***** 5 stjerner ud af 6
De fleste kender storfilmen ”Doktor Zhivago” (1965). Skulle der alligevel være en enkelt eller to blandt læserne, som endnu ikke har badet sig i denne vidunderlige, tragiske, men også opbyggelige kærlighedshistorie tildelt ikke mindre end 5 Oscars – ja, så er chancen der nu.
Bag filmen står David Lean, der også er manuskriptforfatter til og instruktør på en række andre berømte og prisvindende storfilm: ”Broen over floden Kwai” (1957), ”Lawrence of Arabia” (1962) og ”Ryans datter” (1970). Forlægget for ”Doktor Zhivago” er Boris Pasternaks roman fra 1957 med samme navn, og titlen dækker over bogens hovedperson, lægen og digteren, Yuri Zhivago.
Handlingen
Fortællingen foregår i Rusland i tidsrummet 1905-1921. Første Verdenskrig (1914-18) og den russiske revolution (1917) med efterfølgende borgerkrig danner bagtæppe for den over tre timer lange film. Den mandlige hovedrolle som først medicinstuderende, siden doktor og digter, spilles af Omar Sharif. Yuris mor dør, mens han er en lille dreng, og han kommer derfor i pleje hos en borgerfamilie i Moskva, der har en datter Tonya (Geraldine Chaplin). Som voksne bliver de to plejesøskende gift.
Flere gange krydses Yuris og den smukke Laras (Julie Christie) veje, først i Moskva, siden på forskellige lokaliteter i Rusland. Tilfældigt støder de ind i hinanden i felten, hvor Zhivago insisterer på, at Lara skal bistå ham som sygeplejerske. Efter endt hospitals-mission, hvor de i deres hjælpearbejde er kommet meget tæt på hinanden, drager de i hver deres retning. Også Lara er blevet gift og har et barn. Skæbnen vil imidlertid, at de atter skal møde hinanden, og herfra udvikler kærlighedshistorien sig.
En film der vil mere end at underholde
Hele det dramatiske begivenhedsforløb oprulles i et langt kronologisk fremadskridende tilbageblik. Filmen veksler mellem storslåede panoramiske fremstillinger af krigs- og voldshandlinger og intime familie- og kærlighedsscener. Det er velgørende, at historien bliver fortalt langsomt og dvælende, selv om et (ungt) moderne publikum lige skal vænne sig til det dvælende slow-motion-agtige tempo.
Ved at lade de to hovedpersoner og vigtige bipersoner være bærere af forskellige livssyn, menneskeopfattelser og handlemønstre løfter filmen sig langt over den rene underholdning. Store konflikter er på spil i temaerne: Pligt versus lyst, menneskelig anstændighed versus revolutionær dogmatisme, civilisation versus barbari.
I centrum står de(t) nuanceret tegnede ordentlige menneske(r), der kæmper for at holde idealer og borgerdyder i hævd og det moralsk anløbne og uanstændige under låg. Som en del af filmens budskab formidles betydningen af ånd – herunder litteratur og poesi – i en grusom og blodig verden.
Filmen holder
Noget, der trækker filmen ned? Ja, den manglende troværdighed i flere af kulisserne. Eftersom biografgængere til film produceret de seneste 10-20 år er blevet forkælede med helt præcise tidstypiske detaljer ved bygninger, gader, boligindretning og klædedragt (jf. fx ”Brooklyn”), virker det stærkt forstyrrende, at de sårede og dræbtes blod ligner rød maling, og at Yuri og Tonyas fremtoning efter 10 dages togtur med en massetransport i en kvægvogn er lydefri. Ikke et hår sidder forkert.
Til trods for disse brister holder filmen med sine 50 år på bagen. Den er absolut værd at (gen)se, fordi det lykkes dygtige skuespillere at realisere et komplekst manus og levere overbevisende portrætter af mennesker på godt og ondt.
Længde: 200 minutter
- Medvirkende: Omar Sharif, Julie Christie, Geraldine Chaplin, Alec Guinness, Rod Steiger m.fl.
- Manuskript: Robert Bolt
- Musik: Maurice Jarre
- Instruktør: David Lean
- Premieredato: torsdag d. 14. april 2016
- Censur: 15 år
