Den 1. oktober trådte den såkaldte 225-timers regel i kraft. Den lyder, at personer, der har været på kontanthjælp i et år, skal have arbejdet mindst 225 timer i løbet af året, for at undgå at få reduceret kontanthjælpen med 500-1000 kroner månedligt.
Kommunerne har mulighed for at give dispensation fra den nye regel. Ifølge lovteksten skal kontanthjælpsmodtagere, der får dispensation have en så begrænset arbejdsevne, at ”kommunen vurderer, at de pågældende ikke på nuværende tidspunkt vil kunne arbejde på det ordinære arbejdsmarked”.
En ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser dog, at der er markant forskel fra kommune til kommune i, hvor stor andel kontanthjælpsmodtagere, der får dispensation fra 225-timers reglen. Eksempelvis fik 34 pct. af kontanthjælpsmodtagerne i Ishøj Kommune dispensation, mens det var tilfældet for 71 pct. af kontanthjælpsmodtagerne i Brøndby Kommune.
I gennemsnit giver kommunerne dispensation i knap 60 pct. af tilfældene. Det svarer til, at godt 37.000 ud af knap 100.000 kontanthjælpsmodtagere, er omfattet af 225-timers reglen. De 100.000 kontanthjælpsmodtagere har ifølge STAR været på kontanthjælp i mindst et år pr. 1 oktober 2016.
Var der i stedet en mere ensartet tildeling af dispensationerne, og var det på niveau med de kommuner, der gav færrest dispensationer, ville billedet være helt anderledes. Hvis alle kommuner havde samme andel af dispensationer, som de kommuner med samme rammevilkår med lavest andel af dispensationer, ville knap 71.000 være omfattet af 225-timers reglen – næsten en fordobling ift. det nuværende antal. Dette vil derved øge knap 34.000 personers økonomiske incitament til at søge arbejde.
Alene i Københavns Kommune ville ca. 7.500 flere være omfattet af 225-timers reglen, hvis kommunen gav dispensation til samme andel som i vestegnskommunen Ishøj.
Man skal tage højde for, at der kan være forskellige årsager til forskellene kommunerne imellem. Selv om der er taget højde for kommunernes rammevilkår ved at sammenligne inden for de såkaldte klynger, kan nogle kommuner have en større andel kontanthjælpsmodtagere med særlige problemer. I andre kommuner kan de være placeret på andre ydelser, eksempelvis ressourceforløb. En så markant forskel, som der ses fra kommune til kommune, kan dog ikke alene forklares i fordelingen af ydelsesmodtagere på forskellige forsørgelsesordninger, men må også skyldes forskellige administrative tilgange i vurderingen af kontanthjælpsmodtagernes arbejdsevner.
En Agenda-artikel fra sidste år viste, at jobcentrenes vurdering af kontanthjælpsmodtagernes evne til at tage et arbejde adskilte sig markant mellem sammenlignelige kommuner, hvilket også tyder på en forskelligartet sagsbehandling kommunerne imellem.
