”Jeg er ikke fattig. Jeg er ikke blevet hægtet af globaliseringen. Jeg er ikke nogen taber. Jeg er ikke en frustreret og vred person, der råber op i protest. Jeg tilhører samfundets midte.”
Sådan siger en mand, der har fået nok af de nedladende og politisk korrekte floskler, der bliver brugt om én som ham.
Han gav sine synspunkter videre til den tyske avis Die Welt. Siden er positive reaktioner væltet ind, især fra folk, der oplever det samme.
Efter Brexit, Trumps valgsejr og de stærke folkelige krav om en stram udlændingepolitik har de snakkende klasser forsøgt at udnævne almindelige, hårdt arbejdende og snusfornuftige mennesker til tabertyper i samfundets udkant.
Deres meninger skyldes ikke moden overvejelse. Nej, de skyldes, at de har haft fiasko i samfundet – sådan lyder det fra de frelste.
Vi kender også smøren fra de danske medier og politisk korrekte miljøer. Dumt, hovent og primitivt.
”Jeg har fået nok!”, siger manden til Die Welt. Han har ikke fået nok af samfundet, for han er en god og konstruktiv samfundsborger. Men han har fået nok af befamlingen fra de bedrevidende.
Et godt liv
Lad os for nemheds skyld give manden navnet Thomas.
Thomas tog folkeskolens afsluttende eksamen. Som 15-årig begyndte han at arbejde, og det har han så gjort i 46 år. I cirka 30 år arbejdede han som lastbilchauffør, og i dag er han kommunalarbejder.
Han har haft gode, stabile job. Han har haft en pæn, stabil indkomst. Mildt sagt ikke nogen luksus, men nok til at have et godt liv.
Hvis man tænder for fjernsynet …
Han føler sig ikke som taber. Men han føler, at hans synspunkter får meget ringe plads i den offentlige debat.
”Hvis jeg tænder for fjernsynet, optræder der næsten ingen mennesker med mine meninger. Og hvis det endelig sker, behandles man i bedste fald med et nedladende smil – og i værste fald bliver man påduttet, at man ligger helt ude til højre.”
Jeg ligger aldeles ikke helt ude til højre, siger han. Og det er der næsten ingen i min lille by, der gør.
Forskelsbehandling
Men Thomas vil have styr på asylstrømmen. Det kræver efter hans opfattelse streng grænsekontrol. Så man kun hjælper folk på virkelig flugt fra forfølgelse og død.
Han er harm over, at samfundet er rundhåndet med udgifter til asylansøgere, men karrigt over for almindelige tyskere, der kommer i klemme.
Selv tyskere, der har haft et meget langt arbejdsliv med fysisk arbejde, får besked på at gå senere på pension. Samtidig ryger folk, der pludselig bliver arbejdsløse i en sen alder efter to år ned på en meget beskeden ydelse.
Hvem skal man stemme på?
Han er i tvivl om, hvem han skal stemme på. Han mener, at AfD har fornuftige synspunkter i udlændingepolitikken, men han synes, at de har for lidt at byde på derudover.
Måske vil han stemme på CSU, Merkels søsterparti, der regerer i Bayern, hvor han bor. Men hvis han boede et andet sted, ville han have svært ved at beslutte sig. Sådan er der mange, der har det, siger han.
For en del af dem, han kender, bliver spørgsmålet i sidste ende, om de lader være med at stemme, eller om de stemmer på AfD i protest.
Gode kolleger blandt gæstearbejdere
Thomas opfatter sig bestemt ikke som fremmedfjendsk. Han har haft særdeles gode kolleger blandt tyrkiske og italienske gæstearbejdere, siger han.
Han opfatter sig i det hele taget som en ganske almindelig mand, der ikke på nogen måde er ekstrem. Men der er store problemer i samfundet, der skal løses. Og de bliver ikke løst ved, at ’eliten’ hælder nedladende floskler ud over sådan én som ham.
