Der bor indtil videre 45 afviste asylansøgere på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast. De bor der, fordi de nægter at forlade Danmark, efter at de har fået afvist deres ansøgning om asyl.
Regeringens formål med at placere de afviste asylansøgere på Kærshovedgård er, at det skal motivere dem til at samarbejde om hjemsendelse.
Men denne virkning er foreløbig udeblevet, for de afviste er stadigvæk i Danmark, og nu er de sure.
De afviste er sure, fordi det for eksempel er bedre at bo i Sandholmlejren, hvor der er flere adspredelser og kun en halv time til København.
Og de er sure over maden, som de påstår er triviel og ofte lige til skraldespanden. De siger nærmest, at når der er for mange kartofler, bliver de så rasende, at de bliver voldelige af det.
”Der har hen over sommeren været massive problemer med beboerne på centeret. I en periode var de 45 afviste asylansøgere utilfredse med maden og smed rundt med den, hver gang der var kartofler eller andet, de ikke kunne lide. Vi har også haft et tilfælde af ildspåsættelse, og en fløj der blev udsat for massivt hærværk. Rudeknusninger har vi også set meget af, og en aften talte vi 18 ruder,” fortæller en ansat til Ekstra Bladet.
Udlændingenes vrede går også ud over personalet, der beretter om vold og trusler om vold. Nu frygter de, at det bliver meget meget værre når den store gruppe af hårdkogte udviste kriminelle på tålt ophold ankommer.
”Efter at den formodede brandstifter blev varetægtsfængslet, har vi haft ro de seneste uger. De ansatte har det bare som om, at det er stilhed før stormen, for vi hører jo meget om de kriminelle og udviste på tålt ophold, som snart kommer, og der er det uholdbart for os ikke at have nogen former for sanktioner i forhold til de her mennesker. De nuværende beboere har jo fortalt, at det hele bunder i frustration over at bo herude på landet. Den får de andre jo også,” siger den ansatte. (Ekstra Bladet)
‘Så surt som muligt’-strategien
Regeringen har etableret Udrejsecenter Kærshovedgård af flere grunde.
Man vil vise, at man gør noget ved et område, der har sejlet: Udvisningsdømte på tålt ophold har for eksempel ikke opholdt sig, hvor de skal, de har misligholdt meldepligten og lavet ny kriminalitet.
Og man vil motivere afviste asylansøgere til at rejse hjem ved at gøre deres ophold i Danmark så utåleligt som muligt.
Man må sige, at regeringen ramte plet med placeringen i Midtjylland, for udlændingene er rasende. Men forholdene er åbenbart stadig så tålelige, at de vælger at blive og samtidig lave optøjer.
Det er et stort problem, at personalet ikke har nogen sanktionsmuligheder overfor disse udlændinge. Al respekt til de ansatte, som tager opgaven på sig med risiko for liv og førlighed. Der er vitterlig langt mellem Kærshovedgård og København, hvor beslutningstagerne sidder trygt og godt bag vagter og store kampesten.
´Så surt som muligt’- strategien har åbenlyst en effekt, men det er ikke den ønskede. I stedet for at samarbejde om udsendelse, laver udlændingene optøjer.
Hvad mon der sker, når folk, som Ekstrabladet beskriver som mordere, narkohandlere og krigsforbrydere, ankommer?
Personalets bekymring
Man kan godt forstå at personalet er bekymret.
“Mig bekendt er de værste er ikke en gang kommet endnu. Er det så meningen at personalet bare skal kigge på, når de kommer? Man kan bare frygte, hvad sker der så? Hvis vi har nogle nu, der ikke vil følge personalets anvisninger, hvad så når der kommer endnu flere? Sådan spørger Brian Hedensted, der er afdelingsformand for Fængselsforbundet, og områdetillidsrepræsentant i Midt- og Nordjylland. (Tv MidtVest)
Ifølge områdedirektør for Kriminalforsorgen i Midt- og Nordjylland, Una Jensen, er der tale om en lille gruppe uromagere.
“Det er en lille gruppe, der ødelægger det for mange,” siger områdedirektøren. (Tv MidtVest)
Regeringen har tidligere meldt ud, at de udvisningsdømte på tålt ophold skal til Kærshovedgård i løbet af sommeren. Men det er altså ikke sket endnu. Det vides ikke, om det hænger sammen med, at regeringen begynder at få kolde fødder.
Den Korte Avis har flere gange skrevet om myndighedernes manglende konsekvens over for udvisningsdømte udlændinge på tålt ophold. Danny Abdallah er en af de mænd der opholder sig i Danmark på tålt ophold. Læs mere her.