og dyrkbare arealer.
Stort pres på EU
Befolkningstilvæksten i en række afrikanske lande må, som FN forventer, skabe ret så håbløse forhold i disse, hvorfor de fremtidige folkevandringer derfra vil være af stort omfang i resten af dette århundrede. I betragtning af de forstyrrelser i Europas dagligliv, som folketilvandringen i 2015 på blot én mio. har kunnet forårsage, må dette forventes at skabe næsten uløselige problemer i EU.
Man kan foretage det tankeeksperiment, at EU`s nuværende 508 mio. indbyggere flyttede bort fra EU for at give plads til verdens nuværende befolkningsoverskud. Dette overskud ville med dets nuværende størrelse på 83 mio pr år på blot 6 år fylde EU op til samme befolkningstal som i dag. Befolkningen ville være anderledes, den ville fortrinsvis komme fra dysfunktionelle lande i Afrika.
Vore politikere i EU er selvfølgelig i øjeblikket mest optaget af at løse dette års helt uventede folketilvandringsproblemer. Men fremtidens folketilvandringsproblemer løses ikke ved at sidde på hænderne og glæde sig over, at klodens fødselstal daler med knap 0,1 promille om året.
Selvom jorden vil kunne brødføde en større befolkning, vil det ikke være en bæredygtig udvikling pga. af en væsentlig større forureningsbelastning af kloden.
Overbefolkning skaber mere forurening
Overbefolkningens yderligere belastning af klodens forureningssituation er endnu et af de mange områder, som betragtes som politisk ukorrekt at beskæftige sig med eller blot beskrive. Dette skyldes flere ting. Såvel den katolske kirke som islam er modstandere af befolkningsbegrænsning og i Afrika er det stadig et stort ønske at få mange børn i hver familie.
Selvom FN`s befolkningskontor udfører et fremragende job med befolkningsfremskrivninger er der kun få i andre grene af FN og på regeringsniveau i næsten alle jordens lande, der reagerer herpå. Hverken ved offentliggørelsen i slutningen af 2015 af FN`s nye indsatsområder fra 2015 til 2030 eller af målene i den næsten samtidige FN- drevne COP21 konference, er overbefolkningens stærke effekter beskrevet eller beregnet.
Problemet er blot nævnt på få neutrale linjer uden tilknyttede indsatsbeskrivelser i disse ellers omfangsrige dokumenter!
De dysfunktionelle lande med højfertilitet kan ikke selv løse deres overbefolkningsproblemer. De har derfor behov for hjælp til at reducere deres befolkningstilvækst til et niveau, som den udviklede halvdel af Jordens befolkning allerede har opnået. En sådan hjælp vil være højfertilitetslandenes bedste mulighed for at opnå en tilfredsstillende og bæredygtig økonomisk og social udvikling inden for deres egne grænser fremfor at skulle eksportere deres befolkningstilvækst.
Først når befolkningsmæssig bæredygtighed er opnået vil der kunne skrives sande, optimistiske og hyggelige avisartikler om, at nu går det godt med jordens befolkningstilvækst.
Ib Andersen er læge, dr.med.
