Tiden er inde til et opgør med det venstreorienterede og politisk korrekte medietyranni

Colourbox

Ved det amerikanske præsidentvalg tog store amerikanske medier meget aktivt del i valgkampen på Hillary Clintons side.

 

Det var ikke nogen pludselig indskydelse. Journalister og redaktører på de fleste af disse medier hælder generelt mod det venstreorienterede og politisk korrekte (de er liberale, som det hedder i amerikansk sprogbrug).

 

Den fik så en ekstra tand, fordi det var Donald Trump.

 

Mediernes slagside gik så vidt, at New York Times bagefter gik ud og lovede deres læsere bod og bedring.

 

Valgkamp for rød blok

Det venstreorienterede og politisk korrekte er dog på ingen måde forbeholdt de amerikanske medier. Tendensen er mindst lige så stærk i de danske medier.

 

Cirka fire ud af fem danske journalister siger, at de vil stemme til venstre for midten. Senest blev det bekræftet af en spørgeskema-undersøgelse blandt 1. års journaliststuderende på SDU. I 2012 blev det samme slået fast i en større nordisk undersøgelse (se link nederst i artiklen).

 

De venstreorienterede og politisk korrekte holdninger præger også den journalistiske tilgang til stoffet – for eksempel behandlingen af de store asylspørgsmål. Der er naturligvis store individuelle forskelle blandt journalisterne, men tendensen er klar.

 

Ved det seneste danske valg i 2015 førte de to offentlige TV-stationer, DR og TV2, regulær valgkamp for rød blok. Dengang påpegede Den Korte Avis en stribe bemærkelsesværdige eksempler.

 

Stærk dominans

I det meste af den vestlige verden er det et tydeligt mønster, at journalist-erhvervet især bliver søgt af grupper i befolkningen, der er præget af venstreorienteret politisk korrekthed.

 

Læs også
Mette Frederiksen begår vælgerbedrag med forslag om tidlig pension – og medierne hjælper hende til det

Disse grupper er hurtige at angribe alle forsøg på at levere et alternativ til den røde mainstream. Det ved vi af erfaring på Den Korte Avis.

 

Politisk er Journalistisk Venstreparti, som vi kalder dem, helt ude af trit med befolkningens flertal. Men i medieverdenen har ’partiet’ en stærk dominans.

 

Der er brug for et opgør med det venstreorienterede og politisk korrekte medietyranni.

 

En bøvet radiovært og alle de andre

Forleden kunne en læser fortælle os, at en eller anden bøvet morgen-studievært på P3 sad for vores licenspenge og påstod, at falske informationer på de sociale medier svarede til, hvad Den Korte Avis laver.

 

Manden ville aldrig kunne stå sig i en åben diskussion. Men her sad han i sin beskyttede lilleverden blandt kolleger med de samme holdninger. Og så plaprede han ellers løs mod vores avis, der betragtes som en fjendtlig handling i den etablerede medieelite.

 

I de politisk korrekte kredse er der blevet kørt ganske mange forsøg på at sværte os. De sociale medier har været flittigt brugt.

Læs også
Så galt kan det gå, når medierne går amok i politisk korrekthed

 

De samme få eksempler på, at vi har begået fejl, er blevet gentaget i én uendelighed. Man kunne gøre det samme med et hvilket som helst medie. Man satser så på, at man kan skræmme nogle mennesker fra at læse Den Korte Avis. Det er skrig-og-skrål metoden.

 

Brug for læsernes opbakning

Man kan ikke lovgive sig ud af det venstreorienterede medietyranni.

 

Det vil være vigtigt at beskære DR’s og for den sags skyld også TV2’s rolle. Men kampen mod den venstreorienterede og politisk korrekte dominans må først og fremmest føres på holdninger.

 

Mange kunne være mere aktive med at udstille journalisternes slagside, også når de er ofre for journalisternes spørgsmål. De vil i de fleste situationer have flertallet af befolkningen bag sig.

 

Men vigtigst af alt er, at befolkningen – herunder Den Korte Avis’ læsere – bevarer den kritiske sans og tager selvstændigt stilling.

 

Læs også
Tre modbydelige sager om voldtægt og drab har skabt international debat om indvandring og kriminalitet

Vi kæmper hårdt for at være et alternativ til den politiske korrekthed. Men vi kan ikke klare det alene. Vi har brug for en stærk opbakning fra læsere, der ikke lader sig skræmme af medietyranniet.

 

Den har vi fået og glædet os meget over. Vi vil have mindst lige så meget brug for den i fremtiden.

 

https://denkorteavis.dk/2016/ny-dokumentation-afslorer-hvor-venstreorienterede-danske-journalister-er/?print

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…