Palæstinenserne har ikke længere tillid til deres ledere, og mange er for en sammenslutning med Jordan

Talen om en sammenslutning mellem palæstinenserne og Jordan er på ny dukket op, denne gang efter en række uofficielle møder i Amman og på Vestbredden de seneste uger. Jordan, som frygter, at sådan en sammenslutning vil ende med, at det hashemitiske kongerige bliver forvandlet til en palæstinensisk stat, er i øjeblikket ikke begejstret for ideen.

 

Også mange palæstinensere er forbeholdne over for tanken. De mener, at en sammenslutning kan skade deres forsøg på at skabe en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden, i Øst-Jerusalem og i Gazastriben.

 

Talen om en sammenslutning genopstod under et nyligt prominent besøg på Vestbredden ved den tidligere jordanske premierminister Abdel Salam Majali. På mødet med repræsentanterne fra de store palæstinensiske klaner i Nablus ytrede Majali sin støtte til sammenslutningstanken og sagde, at det var den “bedste løsning for både palæstinenserne og jordanerne.”

 

Den tidligere jordanske premierminister sagde følgende til de omkring 100 palæstinensere, som var forsamlede for at mødes med ham i Nablus, den største palæstinensiske by på Vestbredden: “Jordan kan ikke eksistere uden Palæstina og Palæstina kan ikke eksistere uden Jordan.” Idet han understregede, at sådan en sammenslutning burde oprettes efter dannelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, sagde Majali, at en sammenslutning vil betyde, at palæstinensere og jordanere skal have fælles regering og parlament.

 

I et sjældent sandhedens øjeblik indrømmede Majali, at palæstinenserne ikke er “fuldt ud kvalificerede til at løfte deres ansvar, især ikke det økonomiske, i kølvandet på de arabiske landes manglende støtte til dem.” Så Majali fortæller altså grundlæggende palæstinenserne følgende: “I kan ikke tage for givet, at jeres arabiske brødre vil hjælpe jer med at skabe en stat. Jordan er det eneste arabiske land, som interesserer sig for jer.”

 

Nogle jordanere sagde i denne uge, at Majali kun talte på egne vegne, og at hans synspunkter ikke repræsenterer hverken den jordanske kong Abdullahs eller regeringens. De påpegede, at sidst Majali havde mødt monarken var for fire måneder siden, da kong Abdullah havde besøgt ham på det hospital, hvor Majali blev behandlet.

 

Det er dog vanskeligt at forestille sig, at en så ledende figur som Majali ville gøre sig til fortaler for sammenslutningsplanen uden først at have fået en eller anden form for grønt lys fra det kongelige palads i Amman.

 

Lad os huske, at Jordan har en historie i området. I 1988 “skilte” den afdøde kong Hussein sig af med Vestbredden og kundgjorde, at kongedømmet afskar sine administrative og retslige bånd til området, som havde været under dets kontrol mellem 1948 og 1967. Kongen havde selvfølgelig god grund til at afstå fra at gøre noget som helst krav på Vestbredden: det første intifada var lige begyndt, og palæstinenserne på Vestbredden blev betragtet som nogle “ballademagere,” som han ikke havde brug for i sit kongerige, som i forvejen havde og stadig har en palæstinensisk flertalsbefolkning.

 

Man kan således forstå, hvorfor mange jordanere er imod sammenslutningstanken. En undersøgelse, som blev offentliggjort i 2014, viste, at den jordanske offentlighed var imod ideen.

 

Ifølge denne undersøgelse er den jordanske offentlighed helt og aldeles imod tanken om en sammenslutning, selv efter dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden, i Gazastriben og i det østlige Jerusalem. Jordanerne frygter blandt andet, at en sådan sammenslutning vil medføre en “udvaskning” af den jordanske identitet, skabe ustabilitet og undergrave sikkerheden i kongeriget.

 

Læs også
“Langsom død” for palæstinensere i Libanon

Den jordanske klummeskribent og politiske kommentator Fahd Khitan har gentaget denne frygt ved at erklære, at sammenslutningstanken vil “betyde selvmord for det hashemitiske kongedømme.” Khitan erklærede, at mange palæstinensere også er imod ideen, selv efter dannelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, og han sagde, at den gensidige tillid mellem palæstinensere og jordanere er svækket, især efter den seneste uenighed om opsættelse af sikkerhedskameraer på Tempelbjerget i Jerusalem.

 

Ifølge en plan, hvor USA havde virket som mægler, skulle den jordanske regering opsætte kameraer på helligstedet i et forsøg på at dæmpe spændingerne mellem palæstinenserne og Israel. Kontroversen var opstået over jøders besøg på Tempelbjerget. Men jordanerne blev for nogle uger siden nødt til at opgive planen som følge af palæstinensisk modstand og trusler. Palæstinenserne hævdede, at Israel ville bruge kameraerne til at arrestere de palæstinensere, som er anbragt på Tempelbjerget med den opgave at chikanere jødiske besøgende.

 

“Palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben er ikke beboere, som uden videre kan optages i dette eller et andet land,” sagde Khitan for at forklare sin afvisning af sammenslutningstanken. “Palæstinenserne er en befolkning, som har deres eget land, og Jordan er et land, som i år fejrer sit 70-års jubilæum.” Så den jordanske kommentator siger altså til palæstinenserne: “Vi elsker jer, og I er nogle vidunderlige mennesker, men vi foretrækker, at I holder jer væk.”

 

Mens flertallet af jordanerne synes at være stærkt imod tanken om at føje endnu tre eller fire millioner palæstinensere til kongerigets befolkning, virker palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben splittede i spørgsmålet.

