Brexit truer hele europrojektet og et aktuelt eksempel, er de overvejelser, der lige nu pågår med henblik på at stabilisere den italienske banksektor.
Den europæiske centrale bankmyndighed, ESA, har netop gennemført en stresstest af de største europæiske banker. Hovedparten af bankerne, herunder svenske og danske banker som Nordea og Danske Bank, klarer sig pænt i testen. Italienske banker derimod er i vanskeligheder.
Blandt andet er Italiens og verdens ældste bank, Banca Monti dei Paschi di Siena fra 1472 med 26.000 ansatte, truet af konkurs og Unikredit har det heller ikke for godt. Italien har generelt meget svage banker. De har i årevis udlånt uden fornøden sikkerhed, og Italiens økonomi har i mere end 15 år været i stagnation.
Det startede før finanskrisen og er blevet accelereret af krisen. Italienske banker har dårlige udlån for 360 mia. euro, og de har kun hensat halvdelen af dette beløb til imødegåelse af tab.
Hvordan har det kunnet gå så galt?
Da jeg i 2003 stod foran udstationering i Rom konsulterede jeg min danske bank om de kunne anbefale en italiensk bankforbindelse. Efter flere dages betænkningstid vendte min bankrådgiver i Nordea tilbage og meddelte, at banken ikke så sig i stand til at anbefale en italiensk bank!
Under mit ophold i Italien blev indtrykket bekræftet af kollegers bankbesvær med manglende service og uhyrlige gebyrer, og det lykkedes mig at klare mig i over 9 år med min danske netbank.
Reformforsøg
Selv om der har været nogle forsøg i de seneste år på at reformere banksystemet, men indgrebene har typisk haft karakter af feberredninger i sidste øjeblik, når presset på enkelte banker nåede kritiske niveauer. Redningerne har måske midlertidigt mindsket spændingerne på markedet, men har ikke ændret de grundlæggende årsager til banksektorens systemiske stress: den italienske økonomi reelle sammenbrud gennem de sidste 5-6 år.
I de populære fremstillinger af den italienske banksektor fokuseres ofte på den dårlige forvaltning og ledelse af italienske banker, den omsiggribende korruption, svindel og misbrug, den udbredte praksis med favorable lån til venner og familie, de usmagelige bånd til politik og organiseret kriminalitet m.v.
Der er en vis sandhed i alt dette, men den væsentligste årsag til den italienske bankkrise, er “konsekvensen af den længste og dybeste recession i Italiens historie”, som den italienske centralbankchef, Ignazio Visco, for nylig udtalte.
I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession de sidste 6-7 år og BNP er faldet med 10 procent siden 2007, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til som i andre lande at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.
Med hensyn til BNP per capita er situationen endnu mere alvorlig med et niveau af samme størrelse som for 20 år siden.
Italiens notoriske strukturelle problemer med et stift arbejdsmarked, et ustyrligt offentligt bureaukrati, et uhyrligt skatte og afgiftsniveau mv har bidraget til problemerne, men kritikere fremhæver, at hovedårsagen til det økonomiske sammenbrud er den krispolitik Monti-regeringen gennemførte i 2011-13 og som i væsentligt omfang videreføres af den nuværende Renzi-regering. Politiken går ud på at hæmme den indenlandske efterspørgsel gennem finanspolitiske stramninger og på den måde genskabe balancen på de offentlige budgetter og på Italiens betalingsbalance.
Politikken har virket – det private forbrug er reduceret, importen er faldet og der er nu et mindre overskud på betalingsbalancen. I en økonomi der er helt afhængig af den indenlandske efterspørgsel (eksporten udgør kun omkring 30 pct. af BNP) har prisen været at mellem 2009 og 2013, blev mere end 1,7 millioner små og mellemstore virksomheder tvunget til at lukke. Dette har uundgåeligt sendt chokbølger gennem et banksystem, der typisk er beroende på netop små og mellemstore virksomheder.
Akut bankkrise
Efter flere års rumlen er den italienske bankkrise eksploderet mellem hænderne på den italienske regering. Strået, der knækkede kamelens ryg var den britiske folkeafstemning, som forårsagede at kurserne på italienske bankaktier kollapsede.
Hvis der ikke træffes radikale foranstaltninger for at stabilisere italienske banksystem, er der en alvorlig risiko for systemisk implosion og det totale kollaps af det italienske banksystem.
Udgifterne til at rekapitalisere bankerne anslås til omkring 40-45 milliarder euro, men spørgsmålet er hvordan?
Den italienske situation er den første rigtige test af EU’s bankunion, som trådte i kraft i januar 2016. Reglerne foreskriver, at når en bank løber ind i problemer, skal aktionærer, kreditorer og indskydere med indskud, der overstiger det garanterede beløb på 100.000 euro, bære underskuddet før offentlige midler kan sættes ind (enten nationale midler eller midler fra den europæiske stabilitetsmekanisme, ESM).
Europa-Kommissionen og kernelandene – især Tyskland og Holland – insisterer på, at Rom skal overholde reglerne, og tvinge kreditorerne til at nedskrive deres tilgodehavender, før der iværksættes en redningsplan, men den italienske regering har foreløbig vægret sig. I det hele taget stilles der i stigende grad spørgsmål til reglerne for Bankunionen. Kritikerne argumenter for, at reglerne skaber betingelser for selvopfyldende profetier: hvis investorerne frygter, at en bankkrise er nært forestående, vil de flygte ud af landet for at undgå at blive tvunget til at bidrage til redningen, og dermed netop den krise, som bankunionen skulle forebygge.
Hvem skal bidrage til den økonomiske sanering?
I økonomisk henseende kunne et krav om at ejere af bankobligationer skulle bidrage til saneringen fryse det italienske nationale obligationsmarked, og politisk ville det være en katastrofe for den italienske regering. Det er fordi de papirer, der ville blive berørt ikke kun ejes af rige og andre banker. Op mod halvdelen af papirer for omkring 60 milliarder euro ejes af omkring 600.000 småsparere, som i mange tilfælde har købt papirerne på bankernes garanti for risikofrihed og ligeså sikre som normale bankindskud. Det er ikke svært at se hvorfor tab for disse befolkningsgrupper vil være politisk ødelæggende for Renzi, der fik en forsmag i december, da regeringen gennemtvang tab for obligationsejerne i fire små banker.
Spørgsmålet er, om den italienske regering og Europa-Kommissionen kan blive enige om en redningsplan. I sidste ende, tror jeg ikke, at Kommissionen ønsker at risikere en uhåndterlig politisk krise i Italien. Mere bekymrende er dog, at medmindre vi generelt i EU ser et vedvarende opsving i realøkonomien, vil disse og andre problemer bare fortsætte.
