Gymnasierektor Yago Bundgaard på Langkær Gymnasium i Tilst ved Aarhus har udløst en voldsom debat. Det skyldes, at han har lavet en etnisk fordeling af sine elever.
I den årgang, der er startet efter sommerferien, består fire klasser udelukkende af indvandrer-elever. I de tre resterende klasser er der halvt indvandrer-elever, halvt elever med dansk baggrund.
Bundgaard har lavet denne fordeling for at undgå, at de danske elever bliver små mindretal i alle klasser. Han ved nemlig, at det efter al sandsynlighed ville betyde, at danske elever i stort tal ville søge væk fra hans gymnasium.
Baggrunden er, at indvandrernes andel af skolens elever er steget dramatisk i de senere år. I 2007 havde 25 procent af eleverne anden etnisk baggrund end dansk. I den nye årgang er det 80 procent.
Forståeligt initiativ
Rektorens initiativ er forståeligt. Han ønsker et gymnasium i Danmark, hvor der stadig findes danske elever. Det må siges at være et naturligt ønske.
Det skal så vise sig, om undervisningsminister Ellen Trane Nørby siger god for ordningen. Debatten om Langkær Gymnasium kan i øvrigt blive fulgt op af nye politiske initiativer, der skal sikre en bedre etnisk fordeling på gymnasierne i de enkelte regioner.
Men ser man denne debat i en lidt større sammenhæng, er den helt surrealistisk.
Den frygtelige sandhed
Man diskuterer heftigt, om man skal flytte eleverne lidt rundt på den ene eller den anden måde. Men man gør alle mulige krumspring for at undgå at diskutere den katastrofe, der ligger bag det hele:
I årtier har man i Danmark diskuteret integration. Det har hele tiden heddet sig, at indvandringen fra fjerne lande skulle håndteres ved, at indvandrerne blev integreret i det danske samfund. De skulle blive danske.
Man har postet ufattelige summer i at skabe denne integration. Man har brugt ufatteligt mange ord på at finde ud af, hvordan man bedst skaber integrationen.
Men sandheden er, at den meget omtalte integration samlet set er en sviende fiasko. Medier og politikere gør, hvad de kan, for at undvige denne frygtelige sandhed.
Søger mod andre indvandrere
Mange elever med indvandrerbaggrund har samlet sig på Langkær Gymnasium.
De har været igennem hele det danske skolesystem igennem cirka 10 år. Ifølge alle de fine teorier om integration burde det være rigeligt til at gøre dem danske.
Alligevel vælger de bevidst et gymnasium, hvor der er mange indvandrere. At dømme efter pigernes hovedbeklædning er der i mange tilfælde tale om, at muslimer søger sammen med andre muslimer.
TV-stationerne fik det onsdag nærmest fremstillet, som om indvandrer-eleverne meget hellere ville være sammen med en masse danske elever, men at de danske elever støder dem fra sig.
En mærkelig påstand, når de faktisk selv har søgt et gymnasium med mange indvandrere.
To gymnasiepiger fra Langkær med dansk baggrund kom formentlig væsentligt tættere på sandheden i et interview på TV2 News.
De understregede, at indvandrer-elever og danske elever havde et fredeligt og fordrageligt forhold til hinanden. Men som den ene pige sagde: ”Vi er ikke med i deres sammenhold.” Hun fortsatte: ”Vi har jo hver vores kultur.”
Venstreorienterede fantasifostre
Sådan er det ikke bare i Danmark, men over hele Europa. Der findes ikke noget europæisk land, hvor integrationen er lykkedes. Projektet er et fantasifoster.
Men denne kendsgerning blev overhovedet ikke debatteret i den store omtale af Langkær Gymnasium i går.
Forklaringen er nok meget simpel. Hele vinklen på sagen blev lagt af venstreorienterede journalister, fra Jyllands-Posten til TV.
Venstreorienterede dyrker store fantasifostre om, hvordan samfundet burde være indrettet. Når disse fantasifostre så klasker sammen, prøver de at undgå at tale om det.
Derfor var gårsdagens omtale af Langkær Gymnasium kemisk renset for en debat om integrationens fiasko.
Konklusionen
Men så lad os andre drage konklusionen, når de politisk korrekte venstreorienterede ikke vil:
Der findes kun én brugbar løsning på integrationens fiasko: Indvandringen fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande skal holdes på et lavt niveau. Ellers får vi med sikkerhed et endnu mere opsplittet og konfliktfyldt samfund.
Man må selvfølgelig gøre en praktisk indsats for at dæmpe problemerne i hverdagen. Derfor er det også rimeligt at føre diskussionen om, hvordan optagelsessystemet til gymnasierne skal være.
Men fri os for at fremstille et opsplittet samfund, som om vi er på vej mod integration.