Lars Løkke Rasmussen valgte i går at standse det hidsige mundhuggeri, som var fulgt i kølvandet på De Konservatives krav om, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen skulle gå af.
Det var klogt. Hvis skænderierne havde fortsat, kunne det hele være endt i en ukontrollabel eksplosion, som ingen af de involverede parter kan være interesseret i.
Nu får man i dag vedtaget landbrugspakken. Samtidig indledes der forhandlinger om en tillægsaftale til landbrugspakken. Den skal imødegå negative konsekvenser af kvælstofudledningen i de første år, hvilket har været et konservativt krav.
Så nu kan alle få skuldrene lidt ned og tid til at tænke sig om.
De Konservative bør benytte denne tænkepause til at sunde sig. Meget tyder på, at de blev overrumplede over det forløb, som de udløste med kravet om Eva Kjer Hansens afgang.
Parat til at gå hele vejen
Søren Pape Poulsen og partiets ordfører Rasmus Jarlov havde formentlig regnet med, at Løkke ville føle sig nødsaget at sige farvel til Eva Kjer Hansen, da de krævede det.
Sådan går det normalt, når en minister møder mistillid fra et flertal i Folketinget.
Der var særlig grund til at tro, at det også ville ske i en situation, hvor det kunne blive en katastrofe for Lars Løkke at stå fast og tage et valg. Det kunne ende med et borgerligt nederlag og afslutningen på Løkkes egen karriere som toppolitiker.
De Konservative og mange andre har næppe seriøst forestillet sig, at Løkke ville løbe den risiko.
Men nu har han signaleret, at han er parat til at gå hele vejen i en konfrontation. Han har sammenbidt holdt fast i Eva Kjer Hansen uanset konsekvenserne.
Langsom død
Løkke sendte et dobbelt budskab i går: Et tilbud om stille og rolige forhandlinger. Og en besked om, at han i sidste ende vil foretrække at dø med format frem for at henslæbe et elendigt liv.
Netop regeringens meget svage parlamentariske position gør hans desperado-tankegang troværdig.
Løkke kan simpelt hen ikke leve med, at hans regering hele tiden bliver puffet frem og tilbage af trusler fra de andre borgerlige partier. Specielt Liberal Alliance har jo et par gange truet med at vælte regeringen. At lade sig styre af det er ensbetydende med en langsom død for Venstre.
Har noget at tilbyde
Så nu sætter Løkke hælene i, vel vidende at der er en risiko ved det. Når han gør det i netop denne sag, har det nok flere grunde:
Den ene er, at Søren Pape har lige så megen grund til at være bange for et valg som Lars Løkke selv. Det kan gå gruelig galt for De Konservative, der i forvejen har en beskeden afstand til spærregrænsen.
Den anden er, at De Konservative ikke ligefrem har nogen kæmpesag. Eva Kjer Hansen har stillet nogle tal op, så de så kønnere ud, end de egentlig var, men det er trods alt et spinkelt grundlag for at kræve ministeren fyret og risikere et sammenbrud for en borgerlig regering.
Den tredje grund er, at Løkke har noget reelt at tilbyde i forhandlingerne om en tillægsaftale.
Løkkes nødvendige tilbud
I forhandlingerne om en tillægsaftale kan Løkke groft sagt gøre det, som Eva Kjer Hansen allerede burde have gjort i første omgang. Nemlig anerkendt De Konservatives bekymringer for miljøet (kvælstofudledningen) i de nærmeste år.
Det havde krævet, at Kjer Hansen var parat til at forhandle ud fra, at de tal, hun havde fremlagt for miljøet, ikke var så positive som påstået.
Det bliver nu i stedet opgaven for Lars Løkke. De Konservative skal have indrømmelser i forhold til kvælstofudledningen. Så regeringen må opgive at klamre sig til Kjers Hansens kontroversielle tal.
Hvilke muligheder er der tilbage?
Men De Konservative har nu meldt ud, at de under alle omstændigheder agter at stemme for et mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen på onsdag.
Man må ud fra, at Lars Løkke vil kæde forhandlingerne mellem de blå partier om en tillægsaftale sammen med, hvad der skal ske med Eva Kjer Hansen. Han har bundet sig så stærkt op på at fastholde Kjer Hansen, at det er svært at forestille sig, at han først laver en tillægsaftale med blandt andet De Konservative og så bare lader hende vælte.
Men det står uklart, hvilke muligheder der kan tænkes for, at De Konservative viser deres mistillid til ministeren, uden at hun dermed automatisk ryger. Kan de blå partier sammen lave en noget anden formulering en det mistillidsvotum, som rød blok lægger op til? Kan man forestille sig en genoplivning af tanken om, at Eva Kjer Hansen flyttes til et andet ministerium?
Rasmus Jarlov og Søren Pape har et stort ansvar
Det er umiddelbart svært at se, hvordan de borgerlige skal undgå at springe i afgrunden sammen. Afgrunden vil her sige et folketingsvalg, som risikerer at blive meget dårligt for både Venstre og De Konservative, og som kan komme til at koste blå blok magten.
Sker det, vil den konservative landbrugsordfører Rasmus Jarlov og hans partileder Søren Pape stå med et meget stort ansvar. De kan bestemt have ret i, at Eva Kjer Hansen var alt for stiv og uvillig over for de konservative ønsker.
Men kendsgerningen er, at de har kastet sig ud i en storm mod ministeren og måske mod regeringen på en beskeden sag, der slet ikke kan bære, at man sender det borgerlige Danmark ud i dyb krise. De løb med på mediernes hysteri omkring de tal, Eva Kjer Hansen fremlagde – selv om Kjer Hansens forseelse her ikke er større end så mange andre ministres.
I stedet skulle de have koncentreret sig om at få nogle miljøpolitiske resultater.
Den sag er kommet helt ud af proportion. Man kunne have håbet, at de Konservative selv ville nå til den erkendelse – mod passende politiske indrømmelser. Men med deres seneste meldinger må man tvivle på det.
