Det er et prisværdigt initiativ, Asger Aamund har taget med at få udlændinge i arbejde. Men hvis han ventede, at der stod en gruppe arbejdsløse, der hoppede og dansede af bare iver for at komme i gang, er han nok blevet meget skuffet.
De tre, der deltog i den første udsendelse den 4. april, er forhåbentlig ikke kendetegnende for alle udlændinge (eller ”nye danskere”, som Aamund høfligt kaldte dem). De var, for at sige det rent ud, ynkelige at høre på.
Asger Aamunds absolutte mangel på berøringsangst var forfriskende. Og det var befriende for en gangs skyld at høre, at en spade stadig er en spade.
Nedim og Muhammad
Nedim, den store, stærke fyr ville absolut ikke supplere sin SU med rengøring, for det havde hans mor fået gigt af. Kunne det eventuelt tænkes, at mors gigt kunne være forårsaget af, at hun efter en 8-timers arbejdsdag med rengøring, havde endnu 8 timers arbejdsdag hjemme med rengøring, indkøb, madlavning, opvask, oprydning, tøjvask, strygning og servicering af såvel mindreårige som voksne drenge?
Nej til rengøring og gigt. Ja til jakkesæt, skjorte og slips i en herreekviperingsforretning. Det var bare ikke gået så godt med ansøgningerne. Måske fordi Nedims bandetatoveringer ikke lige passer ind sådant et sted. Men han kunne åbenbart ikke forestille sig først at tjene nogle penge til at få fjernet de mest synlige tatoveringer og så bagefter iføre sig jakkesæt og søge ønskejobbet.
Muhammad, bachelorfyren, ville absolut ikke have et skodjob. Hans bachelor inden for hotel- og turistbranchen fra hjemlandet kan dog næppe her i landet tilgodese Muhammads ambitioner om at opnå et højtlønnet drømmejob.
Hvad han lavede på skolen, han først blev sendt til, står hen i det uvisse. Danskundervisning har han i hvert fald ikke deltaget i. Dernæst Bilka, som var langt under hans værdighed, og en restaurant, hvor der serveres svinekød og alkohol, var absolut yt (eller på nydansk ”no-go”). For han er jo muslim, proklamerede han.
Aamund: Så har du valgt et forkert land, for ikke alene er Danmark storeksportør af svin, men tillige drikker vi alle alkohol.
Det kunne Muhammad nu selv have tænkt på. Hvorfor i alverden udse sig Danmark, når han har haft 57 muslimske lande at vælge imellem?
Men doven er Muhammad nu ikke. For mens direktørstillingerne lader vente på sig, vil han da gerne tage en skatteyderbetalt uddannelse her i landet – selvfølgelig uden først selv at have bidraget med så meget som en klink i skat. Jobcentret lagde dog den drøm ned, for han kan ikke dansk.
Vi oplevede mellemøstarrogance for fuld udblæsning.
Tudemaries korstog
Sabah var et studium i fundamentalisme. Vi fik at vide, at hun ”selv havde valgt” sin hijab til.
Da optagelserne til udsendelserne startede, havde hun faktisk allerede fået et job i Udlændingestyrelsen. Inden for det offentlige er det nemlig tilladt at smaske sit tilhørsforhold til islam i hovedet på de sagesløse kolleger/kunder/patienter/klienter, hvad enten de bryder sig om det eller ej.
På trods af jobbet bestemte hun sig alligevel til at deltage. Hun havde nemlig en mission, viste det sig meget hurtigt. Om det var en tanketorsk, at Aamund udtalte, at hun var på et korstog (sic!), vides ikke, men hos mig kaldte det på smilet. Som muslim var hun nok nærmere på en takbir-mission (erobring – ekspansion).
Hvorfor skulle hun ellers vælge et så diskriminatorisk land som Danmark med de to uddannelser, hun har? Med en kandidateksamen i forvaltning og en bachelor i international udvikling og offentlig administration, må hendes hjemland, Libanon, tørste efter en sådan kapacitet. Men islamisk erobring i et for længst islamisk erobret land giver vel ikke så meget mening.
Sabah jamrede sig over, at Aamund slet ikke forstod den diskrimination og de fordomme, hun havde været udsat for. Hun mente, at det var mærkeligt at blive spurgt, om hun ville fjerne sin hijab, hvis hun fik jobbet, for ”der har været indvandrere i 50 år”. Har tanken mon aldrig strejfet hende, at der ikke er tale om fordomme, men smertelig erfaring med en ideologi, pakket ind som religion (et ord, der lammer politikere), som gennem næsten 50 år har albuet sig til mere og mere plads for at skubbe danskerne ud af deres egen rede?
”Vi må kæmpe i Danmark for at få mere mangfoldighed på arbejdspladserne”, sagde Sabah. Jamen, så forstår Sabah sikkert også godt, at der er rigtigt mange danskere, der vil kæmpe lige så indædt for, at denne mangfoldighed ikke includerer religiøs-ideologiske signaler. Mangfoldighed er ikke at genere andre mennesker, der har en anden tro eller slet ingen.
Aamund gav hende ren besked om hendes valg og sagde bl.a. til hende: ”Du sender ikke bare et religiøst, men et politisk signal.”
Soulaima Gourani var den ene ekspert i udsendelsen. Denne meget sympatiske og knalddygtige forretningskvinde brænder med sin energiske udstråling gennem skærmen. Det var derfor noget forbløffende og uventet at opdage, at hun var lodret uenig med Aamund. Forbløffende, fordi netop sådan en kvinde gerne fremmer den omsiggribende islamisering i sit eget samfund.
Gourani kunne trøstende fortælle en efterhånden noget mut Sabah, at hun skam selv bar en abaya, når hun var i Saudi-Arabien (nok en fornuftig beslutning, hvis man ikke vil piskes, men i øvrigt uden nogen relevans til Danmark). Derfor opfordrede hun Sabah til at bære sin hijab ”med stolthed” og fortsatte: ”Du vil vinde. Det vil skabe præcedens for andre kvinder.”
Med dette glade budskab forlod den nedtrykte Sabah værelset. Gourani kunne åbenbart se nogle tårer presse sig på, så hun løb ud efter Sabah og gav hende et kærligt og trøstende kram.
Sig så ikke, at man ikke kan vinde en kamp ved at tude sig til den.
