For mennesker fra vores kulturkreds er spørgsmålet en meningsløshed. Det offentlige rum er offentligt, og derfor kan alle selvfølgelig færdes der med lige rettigheder.
Men for muslimer forholder det sig ofte anderledes. Her er det offentlige rum mandens, og det er ikke til debat. Hvis en kvinde alligevel af en eller anden grund er nødt til at færdes der, er hun en aggressiv og uretmæssig indtrænger på mandens domæne. Hun skal derfor på forskellig vis signalere, at hun er klar over og anerkender, at hun befinder sig et sted, hvor hun ingen rettigheder har.
Koran og hadith (Profeten Muhammeds sædvane eller forskrifter) og nutidens retslærde foreskriver alle, hvordan kvinden med sin adfærd skal nedtone aggressionen. Kvindens manglende rettigheder i det offentlige rum er forpligtende norm for alle muslimer, inklusive de mange tilsyneladende velintegrerede muslimer, som vi møder i vores hverdag.
Det regelsæt, der gælder for kvindens adfærd i det offentlige rum er uændret gennem de sidste ca. 1400 år, så der er ingen grund til at tro, at det står umiddelbart foran at forandres. Grundlæggende i dette regelsæt er, at kvinden med sin adfærd nedtoner den aggression overfor manden, som hendes ophold i det offentlige rum udgør. Her skal blot nævnes nogle få eksempler:
1. Kvinden skal i det offentlige rum være ledsaget af sin mand, søn eller et andet mandligt familiemedlem, som har hende i sin varetægt, og hvis anvisninger hun skal følge.
2. Kvinden skal slå blikket ned, så hun undgår øjenkontakt.
3. Kvinden må ikke gå midt på vejen, men skal gå ude i siden.
4. Kvinden skal vige, hvis hun og en mand går imod hinanden.
5. Kvinden skal naturligvis være forskriftsmæssigt tilsløret, så hun ikke vækker mandens begær.
Efterlever kvinden ikke disser regler (og mange flere), udviser hun aggression overfor manden, og han er så i sin gode ret til at forsvare sig ved at ydmyge og forulempe hende både sprogligt og fysisk. Præcis som det skete i Köln og mange andre steder nytårsaften, hvor muslimske mænd værgede for sig mod de aggressive festklædte kvinder, der vakte deres begær.
Den for os at se bizarre og helt grundlæggende forestilling om, at det er manden, der er offer for kvindens aggression, fordi hun vækker hans begær, burde vel nok få os til at stille spørgsmålet, om vi virkelig for alvor kan nære nogen tro på, at vi kan integrere muslimer.
De unge mænd i Köln og andre steder er tydeligvis fasttømret i deres anakronistiske virkelighedsopfattelse, og når man spørger til nutidens retslærdes opfattelse, så gentager de med kvalmende monotoni, at sådan har Gud for både mandens og kvindens skyld meddelt det til profeten Muhammed. Og det tilkommer ikke mennesker med deres relative forståelse at gå i rette med Guds altomfattende og absolutte indsigt.
Integrationens umulighed
Men når det nu forholder sig sådan, så må man undres over, hvordan partier som De Radikale, SF og Enhedslisten kan nære tiltro til den multikulturelle velsignelse og integrationens mulighed. Der er intet belæg for, at de mange muslimske asylansøgere vil lade sig integrere. Al empiri viser, at det forholder sig stik modsat, og især er asylansøgere fra Syrien meget vanskelige at integrere.
Men når det nu forholder sig sådan, så må man se i øjnene, at den samfundsmæssige sammenhængskraft går fløjten i det multikulturelle samfund, som vi er på vej til at give vores efterkommere i arv. Og denne pris er vi parate til at pålægge dem, for at vi kan opretholde verdensfjerne ideale forestillinger, som er ude af trit med den påtrængende virkelighed.
Om at tage tyren ved hornene
Det er bekymrende, at Venstre som regeringsbærende parti i denne vanskelige situation fremstår underligt ufokuseret og modvilligt til at tage tyren ved hornene. Indførelsen af stikprøvekontrol ved grænsen er helt utilstrækkeligt og vil sandsynligvis blot føre til, at vi i Danmark kommer til at modtage endnu flere muslimske asylansøgere fra Syrien.
Vi vil få skattestigninger så vi kan mærke det, når vi skal have de mange migranter og deres familier på offentlig forsørgelse. Og det var vist ikke det Venstres vælgere stemte for.
Langt værre er det imidlertid, at også Venstre nu ligger under for den politiske korrekthed, hvor man ikke vil kalde en spade for en spade. Venstre kan ikke mande sig op til at erklære, at vi må have grænsekontrol, og Venstre kan ikke mande sig op til at sige, at vi er nødt til at begrænse eller helt standse muslimers indvandring til Danmark, fordi de kulturelt og økonomisk udgør en trussel mod det danske samfunds fortsatte beståen.
