Nu er det højsæson for påkørte hjorte – læs her hvad du gør, hvis det sker for dig

De kommende måneder er det højsæson for påkørsler af hjortevildt. Dyrenes Beskyttelses døgnåbne vagtcentral for dyr i nød, 1812, modtager for tiden mange henvendelser om påkørte hjorte.

 

Dyrenes Vagtcentral modtager dagligt op mod 40 henvendelser om påkørte hjorte. Foto: Dyrenes Beskyttelse

 

De kommende måneder er det højsæson for påkørsler af hjorte. Dyrenes Beskyttelses døgnåbne vagtcentral for dyr i nød, 1812, modtager for tiden mange opkald om påkørte hjorte.

 

“Vi får mange henvendelser om påkørte hjorte lige nu – omkring 40 påkørte hjorte om dagen. Det er dobbelt så mange som for bare en måned siden. Så det er lige nu, at antallet af påkørsler topper,” siger Michael Carlsen, zoolog i Dyrenes Beskyttelse.

 

Udviklingen følger tallene fra sidste år. Her var der i september omkring 613 opkald om påkørte hjorte, mens der har været 616 i år. Det svarer til omkring 20 påkørte hjorte om dagen, mens der i oktober sidste år var 985 påkørte hjorte – godt 32 påkørte hjorte om dagen i gennemsnit.

 

Påkørsler skyldes mørke og myldretid

Michael Carlsen opfordrer særligt bilisterne til at være opmærksomme i de mørke måneder fra oktober til januar. Opgørelser viser, at de fleste henvendelser om påkørte hjorte lige nu sker i tidsrummene kl. 6-9 om morgen og igen kl. 19-21 om aftenen.

 

“Det tidspunkt på døgnet, hvor dyrene bevæger sig meget rundt, er i dæmring, skumring og om natten – altså de mørkere tidspunkter. Og jo mere vi går ind i efteråret, jo mørkere bliver det, og på den måde falder vores myldretid sammen med dyrenes. Vi kører til og fra arbejde i mørke, og det er også på det tidspunkt, dyrene bevæger sig omkring. Og så stiger antallet af påkørsler,” siger han.

 

I vintermånederne sker de fleste påkørsler i tidsrummet kl. 16-19, fordi det er tidligere mørkt på denne tid af året.

 

Ring 1812 – så får du og hjorten hjælp

Hvis uheldet er ude, og man påkører og kvæster en hjort, er det nemt at få hjælp.

 

“Man skal ringe til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral på telefonnummer 1812. Så sørger vi for, at der bliver sendt hjælp ud til dyret,” siger Michael Carlsen.

 

Når man ringer efter hjælp hos 1812, er det vigtigt, at man kan forklare, hvor man er nøjagtigt, så hjælpen bliver sendt til den rigtige placering. Står man eksempelvis på en lang landevej kan det dog være svært at forklare, hvor præcis, man befinder sig.

 

“Derfor kan man nemt og gratis downloade vores app til smartphone. App’en gør det muligt at ringe til 1812, som udover opkaldet også modtager ens geografiske placering”, forklarer Michael Carlsen.

 

Undgå påkørsler

Hos Dyrenes Beskyttelse betyder de mange henvendelser om påkørsler af hjorte, at man kan har megen viden om, hvor de fleste problemer opstår. Derfor har Michael Carlsen en række gode råd til efterårsbilisterne:

 

“Sæt farten ned i mørke, når du kører forbi skov eller anden natur. Ser du reflekser, kan det være dyreøjne. Sæt også farten ned. Og vær opmærksom på, at dyrene ikke opfører sig rationelt i trafikken. Er de først på vejbanen, vender de typisk ikke om, når de ser en bil, men fortsætter med at krydse vejen eller springer tilbage over vejen frem for at løbe ud til siden. Og husk, et dyr kommer sjældent alene. Ser du en hjort krydse, så er der stor chance for, at der er flere dyr.”

 

FAKTABOKS: Sådan mindsker du risikoen for at påkøre en hjort

•Er der skov eller anden natur langs vejen og er det ved at være mørkt, så sæt farten ned.
•Hold øje med reflekser fra dyrenes øjne nær vejen. Ser du reflekser eller selve dyrene – så sæt farten yderligere ned. Snegl dig forbi.
•Pas på – dyrene opfører sig ikke altid “fornuftigt” i trafikken. De vælger måske at løbe over vejen for at komme væk – og hvis der er ét dyr, er der ofte flere. Selv om én er løbet over vejen foran dig så tro ikke, at faren er drevet over. Der kan komme flere.

 

FAKTABOKS: App gør det nemt at få hjælp ved påkørsler af dyr

Du kan downloade 1812-app’en til din smartphone. Ved at installere app’en kan du med et enkelt tryk ringe op til 1812 samtidig med, at telefonen sender din placering til Dyrenes Vagtcentral. Derved behøver du ikke tænke over, hvilken adresse du befinder dig på, hvis du fx står ved et påkørt dyr, og 1812 kan hurtigt og nemt sende den rigtige hjælp ud til det sted, du befinder dig.

Læs mere om appen her.

Del på Facebook