På vej til skole var 6-årige Ludwig tæt på at blive påkørt af skraldebil – så blev han gal og tog sagen i egen hånd

Efter Ludwig Ejkens Sørensen fra Herlev undveg en stor skraldebil på vej til skole, kontaktede han sammen med sin far kommunen og fik omlagt skraldebilernes rute, så den er mere sikker for skole- og børnehavebørn – og derfor har Ludwig vundet prisen som Årets Trafikhelt 2016.

 

Da en stor skraldebil skulle vende på vejen foran Ludwigs skole, svingede skraldebilens bagende ind på fortovet. I samme øjeblik kom Ludwig kørende på sit løbehjul sammen med sine to søskende og far. Ludwig var kørt i forvejen og måtte undvige skraldebilens bagende ved at smide løbehjulet og kaste sig ind i en busk.

 

Efter episoden skrev Ludwig og hans far et brev til kommunen, hvor de forklarede, hvad der var sket, og at det bekymrede dem, at skraldebilerne kørte forbi skolen klokken 8 på en skoledag. Denne henvendelse førte til, at skraldebilerne har omlagt deres rute, så de ikke kører forbi skolen mere.

 

Det er Ludwigs mor, der har indstillet ham til prisen. I indstillingen skriver hun, at Ludwig har hjulpet mange med sin handling. ”Han formåede ikke kun at redde sig selv, men også at tænke på andre, da han en morgen løb lidt foran os andre”, fortæller Ludwigs mor.

 

Årets Trafikhelt 2016 kåres som en del af kampagnen Trafiksikkerhed i Øjenhøjde – en trafikkampagne, der i mere end 10 år har uddannet børn i at færdes mere sikkert i trafikken. Første gang, prisen blev uddelt, var i 2015, hvor 9-årige Emilie Overgaard Christensen vandt. Hun fik titlen, fordi hun hjælper sin syge mor med at følge de mindre søskende til og fra skole og altid husker bl.a. reflekser og cykelhjelm.

 

Prisen blev i år overrakt d. 6. august på Egeskov Slot til Falck Dagen, hvor de tre børn, som har gjort den største forskel i trafikken, var inviteret sammen med deres familier. Udover titlen som Årets Trafikhelt 2016 vandt Ludwig en flot Trafikhelt-statuette og en iPad Air 2, som tak for den forskel han gør i trafikken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Film med Ludwig

Hør i en hjemmevideo Ludwig fortælle om, hvordan han har sørget for, at sine skolekammerater kan komme sikkert i skole. Se filmen her.

 

For mere information om Trafiksikkerhed i Øjenhøjde og Årets Trafikhelt kontakt Generalsekretær i Børneulykkesfonden Henriette Madsen på telefon 30 37 77 22 eller mail [email protected]

 

Om kampagnen Trafiksikkerhed i Øjenhøjde

Trafiksikkerhed i Øjenhøjde er en trafikkampagne, der sætter fokus på at blive set i trafikken blandt skolebørn fra 3.-5.klasse. Formålet med kampagnen er at lære børn, hvordan de som cyklister og fodgængere omgås store lastvogne i trafikken.

 

Kampagnen eksisterer på initiativ af DTL, som er vognmændenes brancheorganisation, 3F Transportgruppe, som er chaufførernes fagforening, Danske Fragtmænd A/S, Energiselskabet OK, Volvo Trucks, Codan Forsikring og Børneulykkesfonden. Disse virksomheder og organisationer finansierer ikke blot projektet, men deltager aktivt i events og undervisning, og ønsker på den måde at yde en aktiv indsats for at styrke mindre børns trafiksikkerhed i forhold til den tunge trafik og samtidig forbedre adfærden i transportbranchen.

 

I 2016 har ca.7.000 børn fået undervisning, og de har alle fået udleveret sikkerhedsveste og refleksbånd. Kampagnen rundede i år undervisningen af 100.000 børn siden starten i 2003.

 

Læs mere om Trafiksikkerhed i Øjenhøjde her.

 

Kilde: Pressemeddelelse

 

Del på Facebook