70’ernes pædagogik lagde grunden til de problemer, som skolen har kæmpet med lige siden. Den slappe pædagogik, der blev udbredt fra det pædagogiske parnas dengang, kan man stadig møde i Folkeskolen.
Det er ikke kun lærernes ansvar, det skyldes i lige så høj grad elevers og forældres holdning til autoriteter, til nødvendigheden af at lære noget i modsætning til bare at opleve noget, og til at viden og indsigt ikke er en færdig gryderet, som læreren skal servere, men at det kræver flid og indsats fra elevens side.
I modsætning hertil har gymnasiet, i hvert fald indtil 2005-reformen, stået vagt om faglighed og klare krav til viden og indsigt. Nu ser det ud til, at gymnasierne er ved at trække nogle af de miskrediterede pædagogiske paroler fra 70’erne op af mølposen.
Slap pædagogik vinder indpas i gymnasierne
Med 30-40 års forsinkelse er den slappe pædagogik tilsyneladende nu ved at vinde indpas i gymnasiet. Der er gymnasier, der vil afskaffe elevernes hjemmeforberedelse, og det seneste er, at der er gymnasier, der er i gang med at afskaffe karaktererne.
Det er der god sammenhæng i. Når eleverne ikke forbereder sig til timerne, er det helt naturligt ikke at give dem karakterer. Man risikerer jo at afsløre, at de ikke har lært noget.
De pågældende gymnasier hævder, at standpunktskarakterer og karakterer i løbet af året for f.eks. skriftlige opgaver går ud over elevernes trivsel og læring. En rektor ser karakterer som ”en læringsmæssig hindring for nogle af vores meget ambitiøse piger” (Berlingske Tidende 4/10-2015), en anden rektor siger, at formålet er at adskille læreproces fra præstation.
En af de pædagogiske guruer mener at vide, at ”Eleverne læser ikke for at blive dygtigere, men for at få en bedre karakter”.
En falsk modsætning
Det er falske modsætninger. Der er god sammenhæng mellem at blive dygtigere og få en bedre karakter. Man kan ikke skille læreproces fra præstation, og der er ingen grund til at tro, at en vurdering af en præstation i form af en karakter skulle være en læringsmæssig hindring for ambitiøse piger. (Har de mon slet ingen ambitiøse drenge på det gymnasium?)
Hvad er der i øvrigt galt med god gammeldags flid? Hvad er der galt i at arbejde under et vist pres eller stræbe efter en god karakter? Den viser jo i langt, langt de fleste tilfælde, at eleven har lært noget væsentligt og kan bruge det, og det er forudsætningen for, at han/hun kan udfolde sig kreativt.
Skolerne og medierne taler meget om de flittige 12-talspiger, men det er en pseudodiskussion og et pseudoproblem, som både har noget at gøre med, at gymnasiereformen skabte uklare mål for tågede kompetencer, og at elevernes belastning, hvis der overhovedet er tale om en belastning eller det bare er klynk, i mindst lige så høj grad skyldes, at de bruger alt for meget tid på erhvervsarbejde og sociale aktiviteter i og uden for skolen.
Karakterer
Der er mange dygtige piger (og drenge) i gymnasiet, i hvert fald hvis man vurderer det efter deres karakterniveau. Der er nemlig gået inflation i 12-tallene. Der gives i dag tre gange så mange 12-taller, som der for 10 år siden blev givet 11- og 13-taller tilsammen. Det er næppe mange, der tør hævde, at eleverne er blevet tre gange så kloge, som for ti år siden. Det var måske her skolerne (og ministeriet) skulle sætte ind i stedet for at hævde, at 12-talspigerne bare er efterplaprende papegøjer.
Gymnasierne mener tilsyneladende, at elevernes motivation bliver bedre af ikke at få at vide præcist, hvor godt de klarer sig. De skal i stedet for karakterer have feedback. Det har de nu altid fået, for den gode lærer har altid sørget for at vejlede sine elever om deres præstation mundtligt og skriftligt, og skal i øvrigt gøre det efter bekendtgørelsen.
Problemet med feedback er, at den meget hurtigt bliver standardiseret og kommer til at sløre elevens reelle niveau, hvis der ikke følger en karakter med. Der er derfor god grund til at fastholde, at eleverne fortsat skal have begge dele. Man sælger eleverne, hvis man giver dem en sludder for en sladder i stedet for den klare besked, der ligger i en karakter. Det er i øvrigt også en betydeligt bedre forberedelse til elevernes liv efter gymnasiet.
Hvad vil Ellen Trane Nørby?
Der er paradoksalt at samtidig med, at Folkeskolen nu endelig er ved at vandre ud af den pædagogiske ørken til et fornuftigt og realistisk forhold til karakterer bl.a. gennem de nationale tests og karaktergivning i andre klasser end 8.-10., begynder gymnasiet at vandre ind i den pædagogiske ørken ved at ville afskaffe karakterer.
Og det har de fået Undervisningsministeriets støtte til.
Det rejser det spørgsmål, om den ny undervisningsminister har en anden holdning til karakterer end tidligere borgerlige undervisningsministre. Er det ministerens politik, at karakterer skal nedprioriteres eller afskaffes? Er det regeringens politik? Er det Venstres politik?