50-årige Trine Pedersen har været lærer i 25 år, noget af tiden i specialklasser i Storkøbenhavn. Men nu har den erfarne lærer smidt håndklædet i ringen og besluttet aldrig mere at vende tilbage Folkeskolen.
Vold og trusler om vold er simpelthen blevet for meget. Og det er ikke småting Trine har været udsat for. Knytnæveslag, at blive nikket en skalle og trusler om at skade hendes ufødte børn.
”Da jeg var gravid med mine tvillingdrenge, blev jeg truet med at blive sparket i maven,” fortæller læreren som har været sygemeldt flere gange pga. de opslidende arbejdsvilkår.
Ifølge Trine Pedersen er voldsepisoder mod lærerne steget i takt med, at kommunerne har inkluderet flere og flere specialklasseelever i normalklasser.
”Det er børn, som har oddsene imod sig. Det kan være af familiemæssige årsager, eller de kan have diagnoser. Det kan være børn, som er kommet til landet som indvandrere, eller hvis forældre er traumatiserede,” forklarer hun. (DR)
Inklusionsideen var det nye mantra
For 10-15 år siden kunne underviserne på landets lærer- og pædagogseminarier ikke få armene ned over det ”nye” begreb inklusion. De studerende kunne være sikre på, at de kom i unåde under karaktergivning hvis de var kritiske overfor inklusionsideen.
Inklusion i skolen bygger på ideen om at alle børn og unge skal opleve at de er værdifulde for fællesskabet, ellers kan de ikke lære noget. Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling skriver:
”Inklusion handler om barnets oplevelse af at være en værdifuld deltager i det sociale og faglige fællesskab, og det er centralt for at lære noget og for at udvikle sig. Inklusionstankegangen betyder et perspektivskifte fra det enkelte barn til fokus på det fælles. Inklusion har stor betydning for den enkelte.”
Med inklusions-øvelsen som altså går ud på, at samkøre det almene og det specielle er flere og flere elever med særlige behov blevet flyttet over i den almindelige undervisning. Få elever profiterer af flytningen, men mange andre trives overhovedet ikke, og deres mistrivsel går selvsagt ud over både dem selv, deres familier, normalklassen, lærere og pædagoger.
Det handler om at spare
Specialklasser er selvsagt en dyr foranstaltning, og da flere og flere elever henvises til specialklasser har man været nød til at lægge en ny strategi for undervisning af disse elever.
Derfor har nogen fundet på, at sælge en stor spareøvelse ud fra en teori om at alle har brug for de store fællesskaber for at kunne lære. Det er noget gedigent sludder, fordi der intet som helst bevis er for, at børn og unge lærer bedst i store fællesskaber.
Men mange småtskårne pædagoger og politisk korrekte lærere tog kritikløst ambassadørrollen på sig. Nu går mange af dem så ned med flaget og søger mod andre professioner.
Børn af indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede i specialklasserne
Allerede for 15 år siden, registrere man i København, at elever med anden etnisk baggrund end dansk var overrepræsenteret i specialklasserne.
“De høje udgifter til specialundervisning for langsomme elever forbruger en tredjedel af budgettet for de danske skoler. “Indvandrerbørn er klart overrepræsenteret på Københavns skoler for udviklingshæmmede børn og børn med fysiske handicaps. … 51 procent af børnene på de tre skoler i København for børn med fysiske og psykiske handicap har indvandrerbaggrund og på en af skolerne, er det hele 70 procent. … Disse andele er betydeligt højere end andelen af indvandrerbørn i kommunen, hvilket er 33 procent.””
En del af forklaringen på indvandrernes overrepræsentation kan hentes i traditionen for fætter/kusineægteskab.
Men der er sikkert heller ingen tvivl om, at visse indvandrerbørn og unge kan have særdeles svært ved at fungere i den danske anti-autoritære folkeskole.
