Canadiske Lauren Southern har været i Europa. En af de oplevelser der gjorde størst indtryk på hende var et besøg i den tyske by Duisburg.
Det mest chokerende var at se fraværet af migranternes integration. I nogle tyske byer er der mere på spil end kulturelle konflikter.
Det anslås at der bor omkring 100.000 tyrkere i Duisburg. Det er meget i en by med under en halv million mennesker. Den tyrkiske tilstedeværelse var meget tydelig.
Selv om taxi-manden advarede mig om, at det var et farligt område for canadiere, besluttede jeg alligevel at tage en hurtig tur dertil.
Der var biler med tyrkiske flag overalt, vinduer med tyrkiske flag og kæmpe flag der hang ned over husene.
Alle talte tyrkisk og butikkerne solgte tyrkiske varer.
Jeg hørte ikke en eneste tale tysk, og jeg så to mennesker der ikke så tyrkiske ud.
Det er uforståeligt, at stedet stadig ses som en del af Tyskland. De her mennesker ikke bare undlader at integerere sig, men de tilkendegiver åbenlyst, at de hører til i et andet land. Det føltes næsten som en krig, hvor tyrkerne gør krav på landet som deres eget.
Hvorfor flytter man til et fremmed land, når man elsker sit eget?
Hvis man ikke har nogen intension om at blive tysker, hvorfor flytter man så ikke tilbage?
Tyskland bliver erobret kulturelt, bogstaveligt talt. Og alt imens folkevandringen tiltager, og så længe Tyskland holder sine grænser åbne, vil disse parallelsamfund vokse, indtil landet er uigenkendeligt.
Det ses overalt i verden. Der er parallelsamfund i Canada hvor mennesker ikke lærer sproget, ikke integrerer sig eller blander sig med canadierne og som har en helt anden kultur.
Regeringer påstår, at disse samfund er beviset på multikulturalisme, men når man besøger disse steder, er der ingen tegn på integration, kun sekretion og en skrøbelig ligevægt der næppe kan opretholdes.
