Teatret Sort/Hvid og kunstnerkollektivet The Other Eye of The Tiger (TOETT) åbner torsdag 26. maj et såkaldt MARTYRMUSEUM hos teatret Sort/Hvid i Kødbyen i København.
MARTYRMUSEUM består af installationer, reproduktioner af autentiske genstande, fortællinger om heltemod og billeder af martyrer, der har ofret sit liv i en større sags tjeneste. På udstillingen er en række historiske personer som Sokrates og socialisten Rosa Luxemburg udstillet sammen med blandt andre de to brødre Khalid og Ibrahim El Bakraoui, der 22. marts i Bruxelles’ lufthavn sprængte sig selv i luften og dræbte mindst 17 uskyldige mennesker. Lige som den ene af attentatmændene bag angrebet på det parisiske koncertsted Bataclan udstilles. På Bataclan skød og dræbte terroristerne 89 mennesker og sårede 200.
Ifølge Sort/Hvid og kunstnergruppen TOETT har terroristerne, Sokrates, Rosa Luxemburg, en katolsk præst, en miljøaktivist, en menneskerettighedsforkæmper og en række andre på udstillingen det til fælles, at de har været parate til at gå i døden for deres tro eller overbevisning. Udstillingen ønsker at sætte spørgsmålstegn ved vores normale opfattelse af godt og ondt, fordi selvmordsterroristerne i deres egen forståelse er helte, der ofrer sig for en bedre verden.
”I Danmark har vi svært ved at forestille os at gå i døden for noget som helst. At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i Bruxelles gør man kun i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse mennesker indgår i udstillingen. For vi er alle helte i vores egen historie” siger Ida Grarup Nielsen, der er den ene af de seks kunstnere bag værket.
Forargelse
Martyrudstilling med døde terrorister vækker forargelse. Kulturminister Bertel Haarder (V) kalder udstillingen »vanvittig«. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, kalder den »pervers«.
Foreløbig er Martyr-udstilling blevet politianmeldt og DFs kulturordfører, Alex Ahrendtsen, mener, at udstillingen e udtryk for en ”kynisk og kold form for kulturrelativisme”.
”Arrangørerne hævder, at vi alle er helte i vores egen historie. Det er vi ikke. Der er rigtig og forkert, og der er godt og ondt, og de islamiske mordere er ikke helte – de er terrorister og koldblodige mordere. Ifølge det kristne martyrbegreb, er en martyr et uskyldigt menneske, der bliver dræbt på grund af sin overbevisning.
Kunstnerne bag udstillingen er angiveligt inspireret af et martyrmuseum i Teheran, hvor mordere bliver hyldet. Det ville jo svare til, at der var SS-museum, som hyldede SS-soldater, og de var inspireret af det. Det er så overfladisk, dumt og ubrugeligt – en provokation uden substans”.
Baggrund. Michael Christiansen og Sort/Hvid
Sort/Hvid teateret blev grundlagt i 1972 under navnet CaféTeatret, og har gennem årenes løb spillet en central rolle for dansk teater. I maj 2014 skiftedes teaterets navn til Sort/Hvid, men kun et halvt år senere opstod der brand i det historiske teater i Skindergade, og i dag er Sort/Hvid lokaliseret i Den Brune Kødby i hjertet af Vesterbro.
Sort/Hvid oplyser på deres egen hjemmeside, at:
· de udvisker grænserne og søger udenom det, du allerede kender.
· de udfordrer dine meninger og følelser, og
· de får dig derud, hvor uvisheden bliver holdepunktet!
Sort/Hvid skaber teater, performances, opera, ballet, skulpturer og virtuelle værker, der undersøger aktuelle samfundsmæssige og politiske emner på tværs af genre og form. Og via samarbejde med kunstnere, performere, fagspecialister, teatre, festivaller og kunstinstitutioner i både ind- og udland vendes og drejes aktuelle emner i den offentlige debat. Det sikrer en både nuanceret forståelse og levende tilgang til teatrets arbejde med værker.
Som organisation er Sort/Hvid et lille storbyteater og dermed del af en ordning, hvor staten og kommunen tilsammen yder et samlet årligt bidrag til den daglige drift.
Teatret har herudover en indtjening på billetsalg til forestillinger og andre kunstneriske projekter. Fra private og offentlige fonde modtager teatret projektstøtte til specifikke kunstneriske projekter.
Formand for DR, Michael Christiansen, er formand for bestyrelsen for Sort/Hvid.