Asylansøgere har de seneste dage været i slåskamp på Mors og i Thy − politiet har foretaget flere anholdelser

www.politi.dk

Nordvestdanmark har de seneste dage været præget af slagsmål, hvor asylansøgere har været involveret. Klammerierne fandt sted på Mors og i Thy.

 

Natten til i dag kom en gruppe danskere og asylansøgere således op at toppes i Havnegade i Nykøbing Mors. 15-20 personer var involveret i slagsmålet, skriver Nordjyske.dk.

 

Politiet betegner hændelsen som gadeuorden. Vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi siger:

 

”Vi fik anmeldelsen klokken 3.25 om, at 15-20 personer – dels lokale fra Nykøbing, dels en flok asylansøgere – skulle være røget i slagsmål med hinanden i Havnegade i Nykøbing Mors.

 

Da vores patrulje nåede frem, var det dog gået nogenlunde i sig selv igen”, fortæller vagtchefen til Nordjyske.dk.

 

Politiet foretog ikke nogen anholdelser i sagen, men valgte at blive i Havnegade for at sikre, at de to grupper ikke kom op at slås igen.

 

Slagsmål på to asylcentre i Thy

Også i Thy har der været problemer. Natten til fredag var der således slagsmål mellem asylansøgere på to forskellige centre.

 

På asylcenteret i Vigsø kom flere mandlige asylansøgere op at slås omkring midnat. Gemytterne havde dog lagt sig, da politiet nåede frem, skriver tvmidtvest.dk.

 

En 26-årig mand, som angiveligt havde været med til at starte slagsmålet, blev anholdt af politiet.

 

Senere samme nat var der problemer i Beredskabetcentrets teltlejr i Thisted. En gruppe mandlige asylansøgere var på samme måde kommet i klammeri med hinanden.

 

Slåskampen var dog overstået, da politiet ankom til stedet. En 15-årig dreng blev ifølge tvmidtvest.dk anholdt.

 

Ingen af de to anholdte fra urolighederne i Thy er blevet sigtet af politiet.

 

 

Kilder:

 

http://nordjyske.dk/nyheder/lokale-og-asylsoegere-i-slagsmaal/f098bf9f-ebc8-4e00-9a2f-b73f664d655f/112/1513

 

http://www.tvmidtvest.dk/artikel/uro-paa-asylcentre-i-thy

 

 

 

Del på Facebook