I dag mandag skal 500 asylansøgere efter planen sendes fra Grækenland til Tyrkiet. Dermed bliver asylaftalen mellem EU og Tyrkiet omsat i praksis.
Det foregår under temmelig kaotiske forhold. Foreløbig har hverken Grækenland eller Tyrkiet deres system parat til at klare opgaven.
Grækenland
Grækenland har svært ved at få behandlet asylsagerne, der skal føres til, at folk sendes til Tyrkiet. Landet har forpligtet sig til, at hver sag skal behandles individuelt, men ingen ved i øjeblikket, i hvilket omfang det sker.
EU skulle hjælpe grækerne ved at sende betjente, sagsbehandlere og andre eksperter. Men det er endnu ikke sket i det lovede omfang.
Fra Genève siger en talsmand for FN’s Flygtningehøjkommissariat:
”Store dele af systemet til at modtage og håndtere folk, som kan have behov for international beskyttelse, eksisterer ikke, eller virker ikke.”
Der er en betydelig angst for, at situationen skal komme ud af kontrol. Hver enkelt af de 500 asylansøgere vil således blive ledsaget af en politibetjent. Regulær mandsopdækning.
Tyrkiet
I Tyrkiet er man heller ikke parat. I havnebyen Dikili, der skal tage imod de 500 asylansøgere, har man slet ikke de fornødne faciliteter til modtagelse klar. Og stemningen over for at modtage asylansøgerne er tilsyneladende alt andet end velvillig.
Samtidig har Tyrkiet endnu ikke gennemført den lovgivning, der skal sikre, at asylansøgere ikke bliver udvist. Amnesty International beskylder Tyrkiet for dagligt at sende omkring 100 syrere tilbage til Syrien.
De temmelig kaotiske tilstande rejser det første store spørgsmål omkring denne aftale: Vil aftalen i praksis fungere, som den skal? Eller vil det vise sig, at grækerne ikke magter opgaven, og at tyrkerne ikke har tænkt sig at give asylansøgerne den behandling, som EU har forestillet sig?
Her mandag morgen har man foreløbig kun sendt to både af sted fra Grækenland med i alt bare 131 personer om bord. Det ligner mest en symbolsk handling for at vise, at man gør noget.
Det andet store spørgsmål lyder: Vil de politiske formål med aftalen blive opfyldt.
Erdogan
Her koncentrerer interessen sig om to politiske ledere: Den ene er Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, den anden er Tysklands forbundskansler Angela Merkel.
Erdogan indgår ikke denne aftale af hensyn til asylansøgerne. Han gør det, fordi han kan bruge aftalen til at få politiske indrømmelser fra EU.
Hans hovedmål er at få visumfrihed for tyrkiske borgere til EU. Det skal der nu forhandles om. Samtidig vil han gå efter at få Tyrkiet rykket lidt tættere på EU-medlemskab.
Tyrkiet har i forvejen over 2 millioner syriske flygtninge. Og man skal ikke regne med, at landet vil tilbyde de nye særligt gode forhold.
Groft sagt kan man sige, at Erdogan vil gøre lige nøjagtig så meget for dem, som er nødvendigt for at han kan opnå sine politiske mål i forhold til EU. Hvor meget det så bliver til, afhænger af de videre forhandlinger mellem EU og Tyrkiet.
Det kan få alvorlige konsekvenser for EU at give tyrkere fri adgang til visum. Man risikerer en uoverskuelig illegal tyrkisk indvandring til EU-landene. Men Merkel vil presse på.
Merkel
For Merkel har det enorm politisk betydning, at aftalen med Tyrkiet kommer til at fungere. Hun har sat hele sin prestige ind på denne aftale.
Merkel har med næb og klør bekæmpet lukningen af den såkaldte Balkan-rute, som en stribe lande har lavet på egen hånd. I stedet vil hun vise, at tilstrømningen til Europa kan bremses gennem aftalen med Tyrkiet.
Lukningen af Balkan-ruten står dog ved magt. Men Merkel har brug for at få succes med sit eget Tyrkiet-projekt, blandt andet fordi hun er hårdt presset af de tyske vælgere.
Nye ruter
I praksis vil det ikke være svært at vurdere Tyrkiet-aftalens effekt på asyltilstrømningen. For lukningen af Balkan-ruten har allerede haft stor virkning. Hvor meget vil fremover være et resultat af Tyrkiet-aftalen, og hvor meget vil skyldes Balkan-lukningen?
Men det vil være naturligt, hvis Tyrkiet-aftalen på kort sigt bidrager til at begrænse tilstrømningen til Europa. Menneskesmuglerne vil være mere tilbageholdende med at sende folk via Grækenland, så længe situationen er usikker. Og de har ikke helt fået alternative ruter op at køre.
Men snart vil der komme gang i de alternative ruter, ikke mindst via Italien. Samtidig kan det tænkes, at menneskesmuglerne opdager så mange huller i det græske system, at de for alvor genoptager trafikken den vej.
National kontrol
På længere sigt kræver det stærk national styring og kontrol, hvis man skal begrænse asyltilstrømningen til Europa. Sådan at mennesmuglerne løber panden mod en mur, uanset hvilken rute de vælger over Middelhavet.
Det er derfor, at Østrig nu også viol have tæt kontrol i Brenner-passet for at fange strømmen fra Italien.
Det er meget vigtigt, at EU ikke lader sig trække med af Merkel til at satse ensidigt på Tyrkiet-aftalen, således at man hele tiden giver nye indrømmelser til Erdogan.
I en situation, hvor EU’s ydre grænser er hullede som en si, kræver styringen af tilstrømningen til Europa først og fremmest en effektiv national kontrol.
