Så kom den langt om længe: Et Akademia-opgør med mørklægningen og moralismen i medier, forskning og politik. Desværre bare 10 år for sent.
Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrberg: Multikulturalismens fælder. Mørklægning og moralisme i medier, forskning og politik. Hæftet med flapper. 319s. 299kr. Forlaget Samfundslitteratur.
***** (fem stjerner ud af seks)
Først skal redaktørerne af antologien ”Multikulturalismens fælder” Mehmet Ümit Necef og Torben Bech Dyrberg selv have ordet:
”Udgangspunktet for denne bog er, at kulturel forskellighed kan være berigende, hvis der er politisk vilje til at skabe demokratiske rammer for, hvordan folk med forskellige og konfliktende værdier kan leve sammen. Men i Danmark såvel som i Sverige har multikulturalisme i vidt omfang dannet rammen for det politiske establishment, medierne og venstrefløjens bortforklaring af problemer.”
Så vidt så godt. Ingen, der har ulejliget sig bare den mindste lille smule med at sætte sig ind i masseindvandringens konsekvenser for det danske og svenske samfund UDENFOR de etablerede medier, kan løfte et øjenbryn: Bortforklaring har været og er fortsat et nøgleord i såvel forskeranalyser som indvandrerdiskussioner.
Et opgør med bortforklaringer og moralisering
Det er disse bortforklaringer, blinde vinkler, konformitet og berøringsangst i debatten om indvandring og kultursammenstød, som bogen ønsker at gøre op med. Herunder den moralisering, der deler folk op i gode og onde frem for at forholde sig til de faktiske forhold og fakta i indvandrerindustrien.
Antologien har 15 bidragydere, heriblandt to svenske, og falder tematisk i fire dele:
1. Kulturrelativisme og multikulturalisme som venstrefløjsfantasier og forskerideologier
2. Antiracisme som stigmatisering og moraliseringen af den politiske debat
3. Fordomme og fjendebilleder som modstykke til dialog
4. Kultur som autenticitet eller tilsløring
Indledningen er skrevet af de to redaktører og sætter smukt rammen for hele antologi-projektet: ”(…) opgør med den tavshed og berøringsangst, som meningsmagere ofte omgiver sig med i navn af humanisme og tolerance.”
Nok et par vigtige pointer fra indledningen:
• Den væsentligste trussel mod demokratiet kommer fra dem, der hylder frihedsrettigheder og optræder som tolerante, humane og imødekommende, men som i sidste ende ikke vil eller tør forsvare disse rettigheder
• Venstrefløjen praktiserer nedladende og bedrevidende holdninger over for anderledes tænkende, der bliver udhængt som højreorienterede, fremmedfjendske, ubegavede, afstumpede, inhumane og intolerante
• Venstrefløjen har ikke længere væsentlig forankring i arbejderbevægelsen og er derfor på jagt efter nye ofre, der har behov for støtte. ”De fremmede” fylder den ledige offer-plads ud.
Tre målsætninger
Bogen har tre målsætninger: Forskning, formidling og debat, som alle bliver opfyldt. Der er kalorier at hente i samtlige artikler, selv om nogle af afsnittene er skrevet på mandarin-sprog. I parentes bemærket ville en større indsats for at skrive mere mundret ikke have skadet, da planen angiveligt er at nå ud over den akademiske rampe.
Torben Bech Dyrberg og Mehmet Ümit Necefs bidrag
Torben Bech Dyrberg har med en enkelt skønhedsfejl leveret det bedste bidrag under overskriften: ”Venstrefløjens selektive og moraliserende tolerance”. Hør bare:
• Sammenlignelige udsagn og handlinger bliver bedømt forskelligt, alt efter hvem der udsiger dem. Dobbeltstandarder trives således blandt de politisk korrekte – det er ikke det, der bliver sagt, der er problemet, men derimod hvem der siger det
• Ytringsfrihed skal bruges til at kritisere magthaverne, og den forvandler sig til undertrykkelse, når den bliver brugt til at kritisere dem, der ikke har magt
• De tolerante er de første til at forsvare hate speech-lovgivning og selvcensur
• Det er typisk, at dem, der angriber ytringsfrihed, udvisker skellet mellem krænkende ytringer og fysisk vold, således at man kan legitimere at straffe meningstilkendegivelser, man finder stødende og uanstændige, fordi man vurderer, at de kun har til hensigt at provokere og håne
• Venstrefløjens kritik af en vidtgående ytringsfrihed og dens forsvar for selvcensur handler om, at man vil straffe offentlige meningstilkendegivelser, man ikke bryder sig om
• Blandt venstreorienterede har racisme kun én retning: den hvide majoritets undertrykkelse af minoriteter (læs: muslimer)
Der er intet nyt, men argumentationen står knivskarpt og koncentreret.
Også Mehmet Ümit Necefs bidrag under overskriften ”Yahya Hassans brøde” rammer hovedet på sømmet ved at pille det centrale mantra i debatten fra hinanden: Det danske samfund er racistisk. Et emne, han i øvrigt tidligere har behandlet i ”Er danskerne racister? – indvandrerforskningens problemer” (2013) sammen med Henning Bech.
Summa summarum: ”Multikulturalismens fælder” er et fremragende skrift, der stikker sylen ind alle de rigtige steder og trykker på de fleste ømme tæer. Publikationen kommer ”bare” 10 år for sent.
10 år for sent
Tænk, ja tænk, hvis forfatterne havde været mere modige og på et tidligere tidspunkt havde forholdt sig til fx Helle Merete Brix, Torben Hansen, Lars Hedegaard: ”I krigen hus. Islams kolonisering af Vesten” fra 2003. Og bakket op omkring den vægtige kritik, der blev fremført af markante debattører som fx Søren Krarup og Henrik Gade Jensen for efterhånden mange år siden. For ikke at tale om professor Ole Hasselbalchs utallige, faktabaserede artikler i tidsskriftet ”Danskeren”. Til oplysning kom det første nummer i 1987!
Ret skal dog være ret: Nogle bidragydere VAR tidligere ude end andre.
Er universiteterne tosseanstalter?
Ikke desto mindre er det oplagt at stille det provokerende spørgsmål: Er universiteterne tosseanstalter fedtet ind en giftig cocktail af forskerkarrierepleje, frygt for fyring og manglende evner til at udfolde en rationel, videnskabelig, konsistent sandhedssøgen, hvorhen den så måtte føre? Altså når det har taget selv så dygtige og kritiske folk som de 15 forfattere til ”Multikulturalismens fælder” så længe at komme ud af starthullerne?
Spørgsmålet er retorisk, for værket leverer jo selv forklaringerne på miseren. Derfor lyder bundlinjen: Antologien er knaldgod, også selv om den kommer 10 år for sent. Så læs den – og bliv klædt på til at skyde venstrefløjens løgne og de politisk korrekte (feje?, dovne?) ”forskere” og beslutningstagere ned. Med argumenter, forstås!
