To unge kvinder hygger sig med at danse, så omringes de af indvandrere – ny sexchikane er så udbredt, at den har fået sit eget navn

Gadefesten er godt i gang. Folk hygger sig. To piger på 17 og 18 år begynder at danse til afrikansk musik. Pludselig bliver de omringet af en gruppe helt unge indvandrere, der begynder at danse hen imod dem.

 

De to piger forsøger at komme ud af den ring, der danser stadig tættere ind på dem. Men de bliver hevet tilbage. Så bliver de gramset på brysterne og på bagdelen og taget i skridtet.

 

Videoen her er reportage fra den tyske TV-station SAT 1, som fortæller om det passerede (med engelsk oversættelse).

 

Politiet tilbageholder tre drenge i alderen 14-17 år, som er kendte af politiet, men deres forseelse betragtes som for lille til, at de bliver anholdt.

 

”Kulturernes karneval”

Episoden udspillede sig for nylig i forbindelse med et årligt arrangement i Berlin, der hedder ”Karneval der Kulturen” (”Kulturernes karneval”). Navnet skulle signalere fred og fordragelighed mellem forskellige grupper. Men det var der ikke meget af for de kvinder, der blev krænket.

 

I løbet af arrangementet indgav otte kvinder anmeldelse til politiet for sexovergreb. Der blev udstedt arrestordre mod tre tunesere, to marokkanere, en libyer og en algerier.

 

Den type angreb på kvinder, hvor gerningsmændene slår ring om kvinderne og danser hen imod dem, er nu blevet så velkendte, at man har fundet et navn til disse gerningsmænd: ”Antänzer”, kalder man dem (dvs. folk, der kommer dansende hen mod én).

 

Også under den berygtede nytårsaften i Köln var der disse ”Antänzer”. Det må være uhyggeligt for kvinderne at se dem nærme sig og vide, hvad det betyder. Politiet i Berlin har ligefrem oprettet en særlig ”Antänzer”-gruppe, der efterforsker den slags sager.

 

Sexchikane i indkøbscenter

Sådanne sexovergreb finder ikke kun sted ved særlig arrangementer som ”Kulturernes festival”. Også i hverdagen risikerer tyske kvinder at møde den slags fra de mange indvandrere, der især har baggrund i muslimske lande.

 

Det er jo ikke noget med, at kvinderne slet ikke kan gå i fred. Men risikoen for ubehagelige oplevelser er absolut til stede, når man færdes på bestemte steder.

 

I Berlin har de således et indkøbscenter, der hedder Boulevard Berlin. På første sal i centeret render en stor gruppe unge indvandrere – omkring 35 – rundt. De befinder sig netop dér, fordi der er fri adgang til internettet.

 

Men når de nu er der, synes en del af dem lige så godt, at de kan fornøje sig med at lave sexchikane mod kvindelige kunder.

 

Angreb på politiet

Forleden stødte politiet og centerets sikkerhedsfirma på to unge på 15-17 år med tyrkisk baggrund, som havde adgangsforbud i centeret. Da man forsøgte at få dem ud, overdængede de politiet med skældsord.

 

Derefter ringede de til deres kammerater for at tilkalde hjælp – også et velkendt træk blandt grupper af unge indvandrere. Så væltede det ind med jævnaldrende indvandrere, der skubbede og chikanerede politi og sikkerhedsfolk, så det var umuligt at få de to første smidt ud.

 

På et tidspunkt måtte en betjent true med at bruge peberspray, og man måtte tilkalde forstærkning. Men dermed var der ikke skabt ro i centeret.

 

I centerets kælder angreb de unge igen politiet og forsøgte at befri de unge, som politiet havde taget i forvaring. Det gik voldsomt for sig.

 

Politikernes værk

Den store tilstrømning til Tyskland har øget risikoen for at opleve uro, ubehag og vold i hverdagen. Der er ikke den samme stærke tryghedszone, som man har været vant til – for eksempel i områder af hovedstaden Berlin.

 

For politi og sikkerhedsfolk betyder det samtidig, at noget, skulle være lette rutineopgaver, kan eksplodere og blive til voldsomme kampe, der kræver et større mandskab.

 

Det er i sidste ende politikernes værk. Med kansler Angela Merkel i spidsen.

 

(SAT 1, Berliner Morgenpost)

Del på Facebook