Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man skal aflæse de signaler, der udsendes i øjeblikket.
På den ene side forbereder man sig på at hejse Grønlands flag på statens bygninger på landets nationaldag.
På den anden side vil man afskaffe studiet af eskimologi på universitetet. Der er signalværdi i begge initiativer, det ene er positivt og det andet negativt, men det positive opvejer ikke tilnærmelsesvis det negative.
Forslaget om at afskaffe studiet af eskimologi er helt uforståeligt set i relation til rigsfællesskabet og til den vægt, som Arktis og studiet af Arktis har og ikke mindst vil få i fremtiden.
Hertil kommer, at grønlandsforskningen har en helt særlig betydning for Danmark på baggrund af de århundredlange og nære relationer mellem Grønland og Danmark.
Tonedøvt universitet
Københavns Universitet viser en forbavsende tonedøvhed og en påfaldende mangel på forståelse for de politiske, økonomiske og kulturelle forhold, der gør eskimologi og arktiske studier til en nødvendig del af studiemiljøet i Danmark.
Det er ansvarsløst fra universitetets side at ville afskaffe faget, med mindre selvfølgelig det er et udslag af strategisk tænkning.
Det vil ikke være første gang, en institution spiller ud med et forslag, som man ved vil møde stor modstand, og som man derfor regner med at trække tilbage, når man har fået flere penge.
Det er svært ikke at få den slags tanker, når man læser indlægget fra prorektoren for Københavns Universitet i Berlingske Tidende d. 21. Januar. Hun vrider hænder over Universitetets afskaffelse af eskimologi og tolv andre mindre sprog- og kulturfag, taler nedladende om den kritik, der har rejst sig mod planen, og lader så som om det slet ikke er universitets ansvar.
Regeringens ansvar
Det skyldes alt sammen, at regeringen har krævet store besparelser af universitetet, som derfor har været tvunget til at afskaffe de 13 sprogfag. Der står ikke noget om, at det står universitet frit at vælge at spare andre steder, at det er et spørgsmål om prioritering på universitetet. Hvorfor skærer man f. eks. ikke ned på optaget til scient. pol. studiet? Og hvor mange millioner er det ikke lige Københavns Universitet får udleveret?
Prorektoren taler om de nødlidende sprogfag, om vigende tilgang til fagene, om et stort frafald og om de andre universiteters nedskæringer af udbuddet af sprogfag, og ønsker sig en sprogstrategi. ”Det er nødvendigt, at vi i Danmark helt overordnet tager stilling til sprogområdet. Ellers risikerer vi, at hvert universitet, i lyset af nedskæringerne, forsøger at få (sprog)budgetterne til at gå op, uden at nogen ser på helheden”, siger hun.
Det har hun sådan set ret i og også i, at en sprogstrategi nødvendigvis også må omfatte sprogene i folkeskolen og i gymnasiet, hvor sprogene har oplevet et voldsomt fald på grund af gymnasiereformen i 2005.
Universiteternes ansvar
Men prorektoren kan ikke snakke sig væk fra universiteternes betydelige del af ansvaret. Hvorfor har de for eksempel ikke for længst gjort noget ved frafaldet? Og hvordan kan man overhovedet komme på den tanke at afskaffe studiet af oldgræsk? Det vidner om en ny type universitetspolitikere, der alene har fokus på bundlinien. Det er en gruppe, som er uden forståelse for, hvad der er forudsætningen for, at vi er, hvor vi er i dag.
Den klassiske oldtid er en afgørende forudsætning for den kultur, der er udviklet i Europa i dag, og det er et udtryk for den arrogance, der kendetegner de kultur- og historieløse, at ville skære vore rødder af og lade som om, vi kan være os selv nok.
Hvor er regeringen henne i denne sag?
Lidt undskyldt er prorektoren måske alligevel, for Uddannelsesministeren har tilsyneladende også fokus på bundlinien, når han taler om sprogfagene på universitet. Han går ind for, at der skal udarbejdes en sprogstrategi, ”så der bliver uddannet og forsket i de fremmedsprog, som erhvervslivet efterspørger, og som tjener Danmarks udenrigspolitiske interesser”(Berl.Tid 19/1).
Det er overraskende, at landets minister for de højere uddannelser kan forestille sig en verden, hvor det alene er erhvervslivets og de udenrigspolitiske interesser, der skal afgøre, om sprog- og kulturfagene skal overleve på universiteterne. I Tyskland har man en Dannelsesminister. Det har vi tilsyneladende ikke i Danmark.
Som den senere Kong Christian VIII sagde efter statsbankerotten: “Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, så kan vi gerne høre op at være en stat”. Er det for meget at håbe på, at universitetet og Uddannelsesministeren også har respekt for ånds- og kulturlivet?