Tiden er inde til at opløse FN’s råd for menneskerettigheder

Om man kan lide det eller ej, så er FN’s råd for menneskerettigheder, UN Human Rights Council (UNHRC), én stor fiasko.

 

Rådet bekymrer sig ikke en tøddel om det, det burde: at fremme og beskytte menneskerettigheder i al almindelighed og forenings- og forsamlingsfrihed, ytrings- tros- og religionsfrihed, seksuel frihed, kvinders rettigheder og racemæssige og etniske minoriteters rettigheder i særdeleshed.

 

UNHRC’s historie viser, at den har ignoreret rettighedsovertrædelser i store dele af verden i almindelighed og Mellemøsten i særdeleshed.

 

Israel er verdens største krænker af menneskerettigheder

UNHRC har notorisk været besat af at opfinde rettighedskrænkelser begået af Israel, Mellemøstens eneste demokrati, hvor kvinder og minoriteter – de mest undertrykte grupper i de fleste lande i verden – begge er lige for loven og i praksis.

 

Siden marts 2006, da FN’s generalforsamling skabte UNHRC, har det fordømt Israel 61 gange, sammenlignet med blot 55 fordømmelser af alle verdens andre nationer tilsammen.

Læs også
EU-Domstolen foretager grov diskrimination mod Israel – kræver speciel mærkning af israelske varer fra besatte områder

 

Hvor mange gange har UNHRC fordømt stater som Iran og Saudi-Arabien, som undertrykker deres egne borgere – især kvinder og minoriteter – og inspirerer mange andre stater til at følge trop?

 

En rapport konkluderede i 2005, at når palæstinensiske mænd slår deres koner, så er det israels skyld. Nuværende kommissær Navi Pillay har for nylig, i ramme alvor, trukket påstanden  frem igen.

 

UNHRC er styret af korrupt konspiration og ligegyldige drøftelser

Hvad får UNHRC til at ignorere sådanne rettighedskrænkelser? Svaret er enkelt: de fleste af Rådets medlemsstater er selv de værste krænkere af deres egne borgeres rettigheder, og de forsøger at beskytte hinanden gennem korrupt konspiration.

 

Mandatet for eksperterne i UNHRC’s rådgivende komite er alt for snævert til, at de undersøger rettighedskrænkelser begået af de lande, som de selv tilhører.

 

Eksperterne er tilbøjelige til at tilbringe tiden med at diskutere nogle uklare, svulstige prioriteringer, initiativer, arbejdsmetoder, procedureeffektivitetsfremmende foranstaltninger og forslag såsom dannelse af en verdensomspændende menneskerettighedsdomstol til at sikre borgernes sikkerhed og menneskerettigheder.

 

Hamas og Israel ligestilles

For nylig stemte UNHRC om en resolution, som fordømte Israel for menneskerettighedskrænkelser, som landet påstås at have begået under de israelske angreb på Gaza i 2014. 41 lande stemte for resolutionen. Kun USA stemte imod. Indien, Kenya, Etiopien, Paraguay og Makedonien afstod fra at stemme.

 

McGowan Davis-kommissionens rapport vedrørende de israelske angreb hævder, at det israelske militær bevidst beskød civile områder og beboelsesbygninger.

 

UNHRC bragte rapporten til afstemning og opfordrede Israel og Hamas “til at samarbejde fuldt og helt med den internationale krigsforbryderdomstol, International Criminal Court (ICC)” – endnu en uansvarlig, partisk og gennempolitiseret gruppe.

 

Selvom McGowan Davis-rapporten også kritiserede Hamas for vold mod israelske borgere, blev dens afsluttende effekt en ligestilling af Hamas, en lovløs terrorbevægelse, med Israel, en demokratisk stat med et forsvarligt retssystem.

 

Den indstilling til tilværelsen er noget, de fleste af medlemslandene i UNHRC har til fælles med Hamas. Ingen af grupperne synes at tro på sekulært demokrati eller menneskerettigheder.

 

Hamas myrder fremskridtsvenlige palæstinensere

Hamas’ charter prædiker hadets og voldens politik imod Israel, men Hamas sparer ikke engang sin egen befolkning, som den brugte frit under krigen sidste år som kanonføde for øjnene af internationale mediefolk.

 

Hamas smed mange af de mere fremskridtsvenlige palæstinensere ud fra de øverste etager i højhuse i Gaza, da bevægelsen tog magten i 2007, og udviste embedsfolk fra Det Palæstinensiske Selvstyre og Fatah.

 

Hamas’ aktiviteter har også omfattet støtte til den såkaldte “modstandsakse”: Iran, Syrien, Hizbollah, og Islamisk Jihad.

 

Efter at Hamas’ ophavsbevægelse, Det Muslimske Broderskab, kom til magten i Cairo,velsignede den daværende egyptiske præsident Mohammed Morsi Hamas.

 

I juni 2014 hyldede de førende Hamas-ledere Khaled Mashaal, Fauzi Barhum og Mushir al-Masri bortførelsen og mordet på tre jødiske teenagere.

 

Hamas raketter over Israel er uinteressante 

Da Hamas lod raketter regne ned over Israel, syntes de fleste medlemmer af UNHRC at være uinteresserede i den kendsgerning, at Jerusalem måske havde en moralsk og lovbunden pligt til at beskytte sine borgere ved at gribe til “Operation Protective Edge,” som skulle besvare mere end 11.000 angreb fra Gaza ind i Israel, siden Israel trak sig fuldstændig ud af Gaza-striben i 2005.

 

Når man betænker mønsteret med lovløs, ustraffet (ofte belønnet) adfærd fra mange medlemslandes side i øjeblikket – f.eks. Iran, som bliver belønnet for at overtræde ikkespredningsaftalen ved at opbygge kernevåben i lyntempo; Rusland, som invaderede Ukraine uden at møde modstand; og Kina, som har opført militære opsamlingsøer i Det Sydkinesiske Hav uden at møde nogen alvorlig negativ reaktion – hvorfor skulle Hamas’ ledere så ikke benytte en praksis, som er ulovlig ifølge Genevekonventionen – brug af civilbefolkningen i Gaza som gidsler – til at beskytte sig selv og kalde de medfølgende civile tab for “israelske forbrydelser imod menneskeheden”?

 

Derimod bliver enhver opfattet overtrædelse fra Israels side af selv den mest banale slags behandlet som en international katastrofe. Det rædselsfulde er, at så mange korrupte lande går med til det for at beskytte deres egen korruption.

 

Endnu mere fortvivlende er det, at lande, som foregiver at stå for frihed, så som USA, finansierer næsten en fjerdedel af FN’s budget. Tiden er inde til, at de, der bekymrer sig om menneskerettigheder, afbryder denne forestilling.

 

Jagdish N. Singh er en ledende indisk journalist med base i New Delhi, Indien.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og er oversat til dansk af Mette Thomsen.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…