Historikeren Henrik Jensen er altid god at få forstand af. Senest i et skrift om fædrelandskærlighed.
Henrik Jensen: DERFRA VORES VERDEN GÅR. Et essay om fædrelandskærlighed. Hæftet med flapper. 214 sider. 249,95 kr. Kristeligt Dagblads Forlag.
***** (5 stjerner ud af seks)
Henrik Jensen er historiker, og sin store viden har han været særdeles dygtig til at få ud over rampen. Med bøger som ”Ofrets århundrede” (1998), ”Det faderløse samfund” (2006) og ikke mindst ”Det ordentlige menneske” (2009) har han nået en bred læserskare uden for Akademia og været med til at kaste lys over, hvad der er på spil i den aktuelle samfundsudvikling og hvorfor.
Pligtkultur versus rettighedskultur
Helt overordnet identificerer Jensens bøger to komplekser i den vestlige civilisations historie: En pligtkultur, som har sine rødder i kristendommen og i den gamle agrare verden, og en rettighedskultur, som dyrker individet.
Rettighedskulturen begynder at spalte sig ud fra et kristent verdensbillede omkring renæssancen og vokser frem som modkultur med oplysningstiden, den franske revolution, romantikken og det 20. århundredes katastrofer. 1. verdenskrig blev sat – og holdt – i gang med en overdosering af pligtkultur.
Krigen var urkatastrofen og kilde til den russiske revolution, nazismen og fascismen, hvor pligtkulturen vendte tilbage i perverteret form: Kommunisme og nazisme svømmede lige ind i et autoritetsvakuum og udnyttede det. Verden før var overvejende en verden af pligter. Verden efter var overvejende en verden af rettigheder. Uanset hvor og hvornår man slår ned i de sidste århundreders vestlige kulturhistorie, står disse to kulturer over for hinanden. Og i forskelligt omfang er vi alle bærere af kombinationen.
En verden af pligter er en verden med autoritet og skyld. Igennem århundreder vævede autoriteten, pligten og skylden folk sammen til et samfund. I dag er rettigheder det dominerende princip i forholdet mellem individ og samfund. Pligten og skylden er ikke rigtigt længere til stede. Det kan føles som frihed, men sådan en verden kan ende som en masseverden af manipulerede individer i evig indbyrdes konkurrence, en verden af skuffede rettighedsbærere. Af ofre.
Et samfund, som kun vil definere sig gennem individuelle rettigheder, kan imidlertid hverken skabe eller fastholde et moralsk fællesskab. Individerne flakser rodløse rundt. Det er først og fremmest gennem pligtfølelsen og ansvarligheden, at samfundet bliver til et samfund, og vi til kulturindivider. Så vidt Henrik Jensen, der nu er aktuel igen med en bog om fædrelandskærlighed.
Fædrelandskærlighed
”Derfra vores verden går” er en debatbog døbt ’essay’. Et meget langt essay på 214 sider, men formodentligt denne genrebetegnelse, fordi Henrik Jensens eget liv bliver en del af tekstens røde tråde.
Afsættet er et spørgsmålstegn ved, at ledende politikere, intellektuelle og meningsdannere enøjet lovpriser det globale medborgerskab, menneskerettigheder og mangfoldighed. ”Fjenden” er nationalstaten, der associeres med snæversyn, gumpetung provinsialisme og undertrykkende flertalskultur. Samt – gys – nationalisme.
