Jan Sjunnesson har interviewet en læge specialuddannet i psykiatri og som har lang erhvervserfaring efter at have arbejdet med forskellige handicapgrupper og ikke-vestlige indvandrere. Nu fortæller lægen i en artikel i netmediet Avpixlat, hvad der ikke diskuteres åbent i den medicinske profession og inden for medicinsk forskning.
Lægen arbejder i dag i et område, hvor der bor mange med indvandrerbaggrund. I sin beretning fortæller han om nogle af de psykiske lidelse han har mødt hos patienter, og hvordan de kan hænge sammen med deres oplevelser i opvæksten med en helt anden form for opdragelse, end den man kender i Sverige:
Personale uvidende om seksuelle overgreb
– Ledelsen i sundhedscentret i en indvandrertæt forstad, hvor jeg arbejdede, havde ingen idé om, hvor almindelige seksuelle overgreb i barndommen er blandt kvinder, men også mænd, især fra de muslimske lande. Når jeg og en kollega fortalte om det, ville de ikke have noget at vide om det.
– Ikke alle ikke-europæiske patienter med psykiatriske symptomer har oplevet krig, politisk forfølgelse eller fattigdom. Alene det faktum, at de er vokset op i disse anderledes sociale og kulturelle forhold betyder, at de ofte har traumatiske barndomsminder, som stadig plager dem.
– Efter at jeg havde arbejdet der i to måneder fortalte en psykolog mig, hvordan det var, og jeg tænkte “sikke en racist.” Men efter et år indså jeg, at psykologen havde ret. Jeg havde troet, at når mennesker for eksempel kommer fra en persisk finkultur, som Iran engang var, så kunne man ikke have været udsat for så stor ufølsomhed med hensyn til børns behov. Mangel på respekt og medfølelse fra voksne, som primært kræver total lydighed af børnene, det har sidenhen påvirket deres evne til at tilpasse sig det svenske arbejdsmarked baseret på færdigheder, selvstændighed, tillid og samarbejde.
-Mange havde livshistorier, der handlede om, at blive slået af mor, eller at moderen ikke beskyttede en mod seksuelt misbrug af slægtninge. Det var ikke ualmindeligt, at patienternes egne mødre er blevet gift i en alder af 16 med en 20-årig mand. De kunne føle had til deres mor, men kunne ikke se sammenhængen med deres egen livshistorie som var almindelig i deres hjemlande. Flere kvinder sagde, at kvinder i deres hjemlande aldrig lo eller var glade på den måde, som de kunne se, at selv ældre svenske kvinder kunne være. Kun en enkelt patient, en mand, der kom til Sverige som ung teenager, var i stand til at tænke “jeg er meget vred på min mor, men jeg forstår nu, hvorfor hun var sådan”.
Massiv hjælp
Lægen siger, at hvis man vil lindre de psykiske problemer blandt indvandrerpatienter, så er der brug for massiv terapi og formentlig også nye metoder. I dag deler sundhedsvæsnet piller ud, som er det billigste, men reelt ingen hjælp.
– Personalet, der møder disse indvandrere med psykiatriske symptomer, har normalt ikke kendskab til kulturen, hvor patienterne kommer fra. I lande som Iran, Irak og Syrien findes mange forskellige kulturelle miljøer, som hver især betyder en masse i forhold til det, de har oplevet. Jeg er interesseret i at kende disse historier og kulturer, men tidsmæssig har jeg ikke mulighed for at sætte mig ordentligt ind i disse patienters problemer. Nogle sagde, at de var blevet krænket over, at blive vurderet som muslimer, fordi de kom fra en overvejende muslimsk land, selvom de hadede islam pga. egne erfaringer, eller fordi de tilhørte en forfulgt minoritet der.
Sygesikringens regler bygger på, at patienterne bliver helbredt efter en periode, og at de får behandling for en specifik diagnose. Men til de patienter psykiateren havde med at gøre rakte tiden ikke. Lægen siger, at det ikke altid er så simpelt som, at de ikke ønsker at arbejde og dermed spiller syge, som myndighederne kunne have mistanke om.
– For det meste er de ikke skuespillere. Mange er virkelig dybt deprimeret.
Det svenske socialvæsen
– Når jeg påpegede over for det svenske socialvæsen, at der er disse forskelle i forhold til de svenske patienter, var der ikke tillid til det, jeg sagde. De synes at mene, ligesom alle udlændingemyndigheds- bureaukraterne, at uanset hvor man kommer fra, kan man begynde at lære svensk, og derefter tilegne sig vores værdier og værdsætte vores svenske kultur, samt være i stand til at arbejde.