 

Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse, som efter alles opfattelse ikke har magtet at føre sin befolkning frem til statsdannelse på grund af inkompetence og korruption, har endnu ikke udtrykt sin holdning til den foreslåede sammenslutning med Jordan.

 

Der er imidlertid tegn på, at et voksende antal palæstinensere er begyndt at knytte en vis forhåbning til forestillingen om at blive en del af Jordan. En nylig offentlig meningsmåling, der er udgivet af An-Najah Universitet i Nablus, viser, at 42% af palæstinenserne er for tanken om en sammenslutning. Meningsmålingen viser også, at 59% af palæstinenserne ikke tror på, at der vil blive oprettet en palæstinensisk stat inden for præ-1967 linjerne.

 

Læs også
Hamas og Irans planer om at udslette Israel skal stoppes, inden det er for sent

Det betyder, at flertallet af palæstinenserne har mistet tiltroen til, at deres ledere evner at skabe en selvstændig palæstinensisk stat. En af hovedårsagerne er den fortsatte magtkamp mellem Selvstyret og Hamas. Det er en konflikt, som har splittet palæstinenserne i to adskilte kulturelle såvel som geografiske dele, på Vestbredden og i Gazastriben. Virkeligheden på jorden er, at to-statsløsningen allerede er fuldbyrdet: når alt kommer til alt, så har palæstinenserne fået deres egne to ministater – den ene regeret af det Palæstinensiske Selvstyre og den anden af Hamas i Gazastriben.

 

Et andet tegn på voksende palæstinensisk støtte til ideen ses i Hebron-området, hvor nogle af lederne af de store klaner er begyndt at agitere for implementering af en sammenslutning med Jordan. Det anslås, at der bor næsten en million hebroniter i Jordan og på Vestbredden, og denne statistik fremmer også støtten til ideen.

 

Gennem de seneste uger har flere klanledere fra Hebron besøgt Jordan som del af en bestræbelse på at samle folkelig støtte til ideen om en sammenslutning. Et fremtrædende medlem af det jordanske parlament, dr. Mohammed al-Dawaymeh, besøgte for nylig Hebron, hvor han mødtes med lederne af byens største klaner for at fremme ideen. Også i dette tilfælde er det usandsynligt, at dette parlamentsmedlem handlede uden at være bakket op af kong Abdullah eller den jordanske regering. Men hans besøg på Vestbredden har, ligesom Majalis tidligere, udløst en ny bølge af spekulationer blandt palæstinenserne om, at et eller andet “er i gære” med henblik på at iværksætte sammenslutningsplanen.

 

Det bemærkelsesværdige er, at sammenslutningsplanen vinder støtte blandt de palæstinensiske klaner i et samfund, der hovedsagelig er stammepræget. Både Hebron og Nablus består af store klaner, og det giver god mening, at de to jordanske ledere valgte at koncentrere indsatsen der. Hvis det lykkes at overtale klanerne til at støtte ideen, vil denne godkendelse set med deres øjne lægge pres på de palæstinensiske ledere for at få dem til at følge trop.

 

Lige så interessant er det, at nogle fremtrædende palæstinensere synes at have taget sammenslutningstanken til sig – også her fordi de har mistet tilliden til deres egne lederes evne til at komme videre og give dem en bedre tilværelse.

 

To af disse palæstinensere er Ghassan Shaka’ah, tidligere borgmester i Nablus og en fremtrædende PLO-leder på Vestbredden, og professor Sari Nusseibeh, en respekteret, pragmatisk akademiker og tidligere direktør for Al-Quds Universitet.

 

Læs også
Arabernes mareridt: Integration af palæstinensere

Den fornyede tale om en sammenslutning af palæstinenserne og Jordan understreger den palæstinensiske ledelses manglende evne til at overbevise mange palæstinensere om dens formåen med hensyn til at føre dem frem til statsdannelse. Det er tillige et tegn på genkomsten af de palæstinensiske klaners rolle i den palæstinensiske, politiske arena. Gennem de forgangne to årtier er klanernes magt blevet undergravet, takket være eksistensen af de to centrale regeringer – Selvstyret på Vestbredden og Hamas i Gazastriben. Men svagheden i disse to regeringer har fået klanlederne til at tage sagen i egen hånd og genoptage samtalerne om en sammenslutning med Jordan.

 

En sammenslutning af palæstinenserne og Jordan kan måske virke som en god idé på langt sigt. Men i øjeblikket er det svært at se, hvordan de jordanske ledere skulle kunne erklære sig enige i at gøre millioner af palæstinensere til borgere i kongeriget. Det er også vanskeligt at forestille sig jordanerne erklære sig villige til at absorbere Hamas såvel som Selvstyret og dele magten med dem. Men talen om en sammenslutning af palæstinenserne og Jordan viser, at to-statsløsningen (en palæstinensisk stat ved siden af Israel) under de nuværende forhold ikke længere af palæstinenserne anses for en realistisk løsning, som vil give deres befolkning et bedre liv.

 

Jordan er ikke det eneste arabiske land, der ikke opfatter palæstinenserne som troværdige partnere. Og jordanerne har stadig smertefulde minder fra de tidlige 1970’ere, hvor PLO og andre palæstinensiske grupper forsøgte at oprette en stat i staten inden for kongeriget og således truede Jordans sikkerhed og stabilitet. I dag findes der kun én løsning: bevarelse af status quo indtil de palæstinensiske ledere vågner op og begynder at arbejde for at forbedre levevilkårene for deres befolkning og forberede den på fred med Israel.

 

Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Mette Thomsen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…