En civil patruljebil fra Midt- og Vestjyllands Politi fik lørdag eftermiddag øje på en motorcyklist, der kom ræsende i vild fart sydpå i Thy.
I Visby, hvor der er hastighedsbegrænsning på 60 km/t, blev motorcyklens hastighed målt til 200 km/t! Politipatruljen forsøgte at standse motorcyklisten, men han speedede op og prøvede at køre fra betjentene.
For at ryste dem af svingede motorcyklisten fra Oddesundvej og kørte mod Doverodde. Det gav tilsyneladende pote. Han undslap, og politifolkene kunne i første omgang ikke finde ud af, hvor han var blevet af.
Men det skulle vise sig, at motorcyklisten havde begået en fatal dumhed. Han er fra Nordsjælland, og måske er han ikke stedkendt.
Sagen er nemlig, at der kun er én vej til og fra Doverodde. Den blev afspærret af politipatruljen. Samtidig gik både lokalbefolkningen og tililende politipatruljer i aktion og begyndte at gennemsøge odden for at finde manden.
Motorcyklisten holdt stand i en time. Han havde gemt sig ude på en mark midt i afgrøderne. Men det blev lidt anstrengende i længden, så han kravlede frem og meldte sig.
Den 57-årige nordsjællænder kan nu vente sig et retsligt efterspil, oplyses det fra Midt- og Vestjyllands Politi.