Bestemmer ”tonen”, om integration kan finde sted eller ej? Eller afhænger det af den enkelte person?

Foto: Steen Raaschou

“Tonen” får igen skylden for, at mange indvandrere ikke er integrerede – men spørg dem selv om de overhovedet VIL integreres.

 

Så er ”tonen” (den uanstændige, forstås) igen på tapetet. Den hindrer nemlig integration, erfarer vi. Vi må  tilbage til den gode tone, da befolkningen blev forsøgt opdraget af den selvudnævnte elite til det multikulturelle paradis. For dengang, da munden var lukket på befolkningen, gik integrationen vist som smurt.

 

Nu er vi nok nogle stykker, der intet kan erindre om, at integration af muslimske migranter og ikke mindst deres efterkommere nogen sinde har fungeret.

 

Til gengæld er det noget nemmere at huske, at selv om ingen vovede at åbne munden af frygt for at blive stigmatiseret med udtryk som racist, nazist, xenofob m.v., så var der ingen tegn på, at dette havde en positiv indflydelse på migranterne  og deres børn. Tværtimod var det alt for tydeligt, at lige netop dét, at ingen turde protestere, når de blev angrebet af pressen og politikerne, der var på opdragelsestogt mod danskerne, bevirkede, at de fremmede blev klar over, at der ingen grænser var for deres udfoldelser.

 

I de mange år med den anstændige tone, var der derfor ikke antydning af integration. Indrømmet, nogle af de tilvandrede og efterkommere tog en uddannelse, en del fik også arbejde, men integration var der med få undtagelser ikke tale om. Tværtimod var og er afskyen over for Danmark og værdier såsom demokrati, ytringsfrihed og kønsligestilling udtalt.

 

Tavshedens konsekvenser

En dag (kan vist dateres til 11. september 201o og yderligere forstærket i 2006 under Muhammedkrisen) røg proppen af flasken, og befolkningen ville ikke længere finde sig i at få bind for munden. Elitens racismeanklager faldt på stengrund.

 

Men de mange års fortielser  havde fået fatale konsekvenser for landet.

 

De fremmedes frihedsrettigheder indskrænkede danskernes. Der kom no-go-zoner, parallelsamfund, shariadomstole, vold og trusler mod befolkningen og politiet og andre myndighedspersoner, hærværk, ildspåsættelser, tyverier, (hjemme)røverier, voldtægter, flere og større moskeer, minareter, gjort parate til bønneudkald, hadefulde imamer, hospitalsangreb, bederum,  kvindelikvideringer, børneægteskaber, mord, flere og flere bander, krav om bestikkelsespenge, forfølgelse af og vold mod jøder og homoseksuelle samt terror – fortsæt selv opremsningen.

 

I modsætning til, hvad vi i vor naivitet troede ville ske, var der flere og flere muslimske kvinder, der forkastede de frihedsrettigheder, danske kvinder havde kæmpet for i over 100 år. Mange muslimske kvinder vendte tilbage til deres religions rødder. De begyndte at pålægge sig selv de restriktioner, som (især) blev  indført i abbasidetiden (år 750), hvor kvinder skulle leve afsondret og kontrolleres, da mænd formodedes ikke at kunne styre sig selv, hvis de så bar kvindehud eller kom til at berøre kvinder.

 

Det syndrom lider de så åbenbart stadig under, hvorfor kvinderne har påtaget sig at beskytte deres tilbagestående mænd ved at hylle sig selv og endog deres små døtre ind.

 

De få integrerbare

De, der ikke vil integreres, kan ikke integreres. Man kan ikke med magt eller lovgivning få nogen til at integrere sig i noget fremmedartet samfund. Derfor er alle disse integrationsprogrammer, der koster eksorbitante beløb, penge smidt lige ud af vinduet. Det virkelig tragikomiske var, at man – for at fremme integrationen og stoppe volden – fandt på at rive bygninger med skønne lejligheder ned i en ghetto.

 

I modsætning hertil integrerer de, der har et eget ønske om at blive en del af samfundet på godt og ondt, sig selv. De behøver ikke andet end et danskkursus. De stiller aldrig særkrav, er positive over for deres nye land og landsmænd og passer deres daglige dont. De blander sig med danskerne, og mange af os bliver hinandens nære venner eller gode bekendte. Kort sagt, de bliver danske, mange allerede i første generation, som det er sket for så mange andre udlændinge (ungarere, polakker, chilenere m.v.), der er kommet hertil.

 

Politikernes optimisme

Af en eller anden mærkelig grund mener politikerne, at denne gang vil integrationen lykkes. Hvorfra de henter denne optimisme, er svært at se.

 

En meget stor del af de nyankomne har allerede indledt deres hærgen i Europa med seksuelle overgreb i mange europæiske byer og har vist, hvilket stof de er gjort af, og hvad de mener om de vestlige befolkninger (især kvinderne), de ønsker at slå sig ned iblandt.

 

Politikerne og hele godhedsindustrien er i gang med de samme nedladende undskyldninger, som er blevet brugt i flere årtier: Herregud, de nyankomne ved jo ikke bedre; de må på kursus. Og de er traumatiserede. Men hvorfor skulle traumer dog give sig udtryk i vold og seksualkrænkelser af kvinder og børn? Har vi set denne adfærd fra traumatiserede holocaustoverlevere, vietnamesiske bådflygtninge og andre folkeslag, der er flygtet fra diktatorer, krig og mord?

 

Hvordan nogen kan tro, at the same procedure as last year vil give et andet resultat denne gang, kræver nok, at man tilhører den del af befolkningen, der kan fjerne sig langt væk fra de såkaldte integrationsforanstaltninger og overlade disse til den svageste del af befolkningen.

 

Vi har i øvrigt ikke fået nogen forklaring på, hvorfor disse hævdede traumer ikke hos alle de enligt ankomne mænd resulterer i voldtægter. Og vi ved jo i hvert fald nu, at der blandt de mange, mange tusinder, der indtil nu er ankommet, er hele atten muslimske mænd fra teltlejren i Thisted, der har demonstreret for at vise, at de i hvert fald viser de danske kvinder respekt.

 

Så skulle integrationssucces’en vist være godt på vej.

 

Del på Facebook