Den danske sang fylder 90 år. Det er nemlig 90 år siden, at morgensang i folkeskolen blev indført, at den første bredt samlende højskolesangbog udkom, samt at komponisten Carl Nielsen satte musik til Kai Hoffmanns smukke digt ”Den danske sang er en ung blondt pige”.
Meget vand er løbet i åen, siden min barndoms- og ungdomsskoleafslutninger og gymnastikopvisninger m.v., hvor den danske sangskat dyrkedes via fællessangen – herunder også nævnte danske sang, som tit og ofte var en del af ethvert festligt arrangement.
I dag forekommer den danske sang som udtryk for en national, folkelig samhørighed at være på tilbagetog, men stadig køn, når den lyder i en forsamling, hvor færre og færre dog synger med af den triste årsag, at de yngre generationer simpelt hen ikke kender sangene. De har ikke været en del af deres opdragelse i hjem og skole.
Sangen forstummede som led i elitær kulturrevolution
Studenter- og ungdomsoprøret i 1968 gjorde med sit revolutionære og marxistiske udgangspunkt sit til, at sangen forstummede, og at det nationale fællesskab visnede hen.
Kommunismen blev hyldet af de unge intolerante drømmere, der satte sig på samfundets centrale magtpositioner. Denne totalitære ideologi faldt sammen i 1989 med Sovjetunionens kollaps og murens fald. Nu truer en ny totalitær ideologi det frie og demokratiske Europa, nemlig islamismen.
Demokratiet og friheden vandt over diktaturet og undertrykkelen takket være bl.a. NATO – og på trods af kulturelitens flirten med totalitarismen.
Destabilisering af frie homogene samfund
I dag trues vi ikke direkte af en militær invasion. Derimod er der en folkevandring i gang, selv om den aktuelt er i aftagende. Denne folkevandring er en blanding af en reel flygtningestrøm forårsaget af krig og personlig forfølgelse og en flugt fra fattigdom og overbefolkning.
En stor del af de mennesker, der strømmer ind i Europa, er muslimer – heraf en ikke ringe del, som ikke ønsker at lade sig integrere i de vestlige samfund, men som vil tage sharia-lovgivning og hele den islamiske måde at tænke og leve på med sig ind i de lande, de kommer til. Det forårsager dannelse af parallelsamfund, terrorangreb mod uskyldige civile og i det hele taget en destabilisering af ellers frie homogene samfund, herunder det danske.
Jeg taler her om en generel tendens, hvis eksistens ingen kan benægte – derimod er hensigten ikke at stigmatisere alle muslimer, idet mange selvfølgelig har både viljen og evnen til at lade sig integrere.
Ekstremistisk islamisme lukket ind i Europa
At der er en del integrérbare muslimer bør imidlertid ikke få os til at lukke øjnene for de farer, der ligger i, at den ekstremistiske islamisme er blevet lukket ind i Europa og også her i vores eget Danmark. Det er der en farlig tendens til at gøre i den politisk korrekte elite både i EU og i Danmark – denne naivitet i forhold til en totalitær og menneskefjendsk ideologi stammer i lige linje fra det totalitære studenter- og ungdomsoprør, der også camouflerede sin flirten med totalitarismen som et opgør mod nationale traditioner i vores egen kultur, der blev nedgjort og latterliggjort.
Blandt venstreorienterede intellektuelle er det således også i dag en folkesport at lægge vores egen kultur for had. Vores egen kristne og demokratiske arv undsiges i tide og utide, og viljen til at forsvare de værdier, vi har bygget vores nation og vores tilværelse i det hele taget på, karakteriseres typisk som snæversynet nationalisme – sågar fremmedhad – og en gammeldags romantisk besyngelse af en forloren idyl ved landsbyens gadekær.
Nej, så er det helt anderledes med den globale landsby. Den overskuer de politisk korrekte med det store udsyn, de har fra deres pladser i elfenbenstårnet. De ser nationalistiske spøgelser og fremmedhadere overalt. Hvis almindelige jordbundne mennesker tillader sig at opfatte kærligheden og bundetheden til deres land, deres kultur, deres tro og deres værdier som en forudsætning for frihed og mangfoldighed, så svinger de politisk korrekte verdensborgere og multikulturalister krabasken og glemmer alt om den gode tone, de ellers altid selv efterlyser.
”En ekstremistisk højrepopulistisk nationalisme hærger Europa”, lyder den elitære analyse fra kulturparnasset i EU, i København og andre metropoler.
Nationalfølelse er ikke aggressiv
De tager fejl! Nationalfølelse er noget helt andet end nationalisme. Den sidste er af natur aggressiv, som vi f.eks. så det i skikkelse af nazismen. Nationalfølelse er det stik modsatte. Den er udtryk for en erkendelse af, at friheden bygger på et fundament af værdier, som man står fast på. Man vil ikke krænke andres værdier, men vil omvendt heller ikke give køb på sit fædrelands suverænitet og ret til at bestemme i eget hus.
Der er tale om et åbent og gæstfrit hus, hvis man respekterer husordenen, ligesom vi respekterer husordenen, når vi gæster eller slår os ned i andre huse end vores eget.
Lyt til folket og sæt eliten på plads
Europæerne og danskerne er ikke nationalister. Befolkningerne er i besiddelse af en nationalfølelse, som er en helt naturlig og sund delramme om tilværelsen for enhver, der er så heldig at leve i et velfungerende land.
Kosmopolitismen og multikulturalismen derimod er en intellektuel illusion og en abstraktion, som – hvis man vil trykke den ned over hovedet på nationalbefolkningerne – kan gå hen og blive rigtig farlig. De politisk korrekte og særdeles velmenende utopier har det med at ende i vold, kaos og ragnarok, når de støder mod den virkelige verden. Historien kan fremvise mange eksempler på det. Lad det ikke ske igen – lyt til folket og sæt eliten på plads!!
