Uddannelserne skal have et helt nyt bevillingssystem, siger uddannelsesminister Esben Lunde Larsen.
”For regeringen er det vigtigt, at de penge, staten investerer i uddannelse, bruges på en måde, så de fører til uddannelser af høj kvalitet. Desuden skal statens investeringer understøtte, at vi udbyder uddannelser, som samfundet har brug for. Det nuværende taxametersystem er ikke indrettet til at styre i forhold til disse kriterier. Derfor skal det ændres”, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.
Ministerens ønske møder tilslutning fra alle partier på Christiansborg. Mette Reissmann, socialdemokraternes uddannelses- og forskningsordfører, siger f.eks. »Alle er enige om, at taxametersystemet ikke fungerer godt nok i dag og har indbyggede problemer, som vi er klar til at diskutere«.
Ja!, men hvorfor skulle der så gå over 20 år med skiftende regeringer af forskellig farve, før nogen endelig tog sig sammen til at gøre noget ved det?
Analyse efter analyse, rapport efter rapport, artikel efter artikel, debatindlæg efter debatindlæg har påvist, hvad enhver med minimal psykologisk indsigt havde kunnet sige sig selv, allerede før taxameterordningen blev indført på universiteterne i 1994, at det ville føre til skævvridninger, og at fokus for universiteterne ikke længere ville være kandidaternes kvalitet men universiteternes økonomi.
Mål- og rammestyring
Taxametersystemet har samme indbyggede problem som mål- og rammestyringen, som den er barn af, nemlig at den ser bort fra det, der sker mellem den centrale målfastsættelse og den lokale målopfyldelse. Den bygger på en naiv tro på, at uddannelsesinstitutionerne vil opføre sig som de centrale skrivebordsteoretikere forestiller sig.
Men uddannelsesinstitutionerne opfører sig ikke efter de centrale bureaukraters rationalitetsopfattelse, men efter deres egen. De vil naturligvis tilpasse sig systemets muligheder og maksimere deres økonomiske udbytte for at sikre deres overlevelse. I konkurrencen mellem kvantitet og kvalitet bliver det kvantiteten, der bliver afgørende.
Og hvad værre var, skiftende regeringer og folketingspolitikere nøjedes ikke bare med at lukke øjnene for denne forudsigelige udvikling på universiteterne, de indførte også taxameterfinansiering på andre uddannelsesområder med nøjagtig samme resultat.
På gymnasieområdet har det f.eks. ført til, at der optages umotiverede og uegnede elever, som skolerne sørger for alligevel består eksamen uanset deres faglige niveau. 84% af lærerne er ifølge en CEVEA-undersøgelse helt eller delvist enige om, at taxametersystemet sætter økonomien over uddannelseskvaliteten.
En rundspørge har vist, at hver sjette gymnasielærer har ladet uegnede elever bestå, og at knap halvdelen føler sig presset af taxameteret til at få så mange elever gennem gymnasiet som muligt. Taxameterordningen betyder nemlig, at det koster kassen at prioritere faglighed og kvalitet.
Hvor er Undervisningsministeren?
Derfor må man midt i glæden over, at Uddannelsesministeren nu endelig vil gøre noget ved problemet, spørge: Hvor er Undervisningsministeren? Det hjælper jo ikke at flytte fokus fra økonomi til kvalitet på universiteterne, hvis man fortsat får studerende ind fra gymnasierne, der ikke har det nødvendige faglige niveau, fordi taxameterfinansieringen her fortsat prioriterer økonomi over kvalitet.
Det er mindst lige så nødvendigt at ændre økonomistyringen på gymnasierne, som det er på universiteterne.
Uddannelsesministeren har ikke en ny model klar endnu, og det er der ikke noget at sige til, for det er ikke nogen nem sag at finde en model, der kombinerer enkelhed med et kompliceret uddannelsessystem, og som ikke har for mange uhensigtsmæssige bivirkninger.
Arbejdsgruppe skal komme med forslag til nyt system
Ministeren vil nedsætte en arbejdsgruppe af embedsmænd og en anden af folk fra uddannelsessektoren, og hans ministerium vil holde møder med flere af uddannelsesstederne for at finde en bedre praksis, der fremover gør det mere gennemskueligt, hvordan uddannelserne får støtte fra staten.
Derfor kan ministeren på nuværende tidspunkt ikke sige noget konkret om, hvordan systemet skal reformeres. Han slår dog fast, at bevillingssystemet skal give kvalitet og samtidig sikre, at studerende uddannes til jobs og ikke til arbejdsløshed. Endelig skal bevillingssystemet sikre et bredt udbud af uddannelser i hele landet, så studerende fortsat kan tage en uddannelse, uanset om de bor i Horsens eller i hovedstaden, som han udtrykker det.
Det perfekte bevillingssystem findes ikke, men ministeren har ret i, at det afgørende er, at det motiverer til at fokusere på kvalitet af uddannelser og studerende. Derfor skal man også passe på med at medtage faktorer, der kan være lige så skævvridende som det eksisterende system.
Uddannelserne er ikke erhvervsvirksomheder, men dannelses- og uddannelsesinstitutioner, og de kan ikke økonomistyres på samme måde. Ministerens tanke om at medtage universiteternes evne til at uddanne til arbejde, ikke til arbejdsløshed er en problematisk faktor, der nemt kan få utilsigtede konsekvenser. Der skal velovervejede og radikale ændringer til, hvis de uhensigtsmæssige bivirkninger ikke igen skal blive den dominerende virkning af økonomistyringen, hvis kvalitet igen skal overordnes kvantitet.
Uddannelsesministeren ønskes al mulig held og lykke med opgaven. Det bliver interessant at se, hvordan han klarer sig over for modeltænkerne i Finansministeriet, for hvem en taxameterordning har været en nem og bekvem måde at finansiere uddannelserne på. Det er formentlig en af grundene til, at det har taget over 20 år, før der nu endelig lægges op til ændringer.
Vil Uddannelsesministeren og Undervisningsministeren, der begge undtagelsesvis ikke har DJØF-baggrund, være stærke nok i holmgangen med system- og modeltænkerne?
