Det bliver stadig mere og mere usikkert for danskerne at færdes på gader og stræder efter især mørkets frembrud.
Volden er steget markant.
Men samtidig er antallet af politiets sigtelser omvendt faldet markant, og sigtelsesprocenten er nu helt nede på 75,7.
Både den stigende vold og manglen på sigtelser kan blandt andre 31-årige Martin Dyrvig og hans kæreste, Louise Christensen, skrive under på.
Blev slået bevidstløs på Nørreport Station
Efter en bytur med vennerne for to måneder siden, helt præcist den 18. september, løb Martin Dyrvig ind i en flok unge.
”De kaster en flaske hen mod mig, og jeg sparker den tilbage. Det næste, jeg husker er, at de pludselig samler sig om mig, og jeg har fået fortalt, at jeg blev skubbet, får flyvespark i maven og bliver slået i hovedet, så jeg falder til jorden,” fortæller Martin Dyrvig i TV-udsendelsen Station2.
Voldsmændene efterlod Martin bevidstløs på jorden.
Politiet gør intet på trods videooptagelser og navne
Efter overfaldet har Martin og hans kæreste via mails og telefonopringninger forgæves kæmpet for at få politiet til at interessere sig for det brutale og meningsløse overfald.
Det på trods af, at politiet via et vidne, som efter overfaldet hjalp Martin på benene, er blevet gjort opmærksomme på, at overfaldet er blevet optaget på video i en nærliggende 7-eleven, samt at et andet vidne via en facebook-kampagne har meldt sig og kan navngive to mulige gerningsmænd.
.
Først efter at Station2 havde taget sagen op, er Martin Dyrvig og hans kæreste blevet kontaktet af Københavns Politi.
Danskernes stadigt farligere hverdag
Medens politikerne snakker frem og tilbage om en nyordning for det stadigt hårdere pressede politi, bliver danskernes hverdag ude i samfundet stadigt farligere som i tilfældet med Martin Dyrvig.
Den Korte Avis har været inde og kigge i Rigspolitiets voldstatistikker, og resultatet er alt andet end opmuntrende.
Det viser sig blandt andet, at medens der i første halvår 2013 blev anmeldt i alt 6.270 tilfælde af vold, blev der i første halvår 2016 anmeldt ikke færre end 8.610 tilfælde.
Det er en stigning på hele 2.340 voldstilfælde i løbet af blot fire år.
Sådan har volden og antallet af sigtelser udviklet sig
Da Rigspolitiets statistikker for 2016 ikke er ajourført længere end til og med årets første seks måneder, gælder sammenligningen nedenstående ligeledes også udelukkende de første seks måneder i de nævnte årstal:
2013. Anmeldt vold: 6.270 tilfælde. Antal sigtelser: 6.072. Sigtelsesprocent: 96,8
2014. Anmeldt vold: 6.562 tilfælde. Antal sigtelser: 6.325. Sigtelsesprocent: 96,4
2015. Anmeldt vold: 6.589 tilfælde. Antal sigtelser: 5.990. Sigtelsesprocent: 90,9
2016. Anmeldt vold: 8.610 tilfælde. Antal sigtelser: 6.520. Sigtelsesprocent: 75,7
Ved regeringsskiftet den 28. juni sidste år fik Danmark en justitsminister, der ynder at kalde sig selv ”sheriffen”. Meget tyder på, at denne sherif udelukkende skyder med løst krudt.