Jo mindre viden, jo bedre. Det gælder ifølge den nyslåede undervisningsminister Ellen Trane Nørby i hvert fald, når forældre skal vælge folkeskole til deres børn.
Undervisningsministeren tøver nemlig med at offentliggøre den rangliste for skolerne, der er baseret på elevernes karakterer, og hun udtaler samtidig til Berlingske: ”Der er andre tal, der er relevante”.
Der er næppe nogen, der vil påstå, at et enkelt tal kan give en fuldstændig beskrivelse af en given skoles kvaliteter eller mangel på samme. Alligevel er en skoles karaktergennemsnit og placering på ranglisten en vigtig indikator for det faglige niveau, og placeringen udgør dermed en meget væsentlig information for forældrene, når der skal træffes skolevalg.
Blandt andet er det jo elevens karaktergennemsnit, som bestemmer hans eller hendes fremtid i uddannelsessystemet. Ved optagelse på de videregående uddannelser via kvote 1, er det alene karaktergennemsnittet, der er afgørende. Her er der ikke andet, der er relevant.
Men når skolerne skal vurderes, er karaktererne pludselig ikke så vigtige – ministeren er i hvert fald kommet i tvivl om, hvorvidt borgerne har godt af at få adgang til skolernes rangliste.
Trivsel og integration frem for faglighed
Ministeren overvejer til gengæld at oplyse om elevernes ”trivsel”, selvom det ikke forekommer helt oplagt, hvorledes elevernes trivsel skal omsættes til en talværdi.
Desværre har både folkeskole og forældre traditionelt været meget mere optaget af, om børnene trivedes, end af om de lærte noget. Det er en af årsagerne til folkeskolens faglige deroute, således som Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, også har beskrevet det i sin bog Den Store Løgn om Uddannelse.
Flere af de skoler, der ligger i top på den nuværende rangliste, er etnisk rene skoler (jf. CEPOS’ undersøgelse). Ifølge ministeren bør forældrene overveje at fravælge netop disse skoler af hensyn til integrationen, så skolevalget ”ikke kun handler om den faglige progression”, som hun udtrykker det.
Med andre ord skal fagligheden ofres på integrationens hellige alter, selvom problemerne med integration naturligvis ikke kan løses på denne måde. Ministeren påtænker at oplyse om den etniske sammensætning af eleverne på skolerne, men sandsynligvis vil den information blive brugt helt anderledes, end ministeren forestiller sig.
Fagligheden er styrtdykket
Ellen Trane Nørby mener tilsyneladende, at fagligheden i folkeskolen er helt ok, som den er nu. Hun udtaler optimistisk til Berlingske: ”For mig at se er vi lykkedes med vores kamp op gennem 00erne med at få styrket fagligheden”, og hun fortsætter: ”mine forgængere har styrket fagligheden, så jeg ikke skal tage den samme kamp. Jeg skal ikke have en ambition om styrket evalueringskultur og faglighed, for det er allerede knæsat i folkeskolereformen”.
Selvom ministeren således dekreterer, at fagligheden i folkeskolen er blevet styrket, kan jeg oplyse om, at virkeligheden ser anderledes ud. Det har Uffe Gravers Pedersen også bemærket i Den Korte Avis.
Fagligheden hos de studerende, vi optager på universiteterne, er styrtdykket de seneste år, og faldet ser ud til at fortsætte. Mange nye studerende tropper op uden helt basale færdigheder i regning og dansk, og det er indlysende, at folkeskolen er i dyb faglig krise.
Sammenfattende kan man konkludere, at vi har fået en undervisningsminister, som ønsker mindre åbenhed om skolernes karakterer, og som blankt indrømmer, at hun ikke har nogen ambition om styrket faglighed i folkeskolen.
Hun vil i stedet interessere sig for børnenes ”dannelse, trivsel og integration”. Gid nogen ville forklare hende, at ikke bare er en god faglighed en forudsætning for de tre ting, men det er også den korteste vej til at forbedre dem alle.