Der er stadig lang vej til forståelse af, at den omsiggribende brug af burka og niqab truer vores land og kvinders frihed

I Deadline tonede en niqabklædt kvinde frem på TV-skærmen Kristi Himmelfartsdag (fint timet), inviteret af Martin Krasnik.

 

Baggrunden for invitationen var, at VUC i Lyngby havde bortvist seks niqabier, som fremover må tage deres uddannelse online.

 

Martin Krasnik behandlede sin gæst på en usædvanlig venlig og sjælden varsom måde. Dette på trods af hendes insisterende og ud over alle grænser øretæveindbydende gentagelser (her: har selv valgt), der blev brugt til imødegåelse af alle Krasniks spørgsmål og argumenter. Der er intet at sige til, at han til tider så noget opgivende ud.

 

Krasniks gæst var oprindelig dansker, men er nu konverteret til et liv i selveksklusion og modborgerskab i det land, hvori hun er født og opvokset, for at tilslutte sig de allermørkeste kræfter inden for islam. Hendes formødres kamp for også hendes ligestilling kan slet ikke måle sig med den fryd, det er at tilbede en gud, der kræver total underkastelse.

 

Salafisme eller ISIS?

Burka og niqab kræves af islamistiske sekter som for eksempel salafisterne/wahhabisterne og ISIS, der – selv om de indbyrdes hader hinanden – dog er enige om én ting: Kvinder skal ikke ses. Som spøgelser og ikke-menneskelige væsner skal de usynliggjort trisse rundt i det samfund, de lever i.

 

Hvilke af sekterne niqabier i de europæiske lande er tilhængere af, kan de måske selv knapt svare på. Men de har dog en eller anden tåget opfattelse om en gud, der kræver total dehumanisering af kvinder.

 

VUC i Lyngby

Skolen havde tidligere accepteret en enkelt niqabi nu og da. Erfaringen gennem flere årtier burde have belært skolen om, at inden for islam er én imødekommelse starten på krav, der aldrig får en ende.

 

Ophobningen af så mange niqabier i den samme klasse blev dog omsider for meget. Eller måske har skolen lidt sent vurderet, at man kunne miste danske elever.

 

Medmindre niqabierne beslutter sig for (selv vælger!) at ophøre med at iføre sig niqab, er uddannelsen spild af skatteydernes penge. Uddannelsen kun være med henblik på personlig tilfredsstillelse, da det er yderst tvivlsomt, at de vil kunne få et arbejde. Den personlige tilfredsstillelse er naturligvis ikke at foragte, men så må det ske for egen regning – ikke skatteydernes.

 

En burkarapport

I en rapport, fremlagt af forskere i januar 2010, konkluderes det bl.a., at de, der bærer burka/niqab vil “efterligne profeten Muhammeds hustruer og udføre gode gerninger, der giver belønning i det hinsides”.


Dette med ”de gode gerninger” afviser den franske filosof og kvinderetsforkæmper Elisabeth Badinter: ”Vi er konfronteret med et stigende antal unge kvinder, der selv beslutter, at de vil bære burka. Den minimale forudsætning for socialt liv, for menneskelige relationer, er, at jeg kan se dig, og at du kan se mig. Jeg ser i deres attitude en pervers voyeurisme og ekshibitionisme, for hvis en helt tildækket kvinde spadserer på gaden, ser hele gaden kun på hende. Jeg er overbevist om, at de finder en nydelse deri.”

 

Endvidere mener Badinter, at det er et ”voyeuristisk problemkompleks, for man har stor magt over andre, når man kan se folk, uden at de kan se en.”

 

Tonens skyld

Typisk og forventeligt vurderede en af forskerne bag burkarapporten, at en skarpere værdidebat er årsagen til, at flere og flere vil at iføre sig niqab og burka i Danmark: ”Jo mere modstand de møder, jo vigtigere bliver det for dem at beholde klædedragterne på.”

 

Ifølge forskerne er det altså ”tonens” skyld, når kvinder ifører sig forskellige grader af tilhylning. For havde det ikke været for tonen, må vi forstå, ville de aldrig have iført sig en kvindefjendsk klædedragt.

 

Hvornår var det så lige, at tonen blev skarp? Var det, før vi overhovedet havde set en burka og niqab – ja, faktisk knapt vidste, hvad det var? Eller da det gik op for os, at islamiseringen af landet var vidt fremskreden? Og at vi alt for sent begyndte at protestere.

 

Den typiske forskning vidner om, at alt negativt om muslimer bør ties ihjel, for så forsvinder problemet af sig selv. For de fleste forskere (men sandelig også andre) har ord den evne at skabe virkelighed. Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrberg skriver: ”Når ord har den magiske evne at skabe virkelighed, skyldes det tillige, at problemer i etniske minoritetskulturer … bliver set som noget, der er eksternt genereret; at problemerne er samfundet eller majoritetens skyld.” (Multikulturalismens Fælder, Antologi, 31f).

 

Tre med burka/niqab i hele Danmark

Da den ledende medarbejder af rapporten, professor Margit Warburg, i et interview med Jyllands-Posten oplyste, at der kun findes tre burkaklædte kvinder i Danmark, brød folkevidet ud. Rundt omkring i Danmark kom der underretning om, at ”de tre” var set i Ålborg, Århus, Odense, København og i adskillige mindre provinsbyer rundt om i landet. I sandhed tre meget berejste niqabier.

 

Således latterliggjort, forsvarede Warburg sig med, at hun blot havde givet et eksempel i interviewet. Måske var tanken, at når grundlaget var så fåtalligt, var der intet behov for at vedtage et forbud.

 

Efter modtagelse af rapporten skulle regeringen så diskutere en ny vejledning til statens institutioner og til offentlige arbejdspladser om ”mulighederne for at bede en kvinde om at tage sin burka eller niqab af, og om mulighederne for at nægte at udbetale kontanthjælp.”

 

Palaveren fortsætter

Man tager sig til hovedet. Hvordan kan skiftende regeringer og Folketing på sjette år efter rapportens fremkomst i januar 2010 diskutere noget så simpelt, som at niqabierne enten smider tilhylningen og træder ind i det 21. århundrede, så de kan deltage på arbejdsmarkedet, eller også må de forsørges af andre end de offentlige kasser.

 

Det er kvindernes frie valg.

 

Del på Facebook