Den Europæiske Centralbank har netop besluttet at føre en pengepolitik, som fremme vækst og inflation.
Det skader opsparingen og konsolideringen. Derfor er Tyskland utilfreds med beslutningen.
Styrelsesrådet i Den Europæiske Centralbank, ECB, holdt møde 8. december.
Mario Draghi, der er præsident for ECB, kunne efter mødet i meddele, at det nuværende opkøbsprogram, der udløber i marts 2017, vil blive forlænget til december 2017.
Til gengæld ville opkøbene fra og med april 2017 blive reduceret fra 80 mia. euro til 60 mia. euro om måneden.
Mario Draghi understregede, at ECB forbeholdt sig muligheden af regulere både på størrelse og varighed af den pengepolitiske indsats afhængigt af udviklingen i den europæiske økonomi.
Samtidig fastholder ECB den ledende rente på rekordlave minus 0,4 pct. og med den fortsatte pengeudpumpning vil renterne forblive lave længe endnu.
Formålet med opkøbsprogrammet er angiveligt at sætte mere gang i den økonomiske vækst og inflationen, der ligger langt fra centralbankens målsætning om en inflation tæt på, men under 2 pct.
Forud for mødet i Styrelsesrådet var den generelle forventning i finansielle kredse, at opkøbsprogrammet ville blive forlænget uændret. Ikke mindst i Tyskland, har der imidlertid været betydelig modstand mod den pengepolitik, der forfølges af den europæiske centralbank, ECB.
Tyske reservationer
Tyske økonomiske analyseinstitutter har på det seneste anlagt et mere optimistisk syn på de økonomiske udsigter, og har bl.a. lagt vægt på at inflationen stimuleres af stigende energi- og råvarepriser.
Betænkeligheden er også gået på, at de massive opkøb af værdipapirer i markedet gennem gigantiske QE-programmer skaber en overflod af likviditet i banksystemet og lav eller ligefrem negativ rente. Mens resultaterne i form af øgede udlån, privat forbrug og erhvervsinvesteringer udebliver, betyder det, at svage pengeinstitutter og virksomheder og gældsplagede sydeuropæiske EU-medlemslande kan få refinansieret deres gæld stort set gratis.
Dårligt ledede virksomheder og pengeinstitutter, og lande med dysfunktionelle regeringer, kan derfor overleve meget længe uden at gå fallit eller gennemføre ellers tvingende nødvendige strukturelle reformer.
Samtidig betyder likviditeten og den lave rente, at der er overhængende risici for ”bobler” på ejendoms- og finansmarkederne som følge af gældsfinansierede gearede investeringer. Hvis der sker afgørende ændringer i USA, i Kina eller på andre områder, der påvirker de internationale kapitalmarkeder kan det udløse en europæisk bank- og Eurokrise.
Opsparing straffes
Den perverse situation på finansmarkederne betyder samtidig, at traditionel opsparing straffes og alle forventninger til afkastet af pensionsopsparingen skuffes.
Situationen har også givet anledning til ubehag i konservative politiske kredse, og f.eks. forlyder det, at den tyske finansminister Wolfgang Schäuble fra CDU frygter at situationen kan udløse en ny bankkrise, der ikke kan undgå at påvirke de tyske parlamentsvalg i 2017.
Mario Draghi er naturligvis ikke uvidende om de politiske reservationer, og han understregede på pressemødet efter mødet i Styrelsesrådet behovet for, at de europæiske lande på den en side førte en finanspolitik der levede op til kravene i Vækst- og Stabilitetspagten og på den anden side pressede på med reformer. Ifølge ECB er der i stort set alle lande behov for ikke mindst arbejdsmarkedsreformer, der kunne mindske risiciene for strukturel arbejdsløshed.
Resultatet af folkeafstemningen i Italien har bekræftet ikke mindst den i Tyskland udbredte skepsis over reformviljen i en række sydeuropæiske lande.
