Somaliske Nimco Ali kom til Danmark for 18 år siden. Hun er ofte blevet tilbudt aktiveringsjob, men det har aldrig ført til et rigtigt job, og da Nimco Ali ikke får ekstra penge for at være i aktivering, så gider hun ikke det mere.
”De sidste fire år har jobcentret sendt mig fra den ene praktik til den anden. Nogle steder er gode. Andre behandler en som slave. Men der kommer aldrig noget rigtigt job ud af det, og der går altid et eller andet galt med min kontanthjælp. Kommunen vil gerne sende os ud at arbejde. Men de vil ikke give os nogen penge for det,” siger hun. (Berlingske)
Den somaliske kvinde er enlig mor til 5 børn. 3 af børnene bor stadig hjemme.
Berlingske har besøgt kvindecafeen Cafe Nora på Nørrebro. Cafeen sorterer under De Boligsociale Fællesskaber og henvender sig til indvandrerkvinder som bor i Mjølnerparken. Her har avisen talt med blandt andre Nimco Ali.
Berlingske ville spørge kvinderne, hvorfor de ikke arbejder. Knap 8 ud af 10 indvandrerkvinder fra Irak, Libanon og Somalia har modtaget kontanthjælp, i al den tid de har været i Danmark. Kvinderne har typisk været i Danmark ml. 15-25 år.
Det er danskernes skyld
Libanesiske Samar Subhie har også været i Danmark i mange år, hun mener indvandrerkvindernes høje arbejdsløshed skyldes den måde de er blevet mødt på, da de kom til Danmark.
”Pludselig efter 15 år kom kommunen og sagde, at alle flygtninge skulle arbejde. Til folk, som aldrig har lært sproget ordentligt og aldrig haft et job. I 10-15 år har man givet os flygtninge morfin og sagt, vi bare skulle slappe af og lave ingenting derhjemme. Og så pludselig stopper man morfinen. Det er klart, det er svært. Problemet er, at det danske system greb os helt forkert an fra det øjeblik, vi kom til landet,” siger hun. (Berlingske)
Somaliske Malika Chemali har arbejdet i Danmark i 26 år, som pædagogmedhjælper og sundhedsformidler. Hun mener, at der er mange faktorer der forhindrer indvandrerkvinder i at få et arbejde. Hun siger at de fleste er psykisk eller fysisk syge og dem der gerne vil have et arbejde kan ikke finde et fordi de er muslimer, taler for dårligt dansk og bor i Mjølnerparken
Det er mændene der holder kvinderne tilbage
Libanesiske Samar Subhie blev skildt fra en mand som ikke ville have at hun gik på sprogskole og fik et arbejde. Hun mener der er mange mænd som hendes forhenværende.
”Hvis du sender hende ud et sted, hvor hun skal arbejde med mange mænd, kan du være sikker på, at hun siger nej, fordi hendes mand ikke vil bryde sig om det. Det er forkert, selvfølgelig. Men det er også hårdt for kvinden. Hvis man ikke hjælper hende med noget, som passer, kommer hun måske aldrig ud,” siger hun. (Berlingske)
Samar Subhie taler altså for, at samfundet skal oprette arbejdspladser til de muslimske kvinder, hvor de ikke er i kontakt med mænd, for sådan ønsker deres mænd det.
Man må sige det er en mærkelig logik, at det danske samfund skal indrette sig efter rigide muslimske imamer som prædiker, at kvinder ikke må tage arbejde på blandede arbejdspladser. Det er naturligvis sandt, at Allah befaler, at sådan skal det være. At mange muslimer ikke retter sig efter det, men bidrager til samfundet og betaler for sig selv, gør kun deres brøde endnu værre.
Pludselig kan de ikke komme på ferie
Grete Kerrn-Jespersen er souschef for den boligsociale helhedsplan i Mjølnerparken. Hun siger også, at indvandrerkvinderne ikke kan se nogen gevinst i at være i aktivering.
”Vi kan se, at det, vi gør i dag, ikke virker. Mange af kvinderne vil gerne, men tør ikke, fordi de aldrig har prøvet at arbejde. Desuden synes de ikke, det kan betale sig for dem at være i praktik, når de ingen penge får for det,” siger hun og forklarer, at hvis man tager et midlertidigt arbejde, så kan det betyde, at man ikke har ret til, at tage på ferie. Man skal nemlig have været på kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder for at have ret til ferie.
”Dem, der alligevel tager imod jobcentrets beskæftigelsestilbud, kan ofte konstatere, at det ikke kan betale sig. For siger man ja til et aktiveringstilbud, ender man på grund af bureaukratiske teknikaliteter og mærkelige regler ofte med at blive straffet økonomisk. Pludselig kan man f.eks. ikke rejse på ferie, fordi man har haft 14 dages arbejde året før, og kommunen kræver 12 måneders fortløbende kontanthjælp,” siger hun. (Berlingske)
Fravær af anstændighed er totalt
Man må altså forstå, at arbejdsløse indvandrerkvinder, ikke har nogen skyld i, at de aldrig har haft et arbejde i Danmark. Danskerne har nemlig taget helt forkert imod dem, fordi de har været venlige, imødekommende og forstående for, at man lige skal have lov at trække vejret og finde sine ben i Danmark, før man begynder at opsøge et arbejde.
Ifølge en af indvandrerkvinderne, har danskerne ovenikøbet nærmest fyldt de sagesløse indvandrerkvinder med bedøvende stoffer.
Danskerne har heller ikke behandlet kvinderne med respekt for deres kultur. For hvis manden og imamen siger, at kvinder ikke må arbejde uden for hjemmet og/eller på blandede arbejdspladser, så er det sådan det er.
Man kan undres over sådan en uforskammethed overfor et generøst og tillidsfuldt folk som danskerne. Det kan godt være, at danskerne ikke har sagt: ”Kan du så komme ud og finde et arbejde, så du selv kan forsørge alle de børn du sætter i verden!”, men man kan vel tænke det selv, hvis man er et anstændigt menneske?
Cafe Nora, Hothers Plads Nørrebro. Google Maps
