Danske politikere er med den nye EU-politiske aftale om en tilvalgsordning for vores retsforbehold igen ved at snyde befolkningen…
Snyderiet skyldes ikke mindst en særdeles vigtig, men ofte overset detalje i det danske embeds-værks administration af vores forbehold.
En detalje som man åbenbart bevidst ser bort fra, og ikke oplyser befolkningen om. Et gustent prokuratorkneb med andre ord.
Retsforbeholdet er et af de fire forbehold, som danskerne i 1992 ved en folkeafstemning bestemte skulle gælde for vores medlemskab af EU. De øvrige forbehold vedrører forsvarssamarbejde, ØMU´en og unionsborgerskab. Retsforbeholdet har skulle beskyttet os mod EU´s vidtløftige og ødelæggende politik på asyl- og indvandreområdet, som tvinger os til at modtage en massiv strøm af mennesker. Mennesker, der gerne vil have del i vores velfærd, men altovervejende ikke kan, og ikke ønsker at integrere sig.
Metock-dommen
Alligevel trak EU-domstolen i 2008 ved hjælp af den såkaldte Metock-dom tæppet væk under en demokratisk vedtagen udlændingepolitik i Danmark, og brød dermed retsforbeholdet.
Metock-dommen slog fast, at EU-landet Irland ikke længere kunne kræve, at personer som kom fra lande uden for EU, skulle have lovligt ophold i Irland for at få lov til at blive familiesammenført med borgere fra andre EU-lande, som befandt sig i Irland. Indvandrere kunne herefter også frit opnå familiesammenføring i Danmark efter en kort proforma periode at have være bosat med deres udenlandske ægtefæller i f.eks. Malmø. Også selvom det ifølge danske udlændingeregler ikke var muligt.
EU-domstolens kup mod en demokratisk vedtagen udlændingepolitik i 2008 kunne kun lade sig gøre, fordi de borgerlige partier og embedsværket undlod, at aktivere det danske retsforbehold over for opholdsdirektivet, som ligger til grund for Metock-dommen.
Opholdsdirektivet var det retslige grundlag fra 2004 for Metock-dommen og den før beskrevne trafik med familiesammenføringer uden om de nationale – og dvs. danske – udlændingeregler.
Indholdsmæssigt drejer opholdsdirektivet sig altså helt indiskutabelt om udlændingepolitik, og skulle derfor med vores retsforbehold slet ikke gælde for Danmark.
Men hvorfor fik vi så stukket et os uvedkommende direktiv og en deraf følgende EU-dom ned i halsen? Jo, det er her, at prokuratorknebet kommer ind.
De danske embedsmænd og deres politiske herrer, har nemlig administreret retsforbeholdet sådan, at det kun gælder i en bestemt situation. Nemlig hvis der er tale om EU-direktiver, som er hjemlet på bestemte EU-traktatparagraffer, der handler om asyl- og indvandring.
At noget er hjemlet i juridisk forstand betyder, at EU af medlemslandene har fået lov i en traktat til at lovgive, dvs. med direktiver, om et bestemt emneområde. Men direktiver fremsat med hjemmel i andre EU-traktat-paragraffer end de der handler om asyl- og indvandring, kan også godt handle om udlændingepolitik.
Således var det med opholdsdirektivet. Her var hjemmelsgrundlaget EU-traktatparagraffer om det indre markeds fri bevægelighed, som Danmark er en del af. Derfor gled direktivet glat igennem den danske beslutningsproces. På trods af at direktivets indhold om EU-overtagelse af dansk udlændingepolitik netop var, hvad retsforbeholdet skulle forhindre.
Man har i administrationen af det danske retsforbehold hidtil kun set på det formelle hjemmels-grundlag for EU-direktiver, og ladet det forhold afgøre om vi skulle forpligte os, og ikke det reelle indhold i EU-direktiverne.
Nu er situationen ved at gentage sig. Af partier, der siger et, og gør det modsatte. Partierne V, K, R, S, SF har for nyligt lavet en politisk aftale om at afskaffe retsforbeholdet med en tilvalgsordning, der – påstår de – skulle sikre at Danmark ikke afgiver suverænitet i asyl og indvandringspolitikken.
I den nye politiske aftale om at erstatte retsforbeholdet med en såkaldt ”tilvalgsordning” står der, at ”…Området for asyl og indvandring defineres som retsakter, der er vedtaget med hjemmel i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde art. 78 om den fælles asylpolitik eller art. 79 om den fælles indvandringspolitik”.
Prokuratorknebet bruges altså stadig med uformindsket styrke. Uden tanke på at administrere rets-forbeholdet som det værn, som danskerne stemte for i 1992, og stadig ønsker.
Venstres Lars Løkke Rasmussen forventer at DF kritikløst lægger stemmer til en borgerlig regering, samtidig med at han laver aftaler med andre partier, der markant skader befolkningens interesser i både EU- og udlændingepolitikken.
Dansk Folkeparti må kræve, at det juridiske prokuratorkneb bringes til ophør, og at retsforbeholdet kommer til at gælde for alle EU-direktiver, som handler om udlændingepolitik. Uanset om de er baseret på bestemte traktatparagraffer eller handler om udlændingepolitik i deres substans, sådan som det hele tiden har været meningen.
Allerede i februar 2015 fremlægger et embedsmandsudvalg nedsat af forligspartierne en analyse af EU-lovgivning, som Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er en del af i dag. Analysearbejdet kunne passende indeholde en gennemgang af den lovgivning, som Danmark grundet embedsværkets svigagtige administration er blevet en del af mod befolkningens vilje.
Det er nødvendigt at stramme op og give DF reel indflydelse på dette område, hvis vi ikke skal side tilbage om nogle år og føle os – snydt igen.
Michael Pihl, Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Sorø
