Mandag gav præsident Obama grønt lys for en ny NATO-operation i Middelhavet, da han mødtes med lederne af Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien i den tyske by Hannover.
Operationens formål er at forhindre, at der igen kommer en massetilstrømning af asylansøgere fra Libyen til Italien. Siden starten af 2014 er 350.000 mennesker sejlet den vej mod Europa.
Den italienske regering er af gode grunde nervøs for, at strømmen skal tage voldsomt til nu, hvor Balkan-ruten er blevet lukket, mens der kommer langt færre sejlende fra Tyrkiet til Grækenland. Derfor har den bragt sagen op.
Tanken er, at et NATO-topmøde den 7. juli skal sætte den ny plan i værk.
Et stort spørgsmålstegn
Denne plan viser en voksende erkendelse af, at der kun er én sikker vej frem, hvis folkevandringen til Europa skal under kontrol:
Man må forhindre, at migranterne overhovedet kommer ind i de europæiske lande. For er de først indendørs, kan man ikke styre situationen.
Det har reelt vist sig umuligt at klare problemerne ved at sende folk, der er kommet ind, hjem igen i stor målestok. Selv folk, der ikke er reelle flygtninge, bliver hængende i stor stil.
Man håber, at NATO-operationen kan afskrække menneskesmuglerne fra at sende deres både fra Libyen til Italien. Men der er et meget stort spørgsmålstegn i den forbindelse:
Det ser ikke ud til, at NATO-skibene skal kunne tvinge bådene tilbage til Libyen. Man tør åbenbart ikke indlade sig på dette, fordi Libyen er et meget ustabilt land, hvor islamisk Stat huserer.
Men dermed svækker man effekten af operationen ganske betydeligt. Hvis NATO-skibene ikke kan tvinge bådene tilbage, vil menneskesmuglerne nok blive ved med at sende dem ud.
Tilbagevisning ved grænsen
Italien vil prøve at hjælpe på det ved at sende folk, der reelt ikke er flygtninge hurtigt tilbage til deres hjemlande med fly. Men det er usikkert, hvor meget der kommer ud af det.
Hvis man virkelig skal have styr på situationen, skal de mange mennesker slet ikke lukkes ind. Man skal tage kontrol med sine grænser, så man har mulighed for at tilbagevise folk på grænsen, hvis man ikke ønsker, at de skal slå sig ned.
Det gælder ved EU’s ydre grænser såsom Italiens kyster. Og det gælder ved de indre grænser mellem landene i EU.
På tværs af konventionerne
Samtidig er det fuldstændig umuligt for landene at styre tilstrømningen, hvis de skal følge de procedurer, som flygtningekonventionen og andre konventioner foreskriver. Så skal de nemlig tage alle de personer ind i landet, som siger, at de vil søge asyl.
Med den nuværende folkevandrings omfang betyder det, at en række lande mister kontrollen med, hvad der sker med deres eget samfund. De kan ikke styre antallet af indrejsende efter, hvad der er holdbart for samfundet.
Det er denne alvorlige situation, der har fået Østrig og en række lande på Balkan og i Østeuropa til at indføre skrap grænsekontrol og kvoter for, hvor mange asylansøgere der lukkes ind. Når kvoten er fyldt op, afvises asylansøgere ved grænsen. På tværs af konventionerne.
Af samme grunde har man lukket grænsen mellem Grækenland og Makedonien med et hegn, så den meget omfattende vandring op gennem Balkan er blevet standset.
Disse foranstaltninger har været meget effektive.
Sikre lande
Tyskland har også – i en mindre målestok – fundet en metode til at begrænse, hvor mange asylansøgere der overhovedet kommer ind i landet.
Man har simpelt hen udvidet kredsen af, hvad man kalder ”sikre lande” – altså lande, der ikke berettiger til, at søge asyl.
Senest har man også erklæret de nordafrikanske lande Marokko, Tunesien og Algeriet for ”sikre lande”. Folk derfra bliver afvist ved grænsen.
Også denne metode har vist sig ret effektiv. Der er sket et voldsomt fald i antallet af marokkanere, tunesere og algierere, som kommer ind i Tyskland.
Danmark
I Danmark er det i øjeblikket let at være hellig og understrege, at alle internationale konventioner og regler skal overholdes. Således, at folk, der siger, at de vil søge asyl, skal lukkes ind i landet – med mindre deres asylansøgning er ”åbenbart grundløs”.
For tiden kommer der nemlig ikke noget overvældende antal til Danmark. Men det skyldes helt overvejende, at vi ligger i læ af de lande syd for os, der tager det store slæb på det nordlige Europas vegne. Østrig, Balkan-landene og andre.
Hvis landene længere sydpå ikke længere kan modstå presset, vil den nuværende danske troskab over for forældede konventioner vise sig helt uholdbar. Med fuld overholdelse af konventionerne vil vi så ikke længere kunne styre, hvordan vores samfund udvikler sig.
Der er flere muligheder for at gardere sig mod denne situation. Man kan sende asylansøgere, der ankommer fra sikre lande, tilbage. Eller man kan lave kvoter.
Det afgørende vil være, at man tager kontrol med tilstrømningen ved selve grænsen. Det er den eneste sikre vej.
