Venstre-regeringen har i sine første 100 dage udvist stor handlekraft.
Den har spillet ud med integrationsydelse, opstrammet finanslov, fjernelse af randzoner for landmænd, mere jordbundne miljøregler og energimål, kontanthjælpsloft, udflytning af statslige arbejdspladser og en række andre ting.
Men foreløbig er Venstre ikke blevet belønnet for den imponerende aktivitet, tværtimod. Partiet fik et dårligt valg med 19,5 procent af stemmerne, og siden er det gået endnu værre i meningsmålingerne.
I en måling offentliggjort i går stod partiet til 17,6 procent (Gallup/Berlingske). For kort tid siden var man i en anden måling nede på 17 procent (Megafon/TV2 og Politiken). Blå blok bevarer dog sit samlede forspring.
Der er flere årsager til Venstre-regeringens skæve start hos vælgerne. Men én er langt den vigtigste.
Personer og politik
Personspørgsmål har ganske klart spillet ind. Frem for alt den langtrukne sag omkring Carl Holst.
Samtidig fremgår det af meningsmålinger, at Lars Løkke fortsat har problemer med at vinde vælgernes tillid på det personlige plan.
Regeringen kan også have fået nogle skrammer på den politiske front, blandt andet ved at skrotte Thorning-regeringens ufinansierede børnepakke.
Journalisterne
Når en borgerlig regering er sårbar, bliver problemerne altid blæst voldsomt op af Journalistisk Venstreparti.
Der er simpelt hen en større ihærdighed og nidkærhed fra journalisternes side, når det drejer sig om at få skovlen under de blå.
Den fik således alt, hvad den kunne trække med børnepakken. Det fornuftige loft over kontanthjælpen blev fremstillet en ren social massegrav. Og senest havnede TV2 i det rent ud parodiske i sin dækning af udflytningen af statslige arbejdspladser.
Søndag kørte TV-stationen, der har en særlig forkærlighed for Enhedslisten, således tophistorie på den sensationelle nyhed, at der var nogle kommuner, som ikke havde fået statslige arbejdspladser – og de var utilfredse!
Men ét problem overskygger alle andre for regeringen. Det drejer sig om håndteringen af den kaotiske asylsituation. Her har regeringen været meget uklar i sine meldinger, og det bliver den straffet for.
Forholdet til Angela Merkel
Problemet hænger sammen med regeringens forhold til Tyskland og forbundskansler Angela Merkel.
Man har fra starten satset på et nært forhold til Tyskland. Det var i sig selv en helt rigtig tanke. Men pludselig gik det alvorligt galt, fordi Angela Merkel begik den frygtelige fejltagelse at invitere alle syriske asylansøgere til Tyskland.
Som det var til at forudse, skabte det en fuldstændig kaotisk situation, hvor også masser af folk, der hverken var syrere eller flygtninge, strømmede til Europa og specielt Tyskland.
Denne fejltagelse er af historiske dimensioner. Den vil betyde en dramatisk ændring af Europas befolkning, der vil skabe katastrofale problemer for de europæiske samfund. Merkel handlede ufatteligt naivt og uansvarligt, hvad flere af hendes egne politiske fæller nu er ved at erkende.
Uklare signaler fra Løkke
Løkke lagde sig i første omgang ret tæt op ad Merkel. Ligesom hende talte han om, at der først og fremmest var behov for en omfordeling af asylansøgerne mellem EU-landene.
Senere korrigerede han kursen og talte om, at man måtte begrænse tilstrømningen. Men han sagde meget lidt om, hvilke midler der skulle til, og han kom med uklare formuleringer om, at det ikke skulle ske på en ”negativ måde”.
Samtidig ændrede Lars Løkke i øvrigt tidligere meldinger fra integrationsminister Inger Støjberg om Danmarks deltagelse i EU-fordelingen af asylansøgere.
Sagens kerne er, at EU-landene er nødt til at bruge den nødvendige magt for at forsvare sine grænser og få styr på asylstrømmen. Det vil asylansøgerne naturligvis opleve som noget ”negativt”. Man må være så skånsom og menneskelig som mulig, men magt kan ikke undgås.
Dette må så kombineres med andre initiativer, såsom en forstærket indsats i nærområderne og hjælp til at udvikle de lande, hvor asylansøgerne kommer fra.
Men det var alfa og omega at sige meget klart, at EU- landene måtte gøre, hvad der skulle til, for at hævde deres grænser og få stoppet den kaotiske tilstrømning.
Både Merkel og Løkke bliver straffet af vælgerne
Dette budskab har Løkke aldrig fået afleveret med den fornødne styrke. Dermed har han bidraget til forvirring og usikkerhed blandt vælgerne. De har søgt forgæves efter stærk ledelse i en dramatisk situation.
Det straffes regeringen for.
Usikkerheden blev ikke mindre af, at regeringen under journalisternes jubel reelt indførte fri passage over den danske grænse. Justitsminister Søren Pind erklærede endda, at man gjorde det af ”empati” med asylansøgerne. Altså fordi man ønskede at gøre det – ligesom Merkel.
De tyske vælgere begynder nu at vende sig mod Merkel. Og de danske vælgere vender sig mod Løkke. Årsag: For svage og uklare signaler i asylpolitikken.