Sensationel valgsejr til indvandringskritisk parti i Østrig giver genlyd i hele Europa – sammenbrud for de etablerede partier til højre og venstre

Skærmprint You Tube

Søndagens præsidentvalg i Østrig endte med en choksejr til det indvandringskritiske og EU-kritiske Frihedspartiet (FPÖ).

 

Partiets kandidat Norbert Hofer fik lidt over 35 procent af stemmerne i første valgrunde. Han skal nu ud i en anden valgrunde mod De Grønnes Alexander Van der Bellen, der fik lidt over 21 procent af stemmerne.

 

Det er ikke givet, at Hofer ender med at blive præsident. Men hans forspring i første valgrunde er så stort, at han må betragtes som favorit.

 

Genlyd i Europa

Valget er et regulært sammenbrud for de to etablerede partier, der fuldstændig har domineret østrigsk politik siden 2. Verdenskrig: Socialdemokratiet (SPÖ) og Folkepartiet (ÖVP), som er borgerligt.

 

De to partiet har næsten vedvarende delt magten mellem sig. Traditionelt har de i alt kunnet samle omkring 80 procent af stemmerne. I går fik de til sammen kun omkring 22 procent! Det siger noget om omfanget af den protestbølge, der er slået igennem.

 

Præsidentposten i Østrig er mest en symbolsk post uden den store politiske indflydelse. Måske har det bidraget til, at vælgerne i den grad brugte valget til at lufte deres protest mod de etablerede partier.

 

Men resultatet er under alle omstændigheder sensationelt. Det vil give genlyd i hele Europa.

 

Østrigs asylproblemer

Frihedspartiets jordskredssejr er politisk et udtryk for en meget stærk indvandringskritisk og EU-kritisk strømning blandt vælgerne.

 

På det seneste har den østrigske regering, der består af de store gamle partier SPÖ og ÖVP, ellers stået for en asylpolitik, der er noget af det strammeste i Europa.

 

Læs også
Racisme mod franskmænd – de kalder os “hvide svin”

Men Østrig ligger placeret lige midt i de store asylstrømme op gennem Europa. Gennem lang tid betød dette kaotiske tilstande i landet. Og selv om kursen på det seneste er strammet kraftigt, døjer man stadig i høj grad med virkningerne af den store tilstrømning.

 

Det har fået vælgerne til at sige fra. Den voksende EU-kritik i landet er også forbundet med EU’s fatale svigt i asylpolitikken.

 

Den mest læste artikel

I en stor østrigsk avis blev situationen meget slående illustreret på netavisens forside. Som alle aviser havde Kronen Zeitung den store valgreportage på forsiden. Ved siden af stod listen over de mest læste artikler på netavisen.

 

Øverst på listen som den mest læste stod en artikel med overskriften: ”Studentin (21) von jungen Asylwerbern vergewaltigt” – ”21-årig studine voldtaget af asylansøgere”. Gerningsmændene er tre afghanske asylansøgere.

 

Begivenheder som denne har utvivlsomt bidraget til Frihedspartiets store valgsejr.

 

Frihedspartiets opsigtsvækkende valgresultat blev slet ikke fanget i meningsmålingerne forud for valget. Her lå partiets kandidat Norbert Hofer side om side med to andre, og den grønne Alexander Van der Bellen blev nærmest udråbt til favorit.

Læs også
DA: Kommuner kan spare millioner ved færre indvandrere på offentlig forsørgelse

 

Dette er endnu et eksempel på, at meningsmålingerne undervurderer de partier, som de politisk korrekte snakkende klasser i medierne søger at nedgøre. Mange vælgere bryder sig ikke om at sige, at de vil stemme på et parti som Frihedspartiet. Men de gør det så alligevel.

 

Andre lande

Resultatet vil utvivlsomt skabe bekymring hos etablerede partier i andre europæiske lande. De strømninger, som er slået igennem med voldsom kraft i Østrig, findes også på forskellig vis i en stribe andre lande.

 

I Danmark var Dansk Folkerparti den store sejrherre ved det seneste folketingsvalg.

 

I Tyskland fik Angela Merkels kristelige union af CDU og CSU en øretæve ved tre nylige delstatsvalg, mens det indvandringskritiske og EU-kritiske AfD stormede frem. De store gamle partier, CDU/CSU og Socialdemokraterne i SPD, ligger elendigt i meningsmålingerne.

 

I Frankrig står Front National meget stærkt. I Sverige har Sverigedemokraterne opnået et helt nyt vælgerniveau. Og sådan kunne man fortsætte.

 

Læs også
Hvis valgresultatet ligner meningsmålingerne, skal blå blok være parat til hård kurs

Store forskelle, men samme type opbrud

Man skal gøre sig klart, at der er særdeles store forskelle mellem de indvandringskritiske partier fra land til land. Og deres styrke varierer også en del.

 

Men på forskellig vis markerer disse partier et omfattende opbrud hos de europæiske vælgere. Et opbrud med krav om strammere udlændingepolitik og med en mere kritisk holdning til EU.

 

Derfor er der næppe tvivl om, at dette valgresultat i Østrig vil få politiske ledere rundt omkring i Europa til at flytte sig uroligt i stolen.

 

Selv om det altså kun handler om en præsidentpost uden den store politiske indflydelse.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…