– Sygeforsikringen og disse velmenende mennesker synes, at Sverige er fantastisk. Det mener jeg også, og det bør alle, der kommer her, også komme til at mene. De har også den holdning, at indvandrere skal være glade og blive svenske i en fart. I stedet bliver nogle triste, deprimerede og tænker på, at klimaet er koldt, selv om sommeren. De fryser over hele kroppen.
– Jeg er på en måde ikke overrasket over, at de giver op i Sverige. Et land, der ikke forstår, hvad de er gået igennem. De kan naturligvis ikke formulere sig selv, og de reagerer med frustration og trækker sig væk. Deres børn kan blive hadefulde mod Sverige. Jeg har nogle gange spekulerede på, om det kulturelle chok gør situationen værre, end hvis de havde opholdt sig i deres hjemlande. Jeg har mødt flere ikke-vestlige indvandrerpatienter, som er kommer til at føle foragt for folk i hjemlandet og for sig selv, det er typisk depressiv tænkning. Da jeg forklarede, at Sverige for længe siden også havde religiøs undertrykkelse, udbredt fattigdom og juridisk usikkerhed, troede de ikke på mig, det er ikke en del af undervisningen i svensk.
– Indvandrerbørn født i Sverige kan bevare ideer om årsagerne til sygdomme, som vi betragter som overtro. Selvom man er født her og har gået i svenske skoler, er der nogle gange sådan, at det væsentligste kommer fra deres hjemlands kultur, og det kan svensk skolegang ikke kompensere for (nogle gange afviser man medicinsk behandling, fordi man sætter større lid til overtro; red. tilføjelse).
Indavl og spontanintet
En endnu mere følsomt område end hudfarve er indavl, når fætre og kusiner får børn sammen. Lægen siger, at han mødtes med kurdiske patienter fra sådanne familier, hvor alle (voksne) børn havde en eller anden form for handikap. Disse handikap forårsagede ikke nedsat arbejdsevne blandt etniske svenskere, men gjorde det for alle disse sandsynligvis pga indavl kombineret med kulturchok. Publicist Ingrid Carlqvist tilhører dem, der vovede at stille spørgsmålet, men kun få svenske læger har fulgt op på hendes artikel fra 1998, Lakartidningen.
Lægen har også bemærket, at det er svært at komme i kontakt med nogle muslimer, fordi de mangler spontanitet og de siger meget lidt.
– Jeg får mistanke om, at de ser ned på mig, fordi de ser sig selv som overlegen og bare ønsker at bruge mig til at opnå visse materielle behov. Det gjorde jeg, da jeg mødte kristne fra de samme lande, der var ikke den samme tilbageholdenhed, og de talte spontant.
– Jeg blev først forskrækket over, at opleve forskel på muslimer og kristne som var fra samme land. Med de kristne, var det lettere at tale om sol og mangel på D-vitamin, de stolede mere på mig. Jeg har ikke oplevet, at muslimske patienter foretrækker en muslimsk læge, så det er et vanskeligt at få adgang til området, og jeg ved ikke, om “jeg følte rigtige”. Måske er forklaringen, at den manglende spontanitet eller tavshed er et depressivt symptom. Men hvorfor, jeg oplevet ikke dette er i kontakten med kristne patienter?
Lægen konkluderer:
– Jeg mener, at den høje indvandring i sig selv medfører en tragedie for mange (ikke alle, naturligvis – jeg har jo primært mødt indvandrere som fik det værre i Sverige), fordi kulturchokket var for svært og de svenske krav kom for tidligt. De første, der fortalte mig, at den svenske indvandringspolitik er forkert var indvandrerpatienterne selv. Svenske politikere har ikke forstået vanskelighederne med at skifte mellem forskellige kulturer. Ansvaret lægges på indvandrerne selv ”de vil ikke arbejde” eller “den svenske racisme”.
– Det tog mine bedsteforældre, der blev tvunget til at flytte til en større by som teenagere i 1915-1920, mange år at tilpasse sig livet i den større by, selv om de kunne læse og skrive svensk og havde den samme religion. De var en del af den store migration fra land til by og de delte livshistorier med mange andre, som de sidenhen omgikkes mere med end de indfødte storbyboere
Artiklen er den første i en interviewserie “Sverige siger,” hvor repræsentanter for forskellige erhverv giver sit syn på, hvordan den svenske masseindvandring påvirket deres arbejdssituation. Hvis man ønsker at deltage og få delt en historie fra sin professionelle hverdag, så kontakt i så fald Avpixlats redaktionen via e-mail (se vores kontakt side) eller Jan Sjunnesson direkte på [email protected] Der er mulighed for at fortælle anonymt.
Artiklen kan læses i originaltekst HER.
