Einar Bang Therkildsen er på udflugt med sin gymnasieklasse til Hven. Det er en dejlig varm sommerdag. Men alligevel er det kun to, der går i vandet. De andre bader ikke. De er indvandrer – tilsyneladende muslimer, som ikke viser sig afklædte for andre.
Det er akavet og ikke særlig rart for Einar og hans kammerat.
Einar er dansker og han går på et dansk gymnasium. Alligevel er han i klart mindretal på sit gymnasium. Elever med indvandrerbaggrund udgør det dominerende flertal af elever. De er kun fire danske elever i klassen.
Einar føler sig ensom og udenfor i en verden af indvandrere, som gennemgående har en helt anden kultur og adfærd.
Det har han skrevet et indlæg om: “Jeg er i mindretal i min egen hverdag”. Politiken 13.9.
Gymnasiet er ikke længere et sted for sociale relationer
Indlægget illustrerer en flig af en helt ny virkelighed for mange danskere. De færders i områder i Danmark, hvor dansk adfærd, sprog og vaner bliver fortrængt af indvandreres adfærd og kultur.
Einar og andre danske unge betaler nu prisen for en katastrofal udlændingepolitik. Den har medført en tilstrømning af flygtninge og indvandrere som har været alt for stor til, at samfundet kumme absorbere den.
Einar fortæller, at gymnasiet for mange danske gymnasieelever normalt er det sted, hvor de får sociale relationer. Det er her de får venner, som de laver ting sammen med.
Men sådan opfatter mange med indvandrerbaggrund ikke gymnasiet. Det er ikke et sted, hvor de danner sociale relationer. “Grunden til at gå i gymnasiet er for dem blot at blive færdig med gymnasiet”, skriver Einar.
Det skaber stor afstand mellem danske og tosprogede elever og det præger min ungdom, skriver han.
Må ikke holde “fremmede mænd” i hånden
Han giver et par eksempler.
Et af dem er studenterkørslen den dag, man har fået studenterhuen og eksamensbeviset.
En af skolens afgangsklasser kunne slet ikke blive enige om studenterkørslen. De endte med at dele vognen op i en afdeling for danskere, der måtte drikke alkohol, og en afdeling for tosprogede, som var imod, at man drak. Desuden kørte man først til indvandrerelevernes hjem, hvor der ikke blev drukket. Disse elever kunne så stå af, inden man nåede frem til de danske hjem, hvor dagen blev fejret på traditionel vis.
Et andet eksempel er den gallafest, mange gymnasieklasser afholder. Her danser man traditionelt lanciers. Men allerede da man skulle øve lanciers blev mange indvandrerelever væk. Især pigerne mødte ikke op, fordi de ikke måtte holde en fremmed mand i hånden. I dette tilfælde var en fremmed mand altså deres jævnaldrende skolekammerat.
Jeg går glip af mange ting i et typisk dansk ungdomsliv, skriver Einar. Han føler også at det går ud over hans identitet.
“Jeg er ikke længere mig selv, jeg er blot ‘danskeren’. Dette er min identitet i de andres øjne. Det resulterer i en følelse af fremmedhed. Endda i mit eget land. Når man ikke er andet end ‘danskeren’, skaber man derimod fællesskab med de andre danskere på gymnasiet.”
Opdeling af klasser
“Som mange andre har jeg fulgt debatten om Langkær Gymnasiums rektors beslutning om etnisk opdeling af de nye 1. g’ere.
Jeg ville ønske, at en opdeling havde været mulig på mit gymnasium, skriver Einar.
Det har mange set som kontroversielt, skriver han videre. Men det er fordi, man ikke kender hverdagen for danske elever på et gymnasium, hvor de er i mindretal.
Derfor har han skrevet sit indlæg. Men det er tvivlsomt om det hjælper.
Der er i hvert fald ikke forståelse hos alle dem, der har reageret på artiklen. Flere ser tværtimod Einar om andre som ham som problemet.
På Christiansborg begynder man ganske vist nu at tale om en lovændring, der skal gøre det lovligt med en opdeling.
Men man vil se det vedtaget, før man tror det. En frivillig ordning vil ikke føre til noget. Og en tvangsfordeling af elever på gymnasierne vil rejse et ramaskrig.
Derfor er det tvivlsom om der sker nogen ændring.
Einar og mange andre danske unge bliver tabere, mens Danmark støt og roligt bliver et mere muslimsk land.
http://politiken.dk/debat/ECE3380314/jeg-er-i-mindretal-i-min-egen-hverdag/