Men, siger Henrik Jensen. Det er nødvendigt at skelne imellem (aggressiv) nationalisme og nationalfølelse:
”Nationalfølelsen er en integreret del af den personlige identitet og i høj grad knyttet til erindringer om og følelser for steder (…)” (s.135)
En række citater fra bogen
Her følger yderligere en række citater fra bogen, der meget gerne skulle fungere som en appetitvækker til at besøge boghandleren, så argumentationen kan læses i sammenhæng:
”I den kreative elite er der en stor parathed til at påtage sig skyld, ikke mindst på vegne af fortidens syndere. Det er et dekadent tegn.” (s.85)
”Selvfordømmelseskulturens verdensbillede er særlig trist for de yngre og opvoksende generationer, som allerede er omfattet af en fejlslagen historieundervisning og en mangelfuld almen dannelse, og som ved den hermed overførte væmmelse ved hjemmet afskæres yderligere fra deres egne historiske rødder og loyaliteter.” (s.86)
”Krigen [1. verdenskrig 1914-18] befordrede en ny, men gudløs tro, som i stedet for det [kristne] evige liv og paradisdrømmene satte utopien om et jordisk paradis – den gryende tro på et velfærdssamfund.” (s.121)
”Jeg er ikke i tvivl om, at vi fødes som religiøse væsener, for hvem den naturlige og den sociale verden er metafysisk sammenvævet. Igennem opvæksten pilles det religiøse af os, opvæksten er en sekularisering, individet moderniseres, rationaliseres og må finde vej ind i den voksne verden. Den voksnes fortabthed refererer ofte tilbage til tab af rødder, tab af sted og tab af tro, barnetro.” (s.147-148)
Om autoritetstabet
”Ingen voksne finder længere på at korrigere andres børn i det offentlige rum – ’man skal ikke blande sig – og frem for at blive støttet i at håndhæve den smule autoritet over for børnene, der er tilbage, har en omfattende intervention af eksperter (via institutioner og medier) gjort ondt værre ved at problematisere, hvad der måtte være tilbage af forældremyndigheden og dermed ansvarligheden.” (s. 158)
Eftergivenhedskulturen
”Eftergivenhedskulturen ligner kulturløshed – en mangel på normer, som viser sig i ’naturlighedens’ dominans over konventionel kultivering og dannelse, og i den måde, hvorpå ’kreativitet’ er i højsædet, kreativitet forstået som den spontanitet, der forudsættes af boble frem i enhver, der får chancen til at udtrykke sig frit og uhæmmet. Kreativiteten hænger ikke længere sammen med indlæring, kvalitet, stræben, hårdt arbejde eller ensom udholdenhed. Kreativitet er noget helt naturligt, som normer og grænser kun kan sygeliggøre.” (s. 159)
Rodfæstethed
”Men hvis vi vil vide, hvem ’vi’ er, og hvad meningen er med os, er historien vigtig. Det er, hvad historien dybest set handler om (…)
Rodfæstet? Et menneske er rodfæstet, når det får lov til at føle sig som aktivt medlem af et levende fællesskab, der formidler kulturen og danner skjold mod rædslen (…)
Det handler om slægternes gang, og den dybere forbindelse mellem de ufødte, de levende og de døde.” (s.181)
For selv om ’din egen dag er kort, er slægtens lang’ (frit efter Jeppe Aakjær).
Dannelse
”Dannelse er vejen. Ikke forstået som dannelsens individuelle polering, men i den bredere forstand som ’at være engageret ud over sig selv i det fælles’. Det er, hvad man for hundrede år siden kaldte folkelig dannelse.” (s.191)
”Det er jo ikke nok at udpege danske værdier i en kanon, de skal også helst efterleves.” (s.192)
National værnepligt
Henrik Jensen slår til lyd for at indføre en national værnepligt for alle unge. Som tak for en uddannelse betalt af samfundet, skal unge mænd og kvinder bruge et halvt år på at hjælpe til med sociale, sundhedsmæssige og kulturelle opgaver i landets kommuner: Gøre rent, køre mad ud, løfte, bære mv.
Den tjans skal ikke overlades til lysten. Det skal være ”en pligt for alle, baseret på en generationskontrakt: Du tager dig af andre, mens du er ung, til gengæld får du en uddannelse og bliver selv passet, når du bliver gammel eller syg (…)
Skærpet er det, hvad nationalfølelse og fædrelandskærlighed sigter mod: en stærkere loyalitet, en øget pligtfølelse over for sit eget samfund. At føle sig forpligtet til at værne om.” (s.195-196)
Og hvem er det så lige, der skal føre an i dette loyalitets- og pligt-projekt? Det skal vi borgere, du og jeg, i det civile samfund. Ikke staten!
Hvad er nationalfølelse og fædrelandskærlighed?
Udgangspunktet for den nationale loyalitet er nationalfølelsen eller fædrelandskærligheden. National loyalitet er at føle sig forpligtet til at værne om det, man har fået.
”Det er – lavmetaforisk udtrykt – ’at efterlade toilettet i den stand, man ønsker at forefinde det’, som der engang stod at læse på togenes wc-døre.” (202-203).
Sagt lidt anderledes: Fædrelandskærlighed er ikke noget, man kan definere. I bedste fald kan man eksemplificere.
Et drys malurt i bægeret
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tænker næsten i takt med Henrik Jensen og har gjort det i mange år. Uden – selvsagt – overhovedet at befinde mig på hans intellektuelle niveau! Derfor er jeg også så glad for hans bøger, der leverer omfattende historisk viden, indsigter og refleksioner i en formfuldendt, kødfuld og (for)billedlig sprogdragt.
Og så et ganske lille hjertesuk: Hvor ville det have været forfriskende at slippe for indledningens sidestilling af For Frihed-demonstranter og de historieløse, skrigende fuck-fingrende, voldsparate og hærværksudøvende autonome. Det er sandt, at begge grupperinger tager patent på et ’vi’, men så rækker parallellen heller ikke længere.
Men det er kun et enkelt lille drys malurt i forhold til endnu en læseværdig bog fra den lærde og velskrivende Henrik Jensen.
