Holland afholdt i går en folkeafstemning. Formelt set drejede den sig om et emne, som kun få har et forhold til – nemlig EU’s associeringsaftale med Ukraine. Men reelt drejede den sig om hollændernes holdning til EU.
Afstemningen resulterede i et massivt nej. Hele 61,1 procent stemte imod Ukraine-aftalen, mens kun 32,2 procent stemte ja. Dermed sendte de hollandske vælgere en rungende besked om mistillid til EU. Man kan så i høj grad beklage, at det stakkels Ukraine blev gidsel i dette spil.
Det hollandske resultat er et blandt mange tegn på en stærkt stigende EU-skepsis i de europæiske lande. Og det kan sætte yderligere skub i lavinen.
Længe har det været et dogme i EU-toppen, at udviklingen hele tiden skulle bevæge sig i retning af et stadig stærkere EU med stadig større beføjelser på nationalstaternes bekostning.
Nu braser disse fine planer fuldstændig sammen.
Det kan gå helt galt, hvis Storbritannien (UK) den 23. juni stemmer sig ud af EU – den såkaldte Brexit.
Men selv hvis briterne bliver i EU, vil de europæiske politikere få rigeligt at gøre med overhovedet at holde sammen på foretagendet.
Asylkrisen
EU er meget hårdt ramt af sin eklatante fiasko i forhold til asylkrisen.
Den massive asylstrøm afslørede, at EU’s ydre grænser overhovedet ikke fungerer. Den højtflyvende retorik om, at EU i stigende grad skulle stå for asylpolitikken, blev dermed punkteret på det pinligste.
I lyset af dette har land efter land styrket sin nationale grænsekontrol. Når asylstrømmen op gennem Europa i øjeblikket er nedbragt ganske kraftigt, skyldes det først og fremmest, at en stribe lande med nationale initiativer har lukket den såkaldte Balkan-rute.
Det er handlekraftige lande som Østrig og Ungarn, der har gjort den store forskel. Ikke EU.
En aktuel meningsmåling i tre af EU’s historiske kernelande – Tyskland, Frankrig og Italien – taler sit tydelige sprog om stemningen. I alle tre lande var der et klart flertal for at opgive Schengen-samarbejdet om åbne grænser og i stedet indføre national grænsekontrol. (Ifop)
Men selv om asylproblemerne spiller en meget stor rolle i EU’s krise, er de langt fra den eneste årsag.
Forsvar for nationalstaten
Den økonomiske krise fra 2008 bidrog også til at svække tilliden til EU. For befolkningerne har EU’s tiltrækningskraft først og fremmest ligget i, at samarbejdet kunne øge velstanden. Det fik noget af et knæk, da finanskrisen satte ind.
Men EU’s vanskeligheder går endnu længere tilbage. Et første meget tydeligt tegn på, at der var noget galt, kom i 2005, da både franskmændene og hollænderne ved folkeafstemninger sagde nej til EU’s såkaldte forfatningstraktat.
Bag dette nej lå noget meget fundamentalt: en folkelig opfattelse af, at EU overspillede sin rolle. Vælgerne var ikke med på EU-elitens projekt om en ”stadig tættere union”, hvor flere og flere beføjelser blev overført fra nationalstaterne til EU.
Den danske afstemning
Befolkningerne i langt de fleste lande ønskede ikke, at EU skulle blive en europæisk stat. De identificerede sig langt stærkere med deres eget land end med EU. Og sådan er det fortsat.
Det gælder i meget høj grad også for danskerne, som er klare tilhængere af selve EU-samarbejdet, men kritiske over for at overføre for mange beføjelser til EU.
Senest kom det til udtryk i nejet ved folkeafstemningen om at ophæve det danske forbehold på retsområdet. Et nej, der sikkert også var påvirket af EU’s fiasko i asylpolitikken.
I øvrigt har de nye østeuropæiske EU-lande klart bidraget til at markere nationalstaterne stærkere i forhold til EU. Det har været meget tydeligt under asylkrisen.
Fantasi-projekter
Men EU-eliten har særdeles svært ved at se virkeligheden i øjnene.
Nationalstaterne har netop vist deres selvstændighed og handlekraft i forbindelse med asylkrisen – først og fremmest i form af lukningen af Balkan-ruten.
Midt i dette kommer EU-Kommissionen så med tre bud på, hvordan den europæiske asylpolitik kan udvikle sig.
Et forslag går ud på, at asylansøgerne skal fordeles mellem landene gennem obligatoriske kvoter. En dødfødt tanke.
Et andet forslag er endnu vildere: EU skal simpelt hen overtage landenes asylpolitik! De mennesker har åbenbart intet lært.
Det tredje forslag lægger sig så tættere på virkeligheden, men er stadig urealistisk.
Hvis EU fortsætter med at udkaste den slags fantasi-projekter, vil den folkelige skepsis med sikkerhed vokse, og den kan i sidste ende true selve EU’s eksistens.
Fri os for skræmmepropaganda
Skal EU ud af sin dybe tillidskrise, må det være jordnært, realistisk og handlekraftigt. Til dette hører i høj grad at anerkende, at der er grænser for, hvor meget landene vil overlade til EU. Der skal hele tiden holdes en balance.
Fri os for skræmmepropaganda om, at en styrkelse af den nationale grænsekontrol nærmest vil få EU til at falde sammen og erhvervslivet til at gå fallit. Det er hysterisk vrøvl, og befolkningerne køber det ikke.
Den største trussel mod EU er politikere og bureaukrater, der tror, at de kan konstruere et Europa fra oven, som de levende mennesker så skal tilpasse sig. Folket vil ikke være med.
