Danny Abdallah er udvist af Danmark for bestandig på grund af grov kriminalitet. Men han kan ikke blive sendt til Libanon, hvor han risikerer forfølgelse og straf, hvis han dukker op. Det forhindrer internationale konventioner, som Danmark er tilsluttet,
Derfor er han på ’tålt ophold’ i Danmark.
Danny Abdallah fik i 2003 en dom på 8 år for våbenbesiddelse, narkohandel, vold og afpresning, og han har været på tålt ophold i Danmark siden 2011.
Loven siger, at en person på tålt ophold har pligt til at bo og/eller melde sig i Sandholmlejren eller på Sjælsmark Kaserne hver dag. Det er også her, bespisning og udlevering af lommepenge sker.
Udlændingestyrelsen har netop slået dørene op til Sjælsmark Kaserne, som er Danmarks nye udrejsecenter. Her er plads til 700 mennesker, så man skulle tro, at Danny Abdallah også fint kunne være der.
Men nej, Danny Abdallah har bestemt ikke tænkt sig at flytte ind på Sjælsmark Kaserne. Han hygger sig i stedet i sit hjem meget langt væk, nemlig i Nordjylland. Herfra er han ikke fedtet med at lægge billeder ud på de sociale medier, som viser hvor dejligt han har det.
Reglen om daglig meldepligt er i årevis blevet overtrådt af Abdallah og adskillige andre personer i samme situation, som Den Korte Avis har skrevet om ved flere lejligheder.
Med åbningen af Sjælsmark Kaserne skulle man tro, at myndighederne ville insistere på, at Danny Abdallah opholdt sig på kasernen. Men sådan er det altså slet ikke.
I stedet for, at Danny Abdallah viser billeder fra Sjælsmark kaserne, fortsætter han med at vise billeder fra sit luksus-liv i det Nordjyske.
Loven om meldepligt er slet og ret til grin, når sådan noget kan lade sig gøre.
Lever som en baron med eget hus, vovser og dyr bil
Danny Abdallah startede karrieren som udvist på tålt ophold i Sandholmlejren.
Men han gjorde sig så umulig, at centrets daglige leder Michael Ehrensfelt besluttede at sætte to vagter på ham, fordi man vurderede at hans adfærd skabte for stor utryghed blandt de øvrige asylansøgere på centret.
Men vagterne var naturligvis alt for dyre, så myndighederne besluttede lige så stille at lade Abdallah smutte til Nordjylland, hvor han nu har boet fast i flere år.
Og det er slet ikke så ringe endda, i hvert fald hvis man skal tro, hvad Abdallah viser frem på sin Facebook-profil.
Det kan undre, at lommepengene fra Udlændingestyrelsen kan betale husleje for et rækkehus, en stor bil og foder til adskillige hunde, foruden at han selv skal have mad og tøj på kroppen.
Men myndighederne lader, som om det forholder sig sådan. Danny Abdallah bruger løs, uden at nogen stiller ham til regnskab for, hvor pengene kommer fra.
Forbryderen på tålt ophold har tilsyneladende så meget luft i økonomien, at han kan smykke sin krop med nye, store kunstfærdige tatoveringer!
Lommepengene udgør cirka 30 kroner om dagen, det er cirka 1000 kr. om måneden. Nok er det lidt billigere at bo og leve i Nordjylland end i København, men med 1000 kr. i hånden om måneden er der jo noget, som slet ikke stemmer.
Men Danny Abdallah er ligeglad. Som man kan se på billederne her, nyder han livet – og får lov til det